Anmeldelse: Troll 2

Netflix og den norske instruktør Roar Uthaug forsøger at gentage succesen med deres mest sete ikke-engelsksprogede film, Troll – men ender med en bleg og uinspirerende kopi af den legesyge og charmerende original.

Blot ti måneder efter premieren på den norske monsterkatastrofefilm i 2022 meddelte streaminggiganten, at den havde givet grønt lys for en efterfølger – til en film, der opnåede et rekordstort globalt publikum.

Instruktør Uthaug fik sit gennembrud med den unikke norske gyserfilm Fritt vilt (Cold Prey) (2006). I 2015 kom monsterhittet, katastrofefilmen Bølgen (The Wave), og selv Hollywoods topchefer blev opmærksomme på ham.

I Troll legede han med gamle norske folkeeventyr og mytologi som baggrund, mens vi fulgte den initiativrige palæontolog Nora (Ine M. Wilmann), den omhyggelige stabschef i statsministerens kontor, Andreas (Kim Falck), den lille macho-kaptajn Kris (Mads S. Pettersen) og Noras charmerende eneboer af en far, folkloristen Tobias Tidemann (Gard B. Eidsvold), på en ægte troldejagt.

Noget rigtigt må Uthaug & Co have gjort, for verden rundt tog Netflix-abonnenter den norske spillefilm til sig! Så snart filmen havde premiere, begyndte den at klatre op ad hitlisterne fra land til land.

Troll fortsatte med at slå de fleste rekorder. I alt opnåede filmen imponerende 76 millioner visningstimer i sin første uge og toppede Netflix-hitlisterne i 87 ud af 89 lande. Efter knap to ugers visning var Troll den mest sete ikke-engelsksprogede film på Netflix nogensinde! Den toppede med utrolige 103 millioner streamingtimer.

Selvsagt var en efterfølger uundgåelig og faktisk en film, vi så frem til. Men at Uthaug og manuskriptforfatter Espen Aukan skulle være gået så tom for originale idéer og et engagerende plot, overraskede os virkelig.

Det, de serverer i efterfølgeren, er en skamløs kopi af amerikanske actionblockbusters som Independence Day, National Treasure, Jurassic Park og Indiana Jones, her tilsat norsk natur og folklore, men uden en eneste ny idé eller et persongalleri, vi kan forholde os til. Det hele krydret med flere hårdkogte (tæt på tåkrummende) one-liners end nogensinde.

Som Nora siger et stykke inde i filmen: “Har I ikke lært noget fra sidste gang?”. Nej, det har karaktererne rigtignok ikke, men desværre heller ikke folkene bag kameraet.

På tidslinjen befinder vi os nogle år efter, at en mægtig eventyrtrold skabte furore, da den vågnede fra sin lange dvale i Jotunheimen, marcherede mod hovedstaden og skabte kaos, død og krigstilstande i sit kølvand.

Den nu forældreløse Nora har fulgt i sin fars fodspor og lever en eremit-tilværelse i en lille hytte i fjeldene. Her fordyber hun sig i folklore, trolde og overtro. Pludselig banker fortiden på den ydmyge dør – og i det Andreas træder ind i stuen, ved vi, at nu er det tid til troldejagt igen!

I al hast går turen af sted til det nedlagte tungtvandsanlæg på Rjukan, hvor vi får at vide, at det var trolde, de allierede styrker var ude efter under krigen, og sørme om der ikke står en gigantisk trold trygt (?) placeret inde i en hule i fjeldet. Sovende naturligvis, men ikke for længe…

Med en rasende, bitter og hævnlysten trold på fri fod bliver gode råd dyre. Troldefanden marcherer mod det historiske kirkesogn Nidaros og forsyner sig gavmildt med forkælede rigmandssønner under et pitstop i Hemsedal, akkompagneret af norske Freddy Kalas’ infantile ørehænger “Pinne for landet”. Noget, der tilsyneladende ikke skaber nævneværdig panik i regeringskontorerne i Oslo.

På et tidspunkt indser statsministeren, at: ”Vi må acceptere, at Trondheim er tabt.” Men den militære besætning, han sender for at stoppe trolden, er to redneck-lignende, skydeglade piloter i to ynkelige helikoptere. Sig ikke, at Norge ikke tager sin nationale sikkerhed alvorligt!

Og sådan fortsætter det i et ujævnt og ulogisk tempo. I kølvandet på de to umage trolde følger Nora, Kris og Andreas, ledsaget af nykommeren Marion, spillet af en flakkende-i-blikket Sara Khorami. Uvist af hvilken grund er hun blevet skrevet ind i kvartetten og hendes overfladiske karakter ikke tilføjer noget til historien.

Det, vi virkelig undrer os over, er: hvor er den afvæbnende humor og de charmerende karakterer blevet af? Her ser det ud til, at al fokus har været på at perfektionere de computeranimerede effekter (som ser imponerende ud) og actionfyldte kampscener. Og ja, i den henseende fungerer Troll 2 som let underholdning, men som helhed fejler den som filmoplevelse. Selv den normalt talentfulde Wilmann ser virkelig ud til at kede sig på arbejde.

Dramaturgien mangler, og den konstruerede kongesaga, krydset med kirkens historie og gamle overtro, virker ikke overbevisende. Hele oplevelsen føles lidt halvhjertet og ufokuseret.

Et af lyspunkterne er faktisk en djævelsk Anne Krigsvoll som en excentrisk historiker. Hun tager os med på en fascinerende rejse gennem den religiøse historie under jorden i den nationale helligdom Nidarosdomen. Det er netop i disse scener, at Troll 2 kommer til sin ret, og det spektakulære, snedækkede bjerglandskab giver også en smuk, dramatisk kulisse til det hele. Men alt i alt har efterfølgeren ikke nok kvaliteter til at fortjene mere end 3 middelmådige troldestjerner.

Troll 2 får verdenspremiere på Netflix den 1. december, hvilket passer godt til streaminghøjtiden. Vi tvivler dog på, at efterfølgeren bliver en lige så stor succes – der er gået for meget luft ud af ballonen til det.