TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

: Modig 3D

Blu-ray-anmeldelse

Når det gælder film fra genierne bag Pixar, er vi vant til at blive blæst over ende af teknisk brillante (altid) mesterværker (stort set). Med Modig (Brave) sætter selskabet endnu en gang ny animationsteknisk standard – og derfor er det ekstra synd, at de ikke har gået nogle flere runder med historien.

Af / 13/12/2012 - 00:00
Modig 3D
Tor Aavatsmark

I det skotske højland sidder den godmodige kong Fergus og hygger sig med god mad og drikke, sine jagthistorier og sin familie; en familie bestående af kone, tre viltre trillingedrenge og den egenrådige rødtop Merida. Merida er ved at blive kvinde, og forældrene forbereder hendes bryllup – uden hendes viden og mod hendes vilje.

Modig går dermed direkte ind i den aktuelle debat, der raser omkring den forkastelige skik med tvangsægteskaber – modigt (!) gjort af Disney! Men når så vores unge, fyrrige heltinde starter sit ungdomsoprør med relativt store konsekvenser for sin mor, klinger både dramaturgien og filmens nerve af. Animationen er udsøgt og nydelig med flotte landskaber og nogle elegante actionscener (som måske kan blive lidt for voldsomme for familiens yngste), og karaktererne er farverige i en historie tilsat en passende dosis humor. Men det bliver desværre alt for forudsigeligt og indimellem lidt kedeligt.

Her åbnes ballet for et pang og en kontroversiel afgørelse, som desværre ikke følges op; moralen ligger som et tykt og alt for åbenbart tæppe over hele filmen, hvor alle synes, at hovedpersonen skal blive voksen og mindre egoistisk – en tematik, som i den grad også var til stede i Disneys Bjørnebrødre (2003). En visuel nydelse og bestemt en optur efter Biler 2, men vi havde forventet mere af Pixars første forsøg udi den klassiske eventyrgenre. Fire stærke stjerner!

I 3D ser filmen fantastisk ud! Billedkvaliteten er strålende med knivskarpe kontraster, klare og knaldstærke farver og en dybde af en anden verden. Det heftige lydspor (Tru HD 7.1) yder den actionspækkede film fuld retfærdighed, med et meget præcist surround-spor og masser af tryk i bassen. På bonusfronten får vi bl.a. to gode kortfilm, en alternativ åbningsscene, stills, udeladte scener, kommentarspor og en række minidokumentarer – vi savner dog en grundig bag-om-filmen.

Annonce

Karakter
Modig 3D

Fakta:

  • Release: 5. december 2012
  • Instruktion: Mark Andrews/Brenda Chapman
  • Medvirkende: Kelly Macdonald, Billy Connolly, Emma Thompson, Julie Walters, Robbie Coltrane, Kevin McKidd, Craig Ferguson
  • Genre: Animation/familie
  • Land: USA
  • År: 2012
  • Tid: 1:33 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *