Lige så naturligt, det er med juletræer, julegaver og juleøl til jul, lige så afhængige er vi af påskeæg, påskeliljer og påskeøl til forårets store højtid. Og her på Lyd & Billede har vi så føjet en norsk tradition til listen: Påskekrimier.
For ret præcis et år siden kom vi med en række krimi- og thrillertips til påsken. For andet år i træk var verden præget af coronapandemien med deraf følgende begrænsede muligheder for at rejse udenlands, social afstand, nedlukkede kulturtilbud og opfordring til at holde sig inden døre, for sig selv og/eller med sine nærmeste. Der var med andre ord lagt op til en indendørs påske med masser af tid foran TV’et.
I år har vi endelig lagt den forbandede pandemi bag os, men så koldt og uforårsagtigt, som det er udenfor lige nu, kan vi lige så godt tilbringe påskehøjtiden indenfor i år også. Og heldigvis findes der et væld af glimrende film og serier på de mange streaming-tjenester.
Denne gang vil vi især fremhæve Mare of Easttown (HBO Max) med en strålende Kate Winslet, Guillermo del Toros grimsmukke film noir-triumf Nightmare Alley og Kenneth Branaghs fremragende fortolkning af Agatha Christie-klassikeren Døden på Nilen (begge på Disney+).
Er du fan af traditionelle krimier, anbefaler vi også et gensyn med den spændende The Night Manager på HBO Max eller den danske Kastanjemanden på Netflix. Gå heller ikke glip af 7. og sidste sæson af Michael Connellys Bosch (ligeledes HBO Max).
Eller hvis du er mere moderne anlagt, hvad så med Marvel-serien Hawkeye på Disney+ eller Raised by Wolves på HBO Max?
Nedenfor giver Lyd & Billede dig en række tips til gode krimifilm og -serier, du kan se i løbet af påsken, og nej, det er ikke nogen, du finder på flow-TV-kanalerne.
Glædelig krimipåske!
