Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Widows

Heftig girl-power

Et spektakulært kup går spektakulært ad helvede til, men enkerne viderefører deres ægtemænds tvivlsomme forehavende.

Publiceret 11/04/2019 - 15:32
Widows
Tor Aavatsmark

Den britiske instruktør Steve McQueen står bag så forskellige film som Shame og 12 Years a Slave (som vandt en Oscar for årets bedste film). Nu har han kastet sig over en krimi-thriller om enker, der viderefører deres afdøde ægtemænds kupplaner, baseret på en britisk TV-serie fra 1983.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, lyder et godt, gammelt ordsprog. Et ordsprog, der rammende beskriver situationen for enkerne efter et usædvanlig mislykket kup i Chicagos underverden. Harry Rawlings (Neeson) er en velhavende tyv, der har allierede langt op i det politiske system. Da hans bande stjæler to millioner dollars fra Manning-brødrenes rivaliserende bande, ender det i en kataklysmisk katastrofe, hvor hele banden – bogstavelig talt – bliver sprængt i stumper og stykker.

Plottet tilspidses, da den sadistiske Jamal Manning (Henry) kontakter Rawlings’ enke, Veronica (Davis), og kræver pengene tilbagebetalt. Yderligere kompliceret bliver det, da Manning stiller op til byrådsvalget, hvor hans modstander er Jack Mulligan (Farrell), hvis familie har holdt hånden over Rawlings i årtier.

(Foto: Fox/Paramount)

Widows er noget så sjældent som en kupfilm med stærk politisk slagside – og det fungerer pokkers godt. McQueen vil gerne sige noget om samfundet i Chicago med udpræget racisme, nedarvet magt og omfattende korruption.

Samtidig får vi en heftig action-thriller med superbe skuespillere, et intrikat plot med overraskende drejninger og gennemført herlige dialoger. De ubetalelige samtaler mellem Mulligan og hans far (en fabelagtig Robert Duvall) er alene filmens pris værd!

Det eneste, vi har at sætte en finger på, er at enkernes forvandling fra almindelige samfundsborgere til hårdkogte kriminelle går lige lovlig let og gnidningsløst. Fem stjerner.

<
>
(Foto: Fox/Paramount)

Upåklagelig billedkvalitet på denne 4K-udgivelse samt et heftigt lydspor (Dolby Atmos), som desværre indimellem kommer til kort med lidt skuffende brug af surround-mulighederne. På bonusfronten får vi en solid, timelang bag-om-filmen samt trailer og stills.

Karakter
Widows

Fakta:

  • 4K UHD Blu-ray
  • Release: 11/4/19
  • Instruktion: Steve McQueen
  • Med: Viola Davis, Michelle Rodriguez, ­E­lizabeth Debicki, Colin Farrell, Liam Neeson, Brian Tyree Henry
  • Genre: Thriller
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:10 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top