Anmeldelse: I lyst og død

To af Skandinaviens fremmeste skuespillere forenes i Tommy Wirkolas seneste opus, men det minder mere om den svensk-norske krig i 1814 end om hjertelig forbrødring på tværs af landegrænserne.

Den nok sjoveste skilsmissefilm, vi har set, er Michael Douglas og Kathleen Turner i fuld vigør i den kulsorte komedie The War of the Roses (instrueret af Danny DeVito), hvor hadet til partneren accelererer fuldstændig ud af kontrol.

Nu har norske Tommy Wirkola bevæget sig ind i samme genre, hvor ægteparret Lars (Hennie) og Lisa (Rapace) ikke kan udstå hinanden – og begge planlægger at tage livet af den anden i løbet af weekendens “hyggelige” hyttetur.

Absolut mere voldsomt og blodigt end The War of the Roses, men indimellem næsten lige så infamt morsom – og Aksel Hennie og Noomi Rapace har en herlig diabolsk, sarkastisk kemi!

Den norske kultinstruktør Wirkola står bag film som Død sne og Hansel & Gretel: Witch Hunters. Med I lyst og død har han tydeligvis taget syvmileskridt væk fra debutfilmen Kill Buljos lidt primitive humor. Her får vi troværdige personer (omend noget karikerede), et sammenhængende plot og en vis dramaturgisk udvikling.

På baggrund af indædt mistillid forstærket af gæld, ludomani, mistanke om utroskab og karrierer, der (mildt sagt) er gået i stå, er både Lars og Lisa kommet til et sted, hvor de ser aflivningen af deres partner og den ventende livsforsikring for enden af regnbuen som den bedste løsning.

Det eneste, de ikke har taget højde for, er at deres bedre halvdel tænker præcis det samme – og at tre undslupne fængselsfugle lige lægger vejen forbi …

Optakten til voldsorgiet er faktisk det sjoveste. Her ved vi, hvad der er i vente, idet parret forsøger at optræde så normalt som muligt og føler hinanden på tænderne. Spændingen er til at tage og føle på, og de stadige gnidninger mellem dem giver et fingerpeg om, hvilket ragnarok der ubønhørligt er på vej.

Da begges planer går ad helvede til, og Atle Antonsen & Co. kommer ind på banen, bryder dramaturgien pludselig sammen. Trekløveret af undslupne mordere er lige lovlig karikerede og skabelonagtige, og meget af den absurde humor forsvinder, idet vi bevæger os ind i et mere dystert univers a la Michael Hanekes Funny Games. En Aksel Hennie i sit livs form holder dog interessen oppe.

Men intet tegneserievoldsorgie a la Tarantino uden et heftigt crescendo – og vips, så er den absurde komik, ironien og den bidende sarkasme tilbage, godt hjulpet af Nils Ole Oftebro, der dukker op for at redde familien …

Nok lige lovlig ultravoldeligt og nærmest splatterblodigt for en del seere, men hvis den slags lige er din kop te, så har du små to hyggelige timer i vente. Fire stjerner.