Anmeldelse: No Nukes

Fire år efter at Bruce Springsteen udgav sit store gennembrudsalbum, Born to Run, året før klassikeren The River, og fem år før Born in USA kronede ham til verdens største rockstjerne, spillede han sine to første politiske koncerter – og de blev filmet.

 

Politisk ståsted

Baggrunden for koncerterne, der foregik i rockmekkaet Madison Square Garden, var ulykken på atomkraftværket Three Mile Island i Pennsylvania den 28. marts 1979. Det efterår trommede en gruppe musikaktivister en protestkoncert mod atomkraft (i øvrigt en håbløst naiv tanke) sammen i New York. I sidste øjeblik blev Springsteen sat på plakaten for at booste billetsalget.

The Boss er i dag kendt som en udtalt politisk stemme med klare holdninger og evnen og viljen til at bakke dem op. Men bortset fra små hib til republikanerne (Reagan) holdt han sig fra klare politiske udtalelser og aktivisme indtil slutningen af ​​1980’erne.

Ikke afsløre trylletricket

Under de to No Nukes-koncerter i New York holder han da heller ikke nogen flammetale mod atomkraft – han nævner faktisk slet ikke koncerternes politiske budskab. I stedet leverer han halvanden times eksplosiv rock’n’roll, på grænsen til det maniske!

For en musiker, der før 1990’erne var stærk modstander af at filme sine koncerter – han ønskede ikke at “afsløre trylletricket” – er det befriende endelig at se fuldt professionelle optagelser af en ung, særdeles viril Bruce Springsteen.

Ganske vist var han allerede en etableret kunstner og et stort navn, men i 1979 er vi stadig fem år væk fra den BRUCE-mania, der eksploderede, da Born in USA udkom.

Giver den fuld gas

Darkness on the Edge of Town udkom året før koncerterne, og det er da også tre nærmest elektriske numre fra albummet, der åbner ballet: “Prove It All Night”, “Badlands” og “The Promised Land”.

Springsteen giver den fuld gas fra første sekund og får også publikum, som er en god blanding af Springsteen-fans og generelle rockentusiaster, med sig.

Det, der umiddelbart slår os, er hvilket fantastisk stykke arbejde Bob Clearmountain har gjort med remixet af lydsporet! Springsteens stemme kommer krystalklart frem, mellemtonen er tydeligt til stede, lydbilledet er fyldigt, og vores subwoofer får virkelig rørt sig. Hvis man vælger surround-sporet, er det næsten som at være i Madison Square Garden selv.

Der blev faktisk udgivet en film fra koncerten allerede i 1980, men der er kun blevet plads til to Springsteen-numre, deriblandt “The River”, som fik sin officielle debut den første aften.

Springsteens “faste” instruktør, Thom Zimny, har påtaget sig arbejdet med at grave i arkiverne, klippe, redigere og sy en sammenhængende halvanden times koncert sammen med udgangspunkt i de to aftener (den 22. og 23. september).

Zimny ​​har taget alt råmaterialet, møjsommeligt restaureret og pudset det op, og sammensat det til én euforisk Springsteen-koncert. Formatet er selvfølgelig 4:3, og der er en del billedstøj, men ikke mere, end at det giver en autentisk 1970’er-stemning, lækkert akkompagneret af varme farver og primært filmet fra publikums synsvinkel.

En ung musiker på vej mod stjernerne

Det, vi får her, er scenekunstneren og entertaineren Springsteen i en udgave, som endnu ikke er helt modnet. Lidt kejtet foran sit publikum og oprigtigt irriteret, da en fan overrækker ham en fødselsdagskage. Han fyldte 30 få dage før, hvilket han frustreret beder om ikke at blive mindet om, hvorefter han kaster den ud blandt publikum.

Gennem hele koncerten er Springsteen som en ren Duracell-kanin, idet han giver den gas på guitaren, hopper op og ned, flirter med publikum, danser og vrikker og vrider sig – og indimellem hopper op på Roy “The Professor” Bittans flygel. For så sekunder efter at synge ømt og roligt, med en tåre i øjenkrogen: “I come from down in the valley…”

Det var allerede fem år siden, Rolling Stones musikanmelder Jon Landau skrev  sin ikoniske koncertanmeldelse, hvor han bl.a. sagde:

“Last Thursday, at the Harvard Square theater, I saw my rock’n’roll past flash before my eyes. And I saw something else: I saw rock and roll’s future and its name is Bruce Springsteen. And on a night when I needed to feel young, he made me feel like I was hearing music for the very first time.”

No Nukes underbygger i den grad Landaus påstand.

Rockhistorie

Højdepunkterne er “The Promised Land”, “The River” og “Thunder Road” samt en genial, gåsehudsfremkaldende “Jungle Land”, hvor Springsteen virkelig giver Clarence “The Big Man” Clemons lejlighed til at stråle. Samspillet mellem de to er koncertens bærende element og røde tråd, og vi får historien om, at “Scooter and the Big Man bust this city in half” at se live på storskærmen.

Ekstranumrene trækkes lidt for meget ud, men “James Brown-øjeblikket”, hvor rocklegenden nærmest må bæres af scenen og gives hjertemassage, er uvurderligt. Det er rå, upoleret, eklektisk rockhistorie, vi får serveret her, og det i teknisk overlegen kvalitet. Fem bundsolide stjerner til denne musikalske skat!

 

Bruce Springsteen & E Street Band: The Legendary No Nukes Concert er netop udkommet på Blu-ray og er også tilgængelig på Apple TV+. Desuden udgives koncerten både på LP og CD.

Set-liste

1. Prove It All Night
2. Badlands
3. The Promised Land
4. The River
5. Sherry Darling
6. Thunder Road
7. Jungleland
8. Rosalita Come Out Tonight
9. Born To Run
10. Stay
11. Detroit Medley
12. Quarter To Three
13. Rave On