Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TIPS: Release-liste juni 2021

Nu kommer Loki!

Streaming-giganterne sørger for, at vi heller ikke behøver at kede os i juni måned, hvis der skulle komme mange regnvejrsdage.

Publiceret 02/06/2021 - 19:39
Release-liste juni 2021
Tor Aavatsmark

At streaming-krigen mellem de internationale giganter er intensiveret det sidste års tid, er der ingen tvivl om. Det kommer os forbrugere til gode i form af et stadig større udvalg af kvalitetsfilm og -serier.

Hvis den skandinaviske sommer traditionen tro skulle blive præget af ustabilt vejr med skiftende skydække, regn og lave temperaturer, så frygt ikke! Indenfor venter den nye 84-tommer på dig – så nu er det bare at tegne abonnement på x antal streaming-tjenester.

Læs også Vi kårer den bedste streaming-tjeneste (for dig) Med lanceringen af Disney+ har streaming-krigen virkelig taget fart, men hvilke af de store streaming-tjenester SKAL du have?

Lige nu konsoliderer branchen sig med opkøb og fusioner, og Amazon Prime Video bliver en stadig mere interessant streaming-tjeneste.

Juni byder på et rekordstort antal titler, men der er meget bras og mange relanceringer blandt månedens nyheder.

Netflix lokker med deres første islandske TV-serie, Katla, instrueret af selveste Baltasar Kormákur. Gå heller ikke glip af del 2 af 1. sæson af den franske originalserie Lupin. Du kan også se Jennifer Jason Leigh i filmen Awake og Helena Bergström (Englegård) i Dancing Queens – eller hvad med den nye serie Sex/Life?

Disney sætter trumf på med den nye Marvel-serie Loki (med en infam Tom Hiddleston som den balstyrige gud). Mindst lige så meget glæder vi os dog til den nye Pixar-film Luca, der foregår i det pittoreske Italien.

PS: Hvis du valgte ikke at betale ekstra for Raya og den sidste drage, kan du se den gratis på Disney+ fra den 4. juni.

Amazon Prime Video har ikke meget nyt at friste med i sommervarmen, med antologiserien Solos med bl.a. Morgan Freeman som en mulig undtagelse. Heller ikke Apple TV+ har gjort sig det besvær med at lancere nogen nye, store titler i lavsæsonen. Her var 2. sæson af Home Before Dark den eneste serie, vi fandt interessant.

7. og sidste sæson af Bosch er afgjort det mest spændende tilbud fra HBO Nordic denne måned. Derudover kan vi anbefale del 2 af Generation.

Bosch. (Foto: Amazon Prime Video)

Paramount+ byder på den nye Flatbush Misdemeanors, en upoleret komedieserie om vennerne Dan og Kevin og deres liv i Brooklyn. Derudover kan du se Angelina Jolie i Come Away, Natalie Dormer i Penny Dreadful: City of Angels og Keira Knightley i whistleblower-filmen Official Secrets.

Fra vores egen andedam kommer Viaplay med to nye originalserier: Max Anger og Dystopia. Begge er store satsninger, der nok skal finde et publikum. Rosinen i Viaplays pølseende er dog lanceringen af samtlige sæsoner af Californication om hedonisten Hank Moody (David Duchovny) – det kan man kalde sommerunderholdning!

Hvis du stadig klynger dig til fysiske medier, bliver antallet af nye lanceringer desværre mindre og mindre. Men juni byder dog på bl.a. Oscar-vinderen Nomadland og den danske Retfærdighedens ryttere.

God fornøjelse – og nyd sommervarmen!

 

Release-liste juni

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top