Anmeldelse: The Bear, 4. sæson

Det eksklusive køkken i The Bear har siden seriens start fungeret som en smeltedigel for menneskelige følelser: et sted, hvor ambition, konflikt og den nærmest absurde opgave, som dagligdagen udgør for kokke på topniveau, koger over i en blanding af desperation og håb. Tredje sæson føltes for mange anmeldere som en eksperimenterende smagsmenu: rig på aroma og tekstur, men til tider lidt for usammenhængende i sin form. Men retningen bliver fornyet i fjerde sæson. Serien serverer nu et femretters måltid, der føles både tilfredsstillende og, mestendels, tilbage i topform. Det er ikke blot en gentagelse af seriens højdepunkter, men snarere en genopdagelse af selve den kerne, der gjorde The Bear så dragende i første omgang.

Åbningsafsnittet sætter tonen med en isnende dårlig anmeldelse fra Chicago Tribune, hvor The Bear bliver kaldt “forvirrende,” “prætentiøs,” og “dissonant.” For de seere der oplevede sæson 3 som en smule selvoptaget og lige lovlig kunstnerisk i sin struktur, føles dette ikke blot som en drejning i plottet, men som en meta-agtig selverkendelse fra serieskaber Christopher Storer – et selvironisk nik til publikum, der tilføjer (genetablerer?) en bevidst ydmyghed og genforpligter serien til dens oprindelige fortællemission. Det minder også os anmeldere om hvordan vi nogle gange sidder med den helt store magt, og kan være dommere over om et projekt krones med knald eller falleres i fiasko.

Fra første færd mærker man en nyintensiveret hast. Restauranten besøges af onkel og Computer (kassereren), og meddeles om at den kun har to måneder tilbage at leve i, hvis ikke den kan give overskud til den tid. Således hænger den økonomiske kniv konstant i luften som et Damoklessværd, og skaber en velkommen nerve, der driver historien frem. Væk er (heldigvis) de fleste af de stjernespækkede gæsteoptrædener og episodiske sidespor, der tidligere stjal fokus. De er dog på effektiv vis skiftet ud med diverse relevante klip fra gamle film, som understreger plottets temaer.

Jeremy Allen White forbliver som Carmy en mester i det kontrollerede kaos af (for?) mange kokke – en mand spændt som en fjeder, altid på randen af sammenbrud under vægten af ansvar, personlig sorg og sin selvdestruktive perfektionisme. Whites engagerende skuespil fastholder os i den ubehagelige, men ægte følelse af et menneske, der hele tiden forsøger at overleve sig selv, mens verden/køkkenet omkring ham brænder.

Birollerne er desuden blevet styrket i denne sæson. Ayo Edebiri som Sydney gives nu den plads til udvikling, som hendes karakter fortjener. Episode 4 handler kun om hendes figur, og hun er endda også selv medforfatter på episoden. Sydneys usikkerheder, ambitioner og søgen efter partnerskab i køkkenet bliver malet med en nærhed og dybde, som der ikke blev helt plads til i tidligere sæsoner, og det samme kan siges om flere andre af birollerne. Disse karakterbuer giver ensemblet en frisk og velafrundet menneskelig klangbund.

Trailer for sæson 4:

Serien er fortsat modig i sin beskrivelse af udmattelse, personlig vækst og den ofte smertefulde vej til forsoning (på flere niveauer). Den skildrer udbrændthed og ambitionens grænser med en usædvanlig ærlighed, og i sine bedste øjeblikke føles The Bear som et af de mest autentiske bud på, hvordan det er at arbejde under konstant pres – hvor passion og selvopofrelse ofte går hånd i hånd med sammenbrud og isolation.

Men når det er sagt, så har sæsonen også sine svagheder. Enkelte scener dvæler for længe ved stemninger og tavse blikke, uden at drive historien frem; tempoet kan til tider falde under et niveau, hvor det føles mere som fyld end som indlevelse. Serien glemmer også at minde seerne om at disse figurer selv har valgt deres stressende situation – for denne seer var det i hvert fald slående, og man tænker: Hvis det er så drænende for dem, hvorfor vælger de ikke bare at lave noget andet? Serien giver ikke noget svar. Det sentimentale fokus på personernes indre liv, og rigtig mange afstikkere med begrænset relevans for plottet, kommer nu og da til at dominere på bekostning af en egentlig fremadskridende fortælling, hvilket kaster historien ud af balance. Og mens nogle narrative greb stadig rammer plet og virker fornyende, er der på den anden side også øjeblikke, hvor det hele bliver lige lovlig bekendt, som om man genser variationer af tidligere skildrede situationer og konflikter.

Men det ændrer ikke på, at 4. sæson føles som en velkomponeret helhed. Den udviser modenhed i sit greb om figurerne og formår at afslutte både plot- og følelsesmæssige tråde med en værdighed og kraft, der både føles fortjent og opløftende, også selvom ikke alle scener rammer lige rent. I sidste ende minder The Bear os om, at der altid findes håb – og hvis vi er heldige måske endda et sublimt måltid – på den anden side af det menneskelige kaos.

Karakteren for 4. sæson af The Bear lander på 4 stjerner ud af 6. Alle 10 episoder er tilgængelige på Disney+ nu.