Search
Generic filters

: The Perks Of Being A Wallflower

Blu-ray anmeldelse

Teenage-angst, og hvor vanskelig ungdomstiden kan være, er højst ordinær tematik i filmverdenen, og desværre er der ufattelig mange svage og intetsigende produktioner. The Perks of Being a Wallflower tilhører bestemt ikke den gruppe, men filmens kvaliteter står ikke helt mål med dens succes.

Drama
The Perks Of Being A Wallflower

Charlie (Lerman) er en 15 år gammel dreng, som har haft en hård start på livet. Han kæmper med psykiske problemer som følge af, at han blev seksuelt misbrugt af sin tante som barn, og han bearbejder også sin bedste vens selvmord. Den sidste tid har Charlie været tilbragt på en institution for psykisk syge, og han er stærkt præget af posttraumatisk stress, som gør, at han lider af såkaldte blackouts og er meget indesluttet.

Handlingen i The Perks of Being a Wallflower foregår i begyndelsen af 1990’erne, og Charlie skal begynde i high school, men kæmper med at passe ind, selv om han er intelligent og dygtig. Han kan lide litteratur og pønser selv på at blive forfatter, så den eneste, han opnår kontakt med, er engelsklæreren mr. Andersen (Rudd), som ser potentialet i Charlie og giver ham flere gode bøger, han kan læse.

Gennembruddet i al den tristesse og ensomhed kommer, da Charlie en dag får kontakt med den homofile klassens klovn Patrick (Miller) og hans smukke stedsøster Sam (Watson). De introducerer Charlie for en vennekreds af outsidere og kunstnersjæle, som tager imod den skræmte dreng med åbne arme og viser ham en ny verden, og lærer ham om sex, stoffer, kunst og ikke mindst kærlighed. Pludselig forandres livet fuldstændig for Charlie, men det er ikke let at blive voksen, og i horisonten truer de mørke skyer fra hans mørke fortid.

The Perks of Being a Wallflower er instrueret og skrevet af Stephen Chbosky, som også har skrevet bestseller-romanen fra 1999 af samme navn. Utroligt nok har bogen været bandlyst på en række skoler i USA på grund af sin eksplicitte skildring af bl.a. farvestrålende fester og tvetydig seksualitet. Nu er den altså blevet filmatiseret af forfatteren selv, og netop censuren af bogen er nok en direkte årsag til, at den er blevet så populær hos mange unge. På hjemmesiden for verdens ældste og største filmdatabase (imdb.com) ligger filmen rangeret blandt top 250, hvilket er usædvanlig højt for en lille indie-film med så lidt erfaring. The Perks of Being a Wallflower er da også en god film med masser af kvalitet og med en række elementer, som skiller den ud fra mængden af lignende film og giver den det dér ekstra. Karaktererne er stærke og har alle deres særegne træk og alvorlige problemer, som tages alvorligt, og som skaber en oprigtig nærhed, uden at det bliver for plat eller sentimentalt.

Logan Lerman passer godt ind i rollen som den utilpassede Charlie, selv om han til tider virker lidt for uerfaren og uskyldig til at spille en person, som skal forestille at være alvorligt syg. Ezra Miller, som imponerede voldsomt i Hvad med Kevin? (2011), viser endnu en gang styrke som den homoseksuelle Patrick. Emma Watson, der i mange år har været kendt som Hermione Granger fra Harry Potter-filmene, leverer her en flot præstation som den udfarende Sam. Det bliver spændende at følge hendes videre karriere.

Alt i alt er The Perks of Being a Wallflower en seværdig og sympatisk film, som skiller sig ud fra mængden med hensyn til både tematik og stil. Noget af det, der giver filmen tyngde, er referencer til litterære mesterværker af bl.a. Kerouac, Salinger og Burroughs, og soundtracket er fantastisk godt med musik af Sonic Youth, Pavement, Galaxie 500, Low, XTC og David Bowie med flere.

Som sagt har filmen meget kvalitet, men den har også sine svagheder. Af og til virker den lidt for grundlæggende optimistisk og evner ikke at formidle desperationen hos hovedpersonerne eller den blytunge tematik overbevisende. Her ligger det gamle problem med overgangen fra roman til film, og Stephen Chbosky skulle bestemt ikke have skrevet manuskriptet eller instrueret selv. The Perks of Being a Wallflower bliver desværre periodisk lidt statisk og har flere narrative problemer. Romanen burde være blevet lagt i hænderne på en erfaren instruktør, som kunne have tilført mere dybde og dramaturgi. Når det er sagt, så er filmen forfriskende og uskyldig med de bedste intentioner, så man må være lidt overbærende og håbe på en bedre film næste gang. Fire stærke stjerner.

annonce

BD’en skuffer desværre ganske meget. Lydsporet er det heldigvis taget vare på, men det er et ikke imponerende billede, som kæmper med at gengive alle detaljer, med tanke på, at den blev filmet i Super-35. Det er også synd, at udgivelsen fuldstændig mangler det ekstramateriale, som faktisk findes på den amerikanske version.

annonce

Fakta

  • Release: 20. februar 2013
  • Instruktion: Stephen Chbosky
  • Medvirkende: Emma Watson, Logan Lerman, Ezra Miller, Paul Rudd, Nina Dobrev, Kate Walsh
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2012  
  • Tid: 1:44 t

IMDB Rating

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    To enspændere går hinanden på nerverne i medrivende og kompromisløst drama.
    Lovecraft Country har potentiale til at blive efterårets store serie-samtaleemne.
    Elisabeth Moss er enestående i “remake” af thriller-klassiker.
    Det passer fint med noget Netflix og chill i august, hvis vi skal tro meteorologerne. Vådt bliver det i hvert fald!
    "Black Panther" på actionmættet narkojagt i New Yorks gader.
    Anden sæson om -drengen-der-drømte-om-at-blive-præsident- er ikke lige så frisk og stilsikker som den første.
    Et meget vellykket samarbejde mellem den amerikanske krimikonge Harlan Coben og polsk TV-produktion.
    Charlize Theron har tidligere vist, at hun kan kick ass, bare synd, at ingen har givet hende et bedre manuskript.

    Aktuelle tilbud

    Annonce
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
    SOMMERTILBUD
    6 UGER LB+
    FOR KUN 6 KR
    Fuld adgang til lydogbillede.dk i sommer!
    PRØV i 6 UGER
    close-link