anmeldelseThe I-Land, 1. sæson

Pinligt, ja komisk dårligt

Av, av, av, Netflix! Her er der afgjort nogle interne rutiner, der har svigtet ved at give grønt lys til dette makværk.
Karakter
Thriller
The I-Land, 1. sæson
forfatter

Med en slags genremiks mellem Fluernes herre, 12 Monkeys, The Island og Lost forsøger Netflix krampagtigt at konstruere en moderne sci-fi-spændingsserie, men det hele ender i en ufrivilligt komisk katastrofe.

Præmisset er, at ti unge mennesker – fem af hvert køn – vågner op på en øde ø. De er ens klædt, har én genstand med hver og lider alle af totalt hukommelsestab, men plages også af forstyrrende flashbacks. Endnu mere mærkeligt bliver det, da de opdager, at de lå nøjagtig 39 meter fra hinanden på stranden – forvirringen og konflikterne kan begynde!

Her skurrer det afsindig meget fra første stund, ikke mindst fordi dialogerne er så kunstige og konstruerede, at man græmmes; plottet er mere hullet end en halvgammel schweizerost; og karaktererne er fuldstændig rippet for troværdighed og uden chance for at fange vores interesse.

Det hele fremstår som en dårligt castet, halvfærdig reality-serie a la Ex on the Beach, bare uden saftige intriger og sex. Konflikterne mellem “deltagerne” virker ikke spor troværdige, og serien er – trods kun fem timers spilletid – usandsynlig langtrukken og chokerende kedelig.

Hvordan i alverden de høje damer hos Netflix har kunnet lade dette makværk passere gennem nåleøjet, er det største mysterium ved The I-Land.

Da de ti fremmede vågner op på en øde ø – uden at ane, hvem de er, eller hvordan de er havnet dér – så er det første, de gør, at mundhugges, anført af den bedrevidende Chase (Martinez) og den “bitchy” KC (Bosworth) – totalt ud af det blå. Og her er alle etniske og seksuelle orienteringer repræsenteret, helt efter det moderne skema, hvilket ikke just bidrager til at mindske fornemmelsen af noget konstrueret.

(Foto: Netflix)

De eneste skuespillere, der slipper nogenlunde fra misæren, er Natalie Martinez (tilsyneladende den eneste på stranden, der er udstyret med en hjerne) og Bruce McGill som brovtende fængselsdirektør. Ganske vist ser vi hovedsagelig Martinez i en lille, nedringet top, der ofte “tilfældigvis” er våd, men i det mindste leverer hun en anstændig skuespillerpræstation, trods de langhårede dialoger. Og dialogerne er det instruktør og manuskriptforfatter Neil LaBute, der står bag, så her kan han ikke skyde skylden på andre.

Annonce

Det er mere end tydeligt, at den øde ø og setup’et bærer på flere hemmeligheder, end man lige kan se; men idet plottet udvikler sig, og personerne får mere “dybde”, bliver det hele bare endnu mere hårrejsende dumt og usandsynligt. Nej, The I-Land lugter langt væk af dilettanteri fra ende til anden og er gennemsyret af ubehjælpsomhed og inkompetence – faktisk på grænsen til at være intellektuelt krænkende. Én ussel stjerne. Styr langt udenom!

<
>
(Foto: Netflix)

Læs alle artikler i 1 uge for 1 kr

Få adgang alle +artikler samt til hele testarkivet.
Ingen bindingstid.
Allerede abonnent?
Fakta
  • Netflix
  • Release: 12/9 2019
  • Instruktion: Jonathan Scarfe
  • Med: Natalie Martinez, Kate Bosworth, Ronald Peet, Sibylla Deen, Gilles Geary, Kyle Schmid, Keilyn Durrel Jones, Natasha Bassett, Bruce McGill
  • Genre: Thriller
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 5:00 timer

 

IMDB Rating
Summary:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Læs også:


Gruppetest: Kamerablindtest med Apple, Asus, OnePlus, Sony, Samsung og Xiaomi
Nyhed: OnePlus lancerer ny mobil uden Snapdragon
Anmeldelse: Jolt
Nyhed: Bose QC 45 afsløret ved en fejl
TEST: Dyson Pure Cool
Anmeldelse: Bosch, 7. sæson