Anmeldelse: DTF St. Louis

For nylig så vi den alsidige Jason Bateman brillere i den kulsorte krimi-thriller Black Rabbit på Netflix.

Nu er newyorkeren Bateman (Ozark) tilbage med en ny HBO mini-serie – i en helt anden genre. Sammen med David Harbour (Stranger Things) udforsker han her den belastende midtvejskrise, som de fleste helt almindelige mennesker typisk kommer til at opleve.

Serieskaber Steven Conrad (Perpetual Grace, LTD) har skrevet og instrueret et underfundigt, lavmælt og minimalistisk menneskeligt drama, hvor vi møder de to helt gennemsnitlige forstadsægtepar hr. og fru Forrest og hr. og fru Smernitch.

 

Clark Forrest (Bateman) er en succesfuld meteorolog på en lokal tv-station i St. Louis. Altid ulasteligt klædt, og med et smittende smil på læben, præsenterer han dagligt lokalvejret for Missouri på WTGK – mens han i fritiden cruiser rundt på sin let komiske trehjulede liggecykel (med orange flag). Derhjemme venter to døtre og en smuk kone, men trangen til seksuelle eskapader er desværre tørret ud.

Hans nye makker er tegnsprogstolken Floyd Smernitch. Den lettere overvægtige Floyd har tidligere været gift med en spåkone og har ingen egne børn. Hans andet ægteskab er med Carol (Linda Cardellini, Bloodline). Men midtvejs i livet er Carol mest optaget af sit eget arbejde samt forældreindsatsen på det lokale baseballhold – iført en latterlig uniform, til Floyds store irritation.

Floyd er så sygeligt høflig en tøffelhelt, ovenikøbet med en medicinsk skæv penis, at det grænser til det selvudslettende. Han gør altid sit yderste for ikke at fornærme nogen eller skabe ubehagelige diskussioner og konflikter. Derfor bakker han også konsekvent ud, hver gang han forsøger at sætte sin eklatant indadvendte nørd-stedsøn på plads. Han overtager stedsønnens dansetimer for ikke at lade kursuspengene gå til spilde, og ender med at kysse en transvestit for ikke at såre hens følelser.

For at sætte lidt fut i deres (fraværende) sexliv introducerer Clark Floyd til den nye datingapp DTF (“Down To Fuck”) – som i bund og grund er en app til uforpligtende seksuelle møder mellem gifte mennesker. Floyd er i begyndelsen skeptisk, men da han opdager, at Clark har en affære med Carol – uden at konfrontere ham med det – kaster han sig selv ud i det. Naturligvis går det galt, og et dødsfald sender trekantsdramaet ud i nye ekstremer.

Ind på banen kommer den erfarne og forudindtagede politiefterforsker Homer (Richard Jenkins, Olive Kitteridge). Efter ti minutter på gerningsstedet er han overbevist om både hændelsesforløb og dødsårsag, mens lokalpolitiet, repræsenteret ved Jodie Plumb (Joy Sunday), vil grave videre. Hvem var det egentlig, Floyd skulle møde til dette DTF-træf, og hvorfor i alverden havde han et Playgirl-billede af en nøgen mand i Indiana Jones-hat med sig …?

Det er en dramaserie uden staffage og specialeffekter; den har knap nok et musikspor. Vi får lange, dvælende scener, hvor Clark og Floyd knytter bånd, diskuterer deres håbløse ægteskaber og den større mening med livet. Det er afgjort ikke en serie, der vil fænge et bredt publikum, men giver man historien og karaktererne tid, vokser den på én.

Kameraet står for det meste stille, og det minimalistiske udtryk forstærkes af nøgne rum med enten beton eller ingen udsmykning. Lyssætningen er kold og næsten klinisk. Det er personerne, og deres indre dæmoner, det hele handler om.

Instruktør og forfatter Steven Conrad krydrer det hele med skarp og intelligent dialog, mens den ene fuldstændig ordinære scene efter den anden afløses af let absurd komik og bidsk sarkasme. I bund og grund er det en menneskelig historie om mennesker på afveje, som har nået et ligegyldigt punkt i livet, der ikke fører nogen vegne – og som nu bevæger sig ud i ekstreme yderligheder for at skabe en ny og længe savnet gnist i tilværelsens uudholdelige lethed.

Samspillet mellem Bateman og den underspillede Harbour er til at tage hatten af for. Hver for sig bringer de dyb menneskelighed og empati ind i deres triste karakterer, og sammen skaber de en stærk helhed. Men bevares: Det er ikke grådkvalt, kulsort “finsk fjernsynsteater”, vi udsættes for. Humoren ligger hele tiden i baggrunden og giver dramaturgien et lummert, levende drive. Fire stærke stjerner.

Streamingpremieren er den 2. marts, og episoderne udsendes ugentligt. Mini-serien består af syv episoder, og anmeldelsen er baseret på de fire første.