Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Earthquake Bird

Jordskælv på lerfødder

Vikander gør, hvad hun skal, i en overraskende retningsløs film, der ikke evner at engagere.

Publiceret 15/11/2019 - 11:05
Earthquake Bird
Tor Aavatsmark

Alicia Vikander har taget filmverdenen med storm de senere år. Den dygtige svenske skuespiller har spillet stærke roller i film som Tulipanfeber, The Light Between Oceans, The Danish Girl (som hun vandt en Oscar for) og Ex Machina – og givet den som sej actionheltinde i Tomb Raider.

I Tokyo er svenske Lucy (Vikander) stukket af fra sin fortid. Hun arbejder som oversætter, lever som eneboer og har nærmest ingen kontakt med hjemlandet og sin familie.

Den introverte pige bliver fascineret af den mystiske Teiji (Kobayashi), som uforvarende tager et billede af hende på gaden. De indleder først et platonisk forhold, som efterhånden glider over i romance og erotisk udfoldelse. Tredje hjul på vognen bliver den livsglade nytilflytter Lily (Keough) – alle tre føler sig fortabt i den japanske storby.

Da politiet åbner en forsvindingssag på Lily, får vi afdækket en historie om jalousi, usikkerhed og bedrag i Lucys nære fortid. Måske kendte hun ikke Teiji godt nok – måske kender hun heller ikke sig selv? Og hvad er det for nogle skeletter i skabet, hun har med fra barndommens Sverige?

Der er mange gode elementer til en spændende thriller her, men historien er middelmådigt og uengagerende skrevet, og instruktør og manuskriptforfatter Wash Westmoreland formår aldrig at få materialet til at leve og folde sig ud. Spildt talent i et temmelig uforløst drama.

Earthquake Bird er for naiv, utroværdig og famlende, og det virker, som om Westmoreland ikke ved, hvor han vil hen med filmen. Han gør nogle spæde forsøg udi erotisk thriller undervejs, men selv det er kun halvvejs og nærmest ufærdigt. Tre svage stjerner, hvoraf den ene udelukkende tildeles Vikander for en god præstation med så lidt at arbejde med.

Karakter
Earthquake Bird

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 15. november 2019
  • Instruktion: Wash Westmoreland
  • Med: Alicia Vikander, Naoki Kobayashi, Jack Huston, Riley Keough, Kiki Sukezane, Ken Yamamura, Niclas Ericsson
  • Genre: Krim
  • Land: USA
  • År: 2019
  • Tid: 1:47 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top