I Grusomme mig og Grusomme mig 2 var det den über-onde superskurk Gru (som faktisk var rar på bunden), der havde hovedrollen. Hans horde af små, gule pludrende sidekicks havde kun én mission i livet: At tjene deres onde herre. I Minions får vi deres forhistorie serveret, men sikke en lidelseshistorie …

De små, gule sortsnakkende stikpiller har tydeligvis ikke, hvad der skal til for at holde interessen oppe i en film af spillefilmslængde. Den åbner med, at Geoffrey Rush ganske fornøjeligt leder os igennem deres forhistorie og indflydelse på en række historiske begivenheder. Men derefter går det kun én vej: Direkte i kloakken!

Vi er nærmest rystet over, hvor banal og utrolig lidt gennemarbejdet historien er, og nej, det er ikke sjovt med halvanden times gurglende pludren fra de irriterende små, gule amøber. Som sidekicks i kortere sekvenser har de deres berettigelse, men her er det bare sørgeligt – og ikke mindst udmattende.

Filmens eneste formål er at appellere til det yngre publikum, der synes, at de gule gnomer er åh så søde og sjove, så de får far eller mor til at købe filmen på Blu-ray og derefter trækker dem med hen i legetøjsbutikken for at plage om at få en af de forbistrede minions som tøjdyr eller et penalhus med dem på osv. Underholdningsværdien af filmen er i hvert fald næsten lig nul! To små stjerner.

Lydsporet er dog rigtig godt, billedkvaliteten imponerer også, og 3D-versionen byder på mange sjove pop-ud-af-skærmen øjeblikke. Bonusmaterialet består af nogle udeladte scener, kortfilm, musikvideoer og seks minidokumentarer.