Anmeldelse: Alien: Covenant

Klassisk Alien

Ridley Scott giver os endnu et solidt (og blodigt) gys fra Alien-universet.
Karakter
GyserSci-fi
Alien: Covenant
Annonce
Annonce
forfatter

For tredje gang sidder legenden Sir Ridley Scott – som fylder 80 i november! – i instruktørstolen på en Alien-film. Med Prometheus (2015) genoplivede han franchisen og gav sin egen klassiker fra 1981 en ny dimension.

Kolonialisme

I det Herrens år 2104 er det enorme rumskib Covenant (“Pagten”) på vej til en fjern galakse med to tusind kolonister. De rammes uforvarende af en solstorm, som skader skibet alvorligt, tager livet af kaptajnen og vækker hele besætningen – syv år før tid. Alle nybyggerne, på jagt efter en bedre fremtid, ligger stadig i hypersøvn.

Da Tennessee (McBride) tager på rumvandring for at reparere skaderne på skibet, opfanger besætningen et signal fra en planet i nærheden. Overraskende nok viser analyser, at planeten virker beboelig. Den nye kaptajn, den stærkt religiøse Oram (Crudup), beslutter at undersøge sagen, mens hans næstkommanderende, Daniels (Waterston), opponerer mod den kontroversielle beslutning.

I tidslinjen befinder vi os 11 år at efter Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) sammen med cyborgen David (Fassbender) havarerede i det ydre rum.

Filosofisk dimension

Mens filmen i alt væsentligt er en rendyrket action- og underholdningsfilm, er Scott ikke bange for at kræve noget af tilskuerne. Ligesom i Prometheus giver han også denne gang filmen en filosofisk dimension. Alien: Covenant går lige ind i den aktuelle diskussion om kunstig intelligens, og hvad der sker, hvis maskinerne bliver smartere end menneskene, får fri vilje og begynder at handle på egen hånd.

Annonce

Det filosofiske element gestaltes af en aldeles glimrende og subtil Michael Fassbender i dobbeltrollen som de to cyborgs David og Walter. David er en ældre model, som også har evnen til at skabe, filosofere og tænke frit. Med andre ord er han et skoleeksempel på den type kunstig intelligens, som bl.a. Elon Musk advarer imod.

Med små nuancer, mimik og kropsbevægelser portrætterer Fassbender de to cyborgs med bravur! Manusforfatterne har også udstyret ham med de saftigste replikker – som var han selveste Satan, udtaler David f.eks.: “Better to reign in hell than serve in heaven.”

Mere eksplicit

Alien-filmene har altid haft et vist element af grafisk vold og “eksploderende” kroppe; faktisk mindst i den overvejende psykologiske thriller Alien (1981), men også dér fik vi monstre at se, der sprængte sig ud af kroppen på mennesker.

I Prometheus tog Scott det et skridt videre, men i Covenant er han gået all-in! Besætningen er kraftigt udvidet, og flertallet er kun medtaget for at være Alien-føde, men den måde, de dør på, er langt mere voldelig, blodig og eksplicit end tidligere; indimellem unødig eksplicit.

Hoveder bliver hugget af og spist, monstrene sprænger sig ud af både rygge, munde og maver, og dødstallet stiger hurtigt. Lidt for meget af det gode efter vores smag, men herligt nok er monstrene også mere afskyelige og uhyggelige end nogensinde – og hvor vokser de dog hurtigt!

Annonce

Gennemført håndværk

Som altid i en Ridley Scott-film er der ikke meget, der er overladt til tilfældighederne, og det er bundsolidt håndværk fra A til Å.

Scenografien er dystopisk og slående, og passer perfekt til den mørke, dystre stemning. Det er ægte, beskidt og tydeligvis et stykke nede ad rangstigen. Et rumfartøj og en version af rummet, der er milevidt fra den polerede version, vi får serveret i bl.a. Passengers. Åbningssekvensen er som taget ud af en minimalistisk Kubrick-scene.

Soundtracket, der er krydret med storslåede klassiske værker, forstærker og uddyber handlingen. Og sidst, men ikke mindst får vi lækker cinematografi af Dariusz Wolski. Uanset om det er majestætiske panoreringer over karrige landskaber eller helt tæt på i besætningens brutale dødskampe med xenomorphs, så trækker kameraføringen os ind i filmen.

Ikke lydefri

Apropos den store besætning, så er det faktisk en af filmens svagheder: Der er simpelthen for mange personer. De fleste er som nævnt kun med som hurtige måltider for sultne rumvæsner, men problemet er, at vi får en lang række karakterer, der ikke virker, som om de er af kød og blod (eller rettere: Blod har de tydeligvis rigeligt af), og vi er ret ligeglade med, om de lever eller dør.

Desuden har handlingen nogle svagheder, idet alle besætningsmedlemmerne uden undtagelse træffer usædvanlig mange tåbelige og utroværdige valg. Vi forstår udmærket, at formålet er, at de fleste skal lide en grusom og blodig death-by-monster, men det kunne have været gjort mere elegant end her.

Annonce

Den næstkommanderende Daniels er også blandt filmens svage led. Hun virker unødvendigt (og irriterende) svag og usikker, lidt utroværdig og er mile vidt fra den badass-heltinde, vi fik med Sigourney Weaver i Alien og Aliens. Det er muligvis tilsigtet, men der er noget, der skurrer ved hendes karakter; hun virker simpelthen ikke “fit-for-flight”.

Selve plottet i Covenant er ikke lige så nyskabende som i Prometheus, og wow-effekten udebliver til dels. Det er lidt for meget af det samme, som vi tidligere har set fra Alien-universet. Men det er nu heller ikke så ilde, og vi bliver i den grad stadig både underholdt og skræmt! Fire solide stjerner.

Spektakulært lydbillede

Alien: Covenant byder på masser af heftig lyd! 4K-udgivelsen har Dolby Atmos, som giver os et meget detaljeret surround-spor, hvor lydene fra skibet omgiver os til alle sider. Det knager, brager og eksploderer med herlig slagkraft, men samtidig er lydsporet så nuanceret og delikat, at dialogerne hele tiden står krystalklart. Dundrende eksplosioner får både subwooferen, sofaen og grundmuren til at ryste, men det bliver aldrig forvrænget. Verdensklasse!

Billedkvaliteten er også rigtig god, skarp og detaljeret, men desværre er billedet gennemgående lidt for mørkt.

På bonusfronten får vi et interessant kommentarspor fra Ridley Scott, udeladte og udvidede scener, stills, nogle korte features, trailere og en timelang bag-om-filmen med Scott i fokus.

Annonce

picture1
<
>
(Foto: Fox Paramount)
Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 39 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
Fakta

4K UHD Blu-ray
Release: 5. oktober 2017
Instruktion: Ridley Scott
Med: Michael Fassbender, Katherine Waterston, Billy Crudup, Danny McBride, Carmen Ejogo, Amy Seimetz
Genre: Science fiction/gyser
Land: USA
År: 2017
Tid: 2:02 timer

IMDB Rating

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.
Annonce
Annonce

Læs også

Årets første forårsmåned byder på lysere dage og masser af spændende indhold fra streaming-tjenesterne.
Hvad nu hvis det var Sovjetunionen, der først fik sat en mand på Månen?
Big Sky er et levende bevis på, at selv en af branchens mest erfarne og anerkendte serieskabere kan ramme ved siden af.
To mennesker gør en hel nat deres yderste for at såre og ydmyge hinanden. Den slags kommer der filmkunst ud af.
Tom Hanks brillerer i sobert western-epos med hjertet på rette sted.
Stærke kvinder med meget personlige problemer er drivkraften bag dette stærke Netflix-drama.
En sand historie om en utrolig arkæologisk udgravning er blevet en lille (britisk) perle af en film.
Årets korteste måned byder på lysere dage og masser af nye streaming-titler.
Omar Sy er en smart, elegant gentlemantyv i ny fransk serie, der oser af charme.
Amazon serverer en barsk, beskidt og realistisk mafiahistorie set fra kvindernes synspunkt. Et frisk twist på en lidt stivnet genre.
Vellykket kostumedrama er en blanding af Dollars, Askepot, Farlige forbindelser og Downton Abbey – plus et strejf af Fifty Shades of Grey.
En graviditet, der går frygtelig galt, er ved at rive en ung familie i stykker.
Med Equinox leverer Netflix en af deres bedste nordiske produktioner hidtil.
11 dages juleferie i coronaens tegn, men hvad skal man se for at hygge sig og slappe af?
Endnu en gang leverer Pixar et teknisk pletskud akkompagneret af en stærk emotionel historie.