Anmeldelse: The Tomorrow War

Chris Pratt fik sit store internationale gennembrud som charmerende, rapkæftet “cowboy” i Guardians of the Galaxy (2014). Den fornøjelige og uhøjtidelige sci-fi-film gjorde manden fra Bride Wars til superstjerne og efterfølgende typecastet til barske actionroller i film som The Magnificent Seven og Jurassic World.

Nu har Jeff Bezos’ Amazon Prime Video kastet sig over “the boy wonder” og fået ham med i den nye actionfilm af Chris McKay (Lego Batman).

 

I 2022, midt under en VM-fodboldkamp i Qatar, får verden et chok, da en gruppe tidsrejsende ankommer fra 2052 for at levere et vigtigt budskab. Tredive år ude i fremtiden er Jorden ved at tabe en altødelæggende krig mod slimede aliens, der udspyr giftpile. Det eneste håb for menneskeheden er at få soldater og civile fra nutiden til at rejse til fremtiden for at nedkæmpe fjenden.

Den tidligere elitesoldat og nuværende lærer Dan Forester (Pratt) beslutter at gøre sin pligt i fremtidskrigen, primært for at redde sin datters fremtid.

I 2052 tjener han under “Romeo Command” (Strahovski) – en person, som han har en særlig tilknytning til – og sammen lægger de en “kløgtig” plan for at slippe af med de onde aliens …

The Tomorrow War er en salig blanding af Starship Troopers (en film, der trods alt havde en dybere mening), Aliens, Terminator, Independence Day, Edge of Tomorrow og en hvilken som helst Jerry Bruckheimer-film fra de sidste mange årtier. Alt sammen med en umiskendelig 1980’er-hørm.

Handlingen og det kaotiske plot er fuldstændig underordnet, så det nytter ikke at prøve at få mening eller logik ud af historien. Et godt eksempel er, da fremtidssoldaterne skal “forklare”, hvorfor man ikke bare kan rejse til et punkt i fremtiden, før rumvæsnerne fik overtaget. Her handler det kun om bang-for-the-buck, og hvis det lige er dig, får du kugler, krudt og splattereffekter med hjernemasse og alien-slim i overflod.

CGI-afdelingen har virkelig været på overarbejde, men resultatet er ofte anmassende, udmattende og alt for computerspilsagtigt. Det forbliver uvirkeligt og fjernt, så man ikke formår at blive følelsesmæssigt engageret.

De patetiske forsøg på følelsesladede øjeblikke falder fuldstændig til jorden, som da Pratt – med grødet stemme og tilsat svulstig musik – hen imod slutningen af filmen siger: “For my best future, it turns out, was always right in front of me.”

Et af de mere friske casting-valg er Yvonne Strahovski (isdronningen fra The Handmaid’s Tale) som hårdkogt forsker – filmens svar på Sarah Connor. Vi kommer garanteret til at se Strahovski i flere actionfilm fremover, hvilket er en god ting.

Alt i alt en relativt kaotisk og ujævn film, hvor man må koble både venstre og højre hjernehalvdel fra for at få nogen glæde af den. Pratt gør endnu en gang en habil indsats som actionhelt, og filmens bedste scene er faktisk slutningen, hvor Pratt og hans far (Simmons) – som han selvfølgelig har et anstrengt forhold til – sparker alien-røv på en russisk gletsjer.

Tre stjerner til en meget middelmådig, tanketom actionfilm.