I begyndelsen af Første Verdenskrig blev verden vidne til et blodbad af enorme proportioner, da det osmaniske og det britiske imperium tørnede sammen på halvøen Gallipoli i det nuværende Tyrkiet. 80.000 mand faldt på slagmarken, hvoraf tre var Connors sønner. Efter at hans kone i dyb sorg begår selvmord, forlader Connor (Crowe) gården i Australien for at hente de jordiske rester af sine sønner hjem.

Et flot udgangspunkt for en dramatisk og medrivende historie, solidt baseret på virkelige hændelser, men Crowe insisterer på, at det drivende element skal være den stakkels mand med synske evner, som søger forløsning og samtidig (ubevidst) søger lykken på ny. Meget forudsigeligt og af og til alt for glatpoleret og klichéagtigt fremstillet.

The Water Diviner lykkes bedst i sine krigsscener, men falder igennem på det følelsesmæssige plan, hvor heste i solnedgang ledsaget af smuk musik insisterer på, at vi skal komme i den rigtige melankolske stemning. Og hvorfor har han lige valgt at kurtisere Bond-baben Olga Kurylenko? Flot at se på, ja, men bestemt ikke nogen karakterskuespiller. Bedre held næste gang. Tre stjerner.

Det fornemme surround-spor (dts-MA 5.1) fungerer fremragende i de heftige krigsscener, mens billedkvaliteten indimellem plages af meget billedstøj og af farver, der nærmest flyder ud i den ene scene for så at stråle i den næste. Som bonus får vi kun en 20 minutters bag-om-filmen med Crowe som guide.