Anmeldelse: Only God Forgives

Julian (Gosling) er en amerikaner med en mørk fortid, der driver en thai-bokseklub i Bangkok. Stedet fungerer primært som skalkeskjul til familiens smugling og narkosalg. Da Julians bror bliver dræbt, rejser deres mor (Scott Thomas) ud for at hente liget hjem og presse Julian til at hævne sin bror. Hævntogtet udvikler sig til en spiral af vold og ødelæggelse, da Julian havner i Lt. Changs (Pansringarm) søgelys – en berygtet politimand, der bruger meget brutale metoder i jagten på ​​retfærdighed.

Nicolas Winding Refn er afgjort en af ​​Skandinaviens mest spændende og dygtige filmskabere. Han har fundet sit eget filmsprog og viderefører den æstetik, som han brugte i både Valhalla Rising og førnævnte Drive. Og han fremmaner sine historier med et dvælende tempo, stærkt farvebrug og filmiske tableauer snarere end traditionel filmisk narrativ.

Only God Forgives er mindre konventionel end Drive, og den føles lidt som en række mindre kunstfilm sat sammen. Det virker fint, selv om nogle seere uden tvivl vil føle sig fremmedgjort. Men det er stor kunst, Refn skaber her! Smukke billeder og en visuel præsentation, der bl.a. minder om Wong Kar-Wais film og andre asiatiske kunst- eller kampsportsfilm.

Gosling imponerer igen – næsten uden replikker – og Scott Thomas viser, hvilken fantastisk og alsidig skuespiller hun er. Refn er en dygtig instruktør og blev også nomineret til Guldpalmen i Cannes for Only God Forgives, men det ville være godt med en lidt lysere film næste gang, selv om den både er modig og smuk. Fem stjerner.

Det er en solid udgivelse på Blu-ray! Masser af spændende bonusmateriale med bag-om-filmen, kommentarer og interviews. Det audiovisuelle er strålende og fint i overensstemmelse med filmens æstetik. Her taler vi næsten topkarakter. Anbefales!