TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

: Snow White and the Huntsman

Blu-ray-anmeldelse

Nyindspilningen af Snehvide fik stor pressedækning – ikke så meget for filmen selv, men på grund af det mildt sagt delikate forhold mellem Stewart og instruktøren. Det er synd, for den spektakulære film fortjener virkelig opmærksomheden på sine egne præmisser!

Af / 23/11/2012 - 00:00
Snow White and the Huntsman
Tor Aavatsmark

Aldrig før har man set en så barsk og “anderledes” Snehvide. Nu skal vi skynde os at tilføje, at den Snehvide, de fleste af os er bekendt med, nemlig hende i Disneys version fra 1937, er længere fra Grimms originaleventyr end Kristen Stewarts. I instruktør Rupert Sanders’ hænder (bogstavelig talt) får vi en Snehvide at se, der fremstår som selveste Jeanne d’Arc og leder en middelalderhær til kamp mod alt det onde, som den magtsyge stedmor/dronning/heks står for.

Idet den eklatant ondskabsfulde og magtglade dronning – en herlig Charlize Theron (som dog kæmper lidt med accenten) – indtager den stakkels konges hjerte, bliver Snehvide forvist til fangetårnet, indtil hun på sin 17-års fødselsdag formår at stikke af. Som vi alle husker fra Disney-versionen, bliver en jæger sendt ud for at bringe hendes hjerte tilbage. Jægeren er her en trist og fordrukken Chris Hemsworth som dronningens nyttige lejesoldat – og selvfølgelig skifter han side.

Visuelt er filmen en ekstatisk nydelse fra ende til anden, og flugten gennem den mørke skov er et af filmens højdepunkter – og faktisk meget lig Disneys version (på lsd). Man kan let se, at Sanders har erfaring fra reklamebranchen, for han forstår virkelig at pakke sit produkt ind og sælge det. Derimod kæmper han med tempoet og dramaturgien samt et ensemble, som ikke lever op til de store krav, der stilles i en sådan produktion.

Chris Hemsworth roder rundt med ét udtryk og mumler grødede enstavelsesord, mens stakkels Kristen Stewart ser sur og udtryksløs ud filmen igennem. Hun er bestemt igen karakterskuespiller, og det er netop det, en så stærk person som filmens Snehvide har brug for. Sanders gør også mærkelig lidt ud af de spændende og morsomme (otte!) dværge; det virker, som om de kun er med, fordi det forventes, at de er der, uden at de er givet nogen egentlig rolle, hverken i handlingen eller filmens fremdrift.

Fortællemæssigt låner Sanders fra såvel Disneys version som Ringenes herre og de fleste af de seneste ti års fantasyfilm, og lykkes overraskende godt med denne cocktail. Til slut lader han desværre effekterne tage overhånd, så de mere bliver et forstyrrende element end er med til at bygge den fascinerende historie op. Fire stærke stjerner!

Annonce

Et vanvittig godt lydspor og et billede, der blænder os med sin skarphed. Relativt rigeligt med bonusmateriale, bl.a. en syv minutters forlænget version af filmen, en vellykket bag-om-filmen, kommentarspor, en række minidokumentarer samt nogle interessante tekniske blik på special effects samt en digital kopi.

Karakter
Snow White and the Huntsman

Fakta:

  • Release: 9. oktober 2012
  • Instruktion: Rupert Sanders
  • Medvirkende: Kristen Stewart, Chris Hemsworth, Charlize Theron, Sam Claflin, Ian McShane, Nick Frost
  • Genre: Action/eventyr
  • Land: USA
  • År: 2012
  • Tid: 2:07 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *