Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Cold Pursuit

Iskold, kulsort humorfest

Liam Neesons søn bliver slået ihjel. Det lader farmand ikke forbigå i tavshed …

Publiceret 25/07/2019 - 10:55
Cold Pursuit
Tor Aavatsmark

Cold Pursuit er nok desværre bedst kendt for kontroversen efter Liam Neesons berygtede interview om hans forhold til hævn. Efter dette floppede filmen i biograferne i USA – en skam, for den er en fest for yndere af kulsort humor.

Filmen er et remake af instruktøren Hans Petter Molands egen norske film Kraftidioten (2014) – med manuskript af danske Kim Fupz Aakeson – og ligner originalen meget med samme plot, Coen-lignende personer, sorte humor og iskolde miljø, men er flyttet fra de norske fjelde til Rocky Mountains i USA – uden at miste sit skandinaviske særpræg.

I en lille bjergby uden for Salt Lake City hædres snerydderchaufføren Nels Coxman (Neeson) med udmærkelsen æresborger, men alt er ikke rosenrødt i den lille familie. Hans søn prøver at snyde den lokale narkomafia og må derfor bøde med livet – hvilket sender faren ud på et utrætteligt og særdeles blodigt hævntogt.

Det blæser koldt på fjeldet, og sådan er det også med de hårdføre indbyggere. Neeson er iskold og er fuldstændig blottet for empati og følelser, idet han dræber den ene narkohaj og håndlanger efter den anden. Indimellem bestialsk, men også så outreret og humoristisk fortalt, at vi villigt lade os underholde af denne moderne “lone rider”.

Filmfotograf Philip Øgaard giver os flotte billeder af det smukke, brutale landskab, mens skuespillerne overvejende leverer solide rollefortolkninger af denne outrerede bande misfits og tabere. Laura Dern er derimod skamløst lidt til stede. Hen imod slutningen bliver manuskriptet lidt for smart, men den morbide humor holder til fire solide stjerner.

Billedkvaliteten er kun delvis godkendt med for meget støj og grums i mørke scener, men surround-sporet (Dolby Atmos) er solidt. På bonusfronten får vi nogle udeladte scener, interviews samt en okay bag-om-filmen.

Karakter
Cold Pursuit

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 25. juli 2019 DK
  • Instruktion: Hans Petter Moland
  • Med: Liam Neeson, Emmy Rossum, Tom Bateman, Laura Dern, Micheál Richardson, Michael Eklund
  • Genre: Thriller
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 1:59 timer
  • Karakter: 4

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top