Anmeldelse: Scarpetta, sæson 1

Nicole Kidman har for alvor kastet sig over streamingbølgen og medvirker nu i flere nye serieproduktioner hvert år. Senest så vi hende som enigmatisk healer i den triste anden sæson af Nine Perfect Strangers (Prime Video).

Forrige år kunne hun ses som blasert rigmandsforfatter i det pompøse familiedrama The Perfect Couple (Netflix) samt som iskold CIA-chef i den langt mere vellykkede spionthriller Lioness, sæson 2 (SkyShowtime).

En anden titel, der skuffede, var den fuldstændigt mislykkede thrillerfarce Holland – endnu en Prime Video-produktion. Men nu vender Kidman tilbage til Prime Video i en krimiserie baseret på Patricia Cornwells bestseller-romanserie Scarpetta.

Krimidronningen

Mens den mandlige krimitrone domineres af kanoner som John Grisham, Dan Brown, Tom Clancy, Michael Connelly og filmaktuelle norske Jo Nesbø, er der én ubestridt dronning: Agatha Christie. Men med et anslået salg på omkring 3 milliarder (!) bøger er der ingen over eller ved siden af den ærværdige brite – amerikanske Patricia Cornwell er dog en solid nummer to.

Siden debuten i 1990 har salget passeret 120 millioner eksemplarer verden over. I 2023 udkom den 27. roman i serien, Unnatural Death. Med sådanne astronomiske salgstal er det bemærkelsesværdigt, at en global streamingtjeneste ikke har kastet sig over Scarpetta-serien for længe siden.

Den unge, ambitiøse retsmediciner Kay Scarpetta (Rosy McEwen / Nicole Kidman) startede sin karriere i Virginia, men flyttede efterhånden sammen med sin FBI-ægtemand Benton Wesley (Simon Baker) til Boston.

På grund af familiære årsager vender hun nu tilbage til Virginia – men næsten 30 år efter sin første seriemordersag bringer en ny bestialsk drabsbølge skræmmende tråde tilbage til fortiden …

Født til at granske i døden

Efter at Scarpetta som traumatiseret elleveårig blev vidne til det brutale drab på sin egen far, har hun haft et temmelig morbidt forhold til døden og døde mennesker. Som erfaren retsmediciner lader hun sig da heller aldrig bringe ud af fatning på et bestialsk gerningssted eller under krævende obduktioner.

Hendes livsglade storesøster, Dorothy (energiske Jamie Lee Curtis, The Bear), er Kays modsætning. Løssluppen, tørstig, kaotisk, emotionel og uorganiseret er hun en vandrende tornado i Kays liv. Som nybagt mor magtede hun heller ikke at tage ansvaret for datteren Lucy (Ariana DeBose), men overlod opdragelsen til Kay.

Dorothy var mere optaget af at flirte med sin tiende ægtemand samt udgive sin fjortende børnebog (som har sikret hende en solid formue). Nu har hun slået sig ned med den pensionerede politiefterforsker Pete Marino (Bobby Cannavale, Boardwalk Empire, Blue Jasmine).

Under en igangværende renovering bor søstrene med deres ægtefæller under samme tag, sammen med en deprimeret Lucy, der sørger over tabet af sin kone – mens hun konstant taler med sin AI-avatar.

Familieidyllen er ikke ligefrem påtrængende, og det letter heller ikke stemningen, da Scarpetta hyrer Pete til at hjælpe hende i en ny bestialsk drabssag. En ukendt kvinde bliver fundet død, og spor på gerningsstedet leder dem til den mistænkte drabsmand fra 28 år tidligere. Tog de virkelig den forkerte mand i 1998?

Ved hjælp af moderne teknologi, en ihærdig Pete, fund på liget og en meget datakyndig Lucy bliver de sat på sporet af morderen. Et højteknologisk techfirma, der 3D-printer kropsdele, kommer i søgelyset, og hele tiden ser de forbindelser 30 år tilbage i tiden.

 

Generisk drabsgåde

Liz Sarnoff (Lost, Deadwood) er seriens skaber og manuskriptforfatter og har skrevet et medrivende manuskript baseret på Cornwells krimibøger.

Undertegnede har ikke læst nogen af Cornwells romaner, men selve drabsgåden, der udfolder sig i tv-serien, er ret standard. Det, der gør, at serien (positivt) skiller sig ud i mængden, er dens markante hang til eksplicit bestialitet (har du en sart mave for indvolde og knuste kranier, er dette nok ikke serien for dig) samt et herligt og medrivende persongalleri.

Curtis fik lidt af et comeback som fuldstændig rabiat og dysfunktionel mor i fantastiske The Bear – i Scarpetta er hun igen seriens stjerne. Et uregerligt, selvcentreret fyrværkeri af et kvindemenneske, som også er familiens absurde lyspunkt. Hun kan heller ikke, i modsætning til sin pertentlige søster, udstå hospitaler, lig og afskårne kropsdele.

Den altid solide Cannavale er hendes klippe og giver Dorothy en form for sindsro, mens lillesøster Kay fortsætter sin maniske jagt på mordere og blodige spor. Og den sindige Kidman er som skabt til rollen som den kølige, analytiske, let humorforladte retsmediciner, der er fast besluttet på at være en stemme for ofrene.

Derudover krydres serien af en ekstra dimension ved, at vi løbende og sømløst hopper mellem to tidslinjer, hvor de unge hovedrollers liv og levned smelter sammen med nutiden.

Et fiffigt greb, som fungerer usædvanligt godt og samtidig giver karaktererne mere dybde og substans. Dramaturgisk giver det også ekstra krydderi til drabsgåderne.

Scarpetta var en serie, vi i udgangspunktet ikke havde de store forventninger til, i en tid hvor streamingplatformene flyder over med gennemsnitlig, generisk TV-krimi. Denne skiller sig virkelig ud fra mængden og bliver morbidt sjov at følge videre. 4 stærke stjerner.

Sæson 1 får streamingpremiere i morgen (11. marts). Anmeldelsen er baseret på samtlige otte episoder.

PS! Prime Video har allerede lovet os (mindst) to sæsoner af Scarpetta.