Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: TAKEN 2

Blu-ray anmeldelse

Producent og manuskriptforfatter Luc Besson har skiftet instruktøren ud, men taget skuespillerteamet med sig til Istanbul for at lave en efterfølger til den solide action-thriller Taken fra 2008. Resultatet er desværre – som det ofte ses med efterfølgere – ikke helt så godt.

Publiceret 07/04/2013 - 09:48
TAKEN 2
Lorentz Celo

Bryan Mills (Neeson) er på en tilsyneladende ufarlig opgave i Istanbul, da han bliver positivt overrasket af et besøg af sin datter Kim (Grace) og sin ekskone Lenore (Janssen). Desværre for hele familien viser det sig, at de bliver forfulgt af faren til de kidnappere, som Mills dræbte i Paris for fire år siden. Det albanske familieoverhoved har sværget blodhævn, og endnu en gang må Mills bruge sine færdigheder som tidligere CIA-agent for at løse problemerne og få sin kære familie i sikkerhed, mens alt, hvad der står i vejen, må elimineres.

Taken var en rigtig god film inden for sin genre, som lidt overraskende blev en stor succes, da den udkom i 2008. Liam Neeson etablerede sig virkelig som actionhelt og har siden medvirket i lignende roller i bl.a. Unknown og The Grey. En opfølger var derfor uundgåelig, men desværre ganske unødvendig. Taken 2 følger nøjagtig samme opskrift som den første film, men mangler fuldstændig den nerve og intensitet, der var så imponerende i Taken.

Instruktør Olivier Megaton gør et godt, gennemført stykke arbejde med spektakulær action, men har et middelmådigt manuskript at arbejde med, som skaber en svag dramaturgi og et forudsigeligt plot. Næsten lidt vemodigt er det at se, hvordan producenterne af denne film har kastet det gode udgangspunkt væk, som de havde med en så interessant karakter som Bryan Mills. Denne type rolle klæder nemlig Neeson rigtig godt, men det ser bestemt ikke ud, som om han er lige så komfortabel denne gang, og resten af skuespillerne kører også lidt på autopilot uden at imponere nævneværdigt. Nu mangler vi så bare at se, hvordan den tredje film (!) i serien bliver. Ingen tvivl om, at det kan blive godt igen, men så må der skrives et langt bedre manuskript og hentes en instruktør, som kan fortælle en historie med et større repertoire af både detaljer og følelser. Tre stjerner.

Taken 2 vil blive et stort hit på leje- og købemarkedet, og derfor er det godt, at den ikke skuffer på Blu-ray. Lige tilpas med ekstramateriale for denne type film, med en god bag-om-filmen, som viser, hvor avanceret produktionen til tider er, nogle slettede scener, en gag-reel og et flot poster-galleri. Lyden er selvfølgelig bundsolid, selv om den kunne have været bedre, mens billedet imponerer stort og sætter høj standard med sine skarpe og definerede detaljer.

Karakter
TAKEN 2

Fakta:

  • Release: 22. januar 2013
  • Instruktion: Olivier Megaton
  • Medvirkende: Liam Neeson, Famke Janssen, Maggie Grace, Leland Orser, Jon Gries, Luke Grimes
  • Genre: Action
  • Land: Frankrike  
  • År: 2012
  • Tid: 1:32 t.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top