Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Fatal Attraction

Tam og tandløs omskrivning af filmklassiker

Paramount serverer et originalt twist på den klassiske ‘80er-film, men opnår aldrig samme spilkogende spændingsniveau.

Publiceret 15/05/2023 - 04:00
Fatal Attraction
Tor Aavatsmark

I en af ​​de mest mindeværdige filmscener fra de lettere vulgære 1980’ere, ser vi filmlegenden Michael Douglas køre helt af sporet, mens han forsøger, at forsvare sig selv og sin familie mod den åbenlyst ustabile stalker Glenn Close. Fatal Attraction (Farligt begær) blev med det samme en klassiker indenfor genren.

Paramount ejer stadig (36 år senere!) filmrettighederne, og mente selvfølgelig, at det ville være en god idé, at producere en TV-serie over utroskabs-thriller-konceptet. Mon dog…?

 

Den nye serie er ikke en direkte genindspilning; den er snarere en ny version baseret på det samme forlæg. I centrum af begivenhederne finder vi stadig de samme hovedpersoner, og den intense romance, der afspores som et løbsk eksprestog, udgør plottets råmateriale.

Den fremtrædende LA-statsadvokat Dan Gallagher (Joshua Jackson) lever et tilsyneladende perfekt liv med en hengiven kone (Amanda Peet), en yndig datter og et pragtfuldt forstadshjem. Karrieren blomstrer, og vejen er åben for en længe ventet dommerpost.

Præcis hvad der ligger bag den fatale utroskabsaffære afsløres ikke, men Dan går i kulkælderen, da han ikke får det forventede job som dommer. Han tyer til selvmedlidenhed og til flasken – og er helt åben og sårbar over for den utilslørede, intense flirten af ​​den sexede, charmerende (og voldsomt manipulerende) advokatsekretær, Alex (Lizzy Caplan).

Fatal Attraction (Foto: SkyShowtime)

Efter rollen som den modbydelige ægteskabsforbryder Alex Forrest, modtog Glenn Close hadebreve og hånende blikke efter filmens premiere i slutningen af ​​1980’erne – fordi publikum i den grad sympatiserede med den utro “perfekte” mand, med hans perfekte job, hus og kone, som uretmæssigt fik sit liv ødelagt af den onde “heks”.

Close har efterfølgende sagt, at hun fortrød, hvor overfladisk filmen skildrede psykisk sygdom. I den forstand er TV-serien langt mere afbalanceret, idet den tager et dybt dyk ned i psyken på, og baggrundshistorien om, femme fatale’en Alex Forrest.

Men det hele er iscenesat med en nedbrudt og desillusioneret Dan Gallagher, som i retssalen femten år efter, at han blev dømt for Alexs drab, ydmygt beder retten om prøveløsladelse. Under mistanke bliver han sat på fri fod, og han påbegynder straks et regulært korstog for at rense sig selv (!).

Men fik Gallagher (Michael Douglas) ikke eftertrykkeligt has på den gale kvinde i filmversionen? Glem det; i TV-serien deles kortene ud forfra – eller hvad…?

Fatal Attraction (Foto: SkyShowtime)

Mini-serien bruger meget tid på figurernes baghistorie, især Alex. Vi får flashbacks fra hendes mildt sagt udfordrende opvækst, og en slags “forklaring” på hendes iboende usikkerhed og komplicerede forhold til det modsatte køn. Her giver Caplan (Fleishman is in Trouble, Masters of Sex) virkelig en solid og overbevisende skuespilpræstation.

Så står det værre til med resten af ​​det generelt skabelonagtige og karikerede rollegalleri. Joshua Jackson er ikke i nærheden af ​​legenden Michael Douglas’ udefinérbare karisma. Han fremstår som en ret stakkels og akavet tøffelhelt, der føler, at samfundet har bedraget ham – så nu har han bare sat sig for, at tage alle de slag og spark, han udsættes for.

Læs også Hjælp, jeg er nyskilt! Problemfyldte skilsmisser er bestemt ikke noget nyt på serie- og filmfronten. Fleishman charmerer.

Vi vil ikke afsløre, om han er uskyldig i drabet eller ej, men dem, der fik ham sat bag tremmer, er skildret på en voldsomt stereotyp måde, og er blevet tildelt et haltende og uoverbevisende dialog- og handlingsmønster. Puslespillet afsløres lag for lag, men brikkerne passer ikke helt sammen, eller giver tilfredsstillende mening.

Plottet er ikke indviklet nok, men virker konstrueret og noget halvhjertet. Derudover har det ikke været muligt at få skuespillerne til at se tilstrækkeligt anderledes ud i 2008-sekvensen i forhold til 2023-perioden, så nogle gange undrer man sig over, hvilket årti vi befinder os i nu.

Nogle af de herligste øjeblikke er, når de mest mindeværdige scener fra filmen næsten bliver kopieret, men dét i sig selv vedligeholder ikke intensiteten i syv en halv time. Så er sidehistorien om Gallaghers gådefulde datter, Ellen (Alyssa Jirrels), at foretrække. Der er mere psykologisk fascination og underliggende spænding i hendes rejse, end i historien om hvem der dræbte Alex.

Fatal Attraction Season 1 Pilot Pilot The Watchful Heart The Movie In Your Mind
<
>
Fatal Attraction (Foto: SkyShowtime)

Nej, her har produktionsselskabet og serieskaberne overlagt forsøgt at udnytte en stor klassiker, ved at presse noget ud af historien, som ikke er der. Det er et nice try, og for os, der husker filmklassikeren fra vores ungdom, er der bestemt et nostalgisk plus ved gensynet, men dette værk står simpelthen ikke mål med mere end tre stakkels stjerner.

Fatal Attraction har premiere på SkyShowtime den 22. maj, hvor de første tre afsnit udkommer. Denne anmeldelse er baseret på alle otte afsnit.

Læs også Femme fatale! Netflix forsøger at besnære sine 222 millioner abonnenter med pirrende, og ulovlig, sex.

PS! Er det dampende sexscener, du er ude efter? Se i stedet den ret middelmådige Obsession (på Netflix). Ganske vist ikke noget mesterværk, men filmen mestrer i det mindste pirrende (og ulovlig) sex. Vil du have psykologisk drama, med brændende begær og thriller-elementer? Så se Hitchcock-klassikeren Vertigo!

Fatal Attraction (Foto: SkyShowtime)

Karakter
Fatal Attraction

Fakta:

  • SkyShowtime
  • Release: 22. maj 2023
  • Instruktion: Silver Tree
  • Med: Joshua Jackson, Lizzy Caplan, Amanda Peet, Alyssa Jirrels, Toby Huss, Reno Wilson, Brian Goodman
  • Genre: Thriller
  • Land: USA
  • År: 2023
  • Tid: 7:30 t.
  • Karakter: 3
  • IMDb

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top