anmeldelse: Den sidste gentleman

83-årige Robert Redfords karakteristiske ansigt er efterhånden blevet furet og vejrbidt, men han har bevaret sin drengeagtige charme. Vi kan ikke forestille os en skuespiller, der ville være bedre til at spille en aldrende, charmerende gentleman, der simpelthen elsker røveri.

Karakteren er baseret på virkelighedens Forrest Tucker, der røvede banker og stak af 16 gange fra fængsler i USA fra 1950’erne til 80’erne, og vi følger hans bandes sidste røveriturné og hans flirt med farmeren Jewel (Spacek).

Tom Waits og Danny Glover har fine biroller som Forrests trofaste følgesvende, men der er ingen tvivl om, at det her er Redfords film. Den sidste gentleman (som egentlig hedder The Old Man and the Gun) er noget så sjældent som en feelgood heist movie, hvor Redford får mulighed for at spille på alle strenge, mens alle andre spiller andenviolin.

Casey Affleck er god som den sindige politiefterforsker, der drømmer om den store arrestation, men er blevet fascineret af den mand, han jager, mens Sissy Spacek som sædvanlig er strålende som røverientusiastens sidste flamme. Det, Forrest virkelig brænder og lever for, er på gentleman-agtig vis at røve banker og stikke af fra politiet – pengene er bare en rar bonus.

David Lowery har instrueret denne kupfilm i et rolig tempo, hvor fokus er på det mellemmenneskelige drama, og vi får et intimt portræt af den elegante bankrøver.

Samtalerne mellem de tre mænd og Forrests syn på livet er filmens stærkeste kort, mens der kunne have været gjort mere ud af spændingen mellem bankrøveren og manden, der jagter ham. Desværre får Afflecks karakter for lidt spilletid og fokus, for det er mellem disse to mænd, en af filmens stærkeste scener opstår, hvor de i bedste Pacino/De Niro-stil mødes ansigt til ansigt.

Redford brillerer i sin svanesang, men det er bestemt ikke nogen banebrydende rolle for legenden. Han gentager på mange måder sine signaturroller fra klassikere som Butch Cassidy and the Sundance Kid, Fire uheldige helte og Sidste stik – men for pokker, hvor er han god til lige netop det. Fire stærke stjerner.

Filmen er holdt i en mørk farvepalet og lettere grovkornet for at matche tidsbilledet. Lydsporet er præcist og byder på et fortræffeligt talespor. Desværre intet bonusmateriale.