Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Avengers: Age of Ultron 3D

Blu-ray anmeldelse

Alle superhelte på ét bræt? Jo da, det er trangt med pladsen, men det fungerer faktisk ganske godt – indtil instruktøren smider alle hæmninger.

Publiceret 27/09/2015 - 08:54
Avengers: Age of Ultron 3D
Tor Aavatsmark

Efter en række succesrige film om enkelte Marvel-superhelte slog Marvel og Disney mange fluer med ét smæk og forenede en stor del af Marvel-universets helte i én og samme film. Fra et kommercielt synspunkt skød de papegøjen, men faktisk var The Avengers (2012) også en meget underholdende film med ganske subtil humor og et – af en superheltefilm at være – befriende virilt manuskript.

Efter en omsætning på svimlende 1,5 milliarder dollars var en toer uundgåelig – og Avengers: Age of Ultron skuffer bestemt ikke, men voldsomt imponeret er vi heller ikke.

Ond intelligens
Hydra er nede til tælling efter Captain America: The Winter Soldier, og i starten af filmen får vores hævnere Lokes scepter tilbage, så nu burde “fred i vor tid” vel være sikret? Niks. Efter at have besejret Hydra igen går Tony Stark/Iron Man (Downey Jr.) og Bruce Banner/Hulk (Ruffalo) – med de bedste intentioner – i gang med at skabe en kunstig intelligens til at vogte planeten.

Selvfølgelig går det helt ad helvede til, og i stedet kommer de til at skabe et monster af en AI, Ultron (Spader), som kun har én mission i livet: Ødelæg alt og dræb alle. Især Iron Man. Som medsammensvorne han får tvillingerne Scarlet Witch og Quicksilver (Olsen og Taylor-Johnson), og så er der linet op til, at Avengers må rydde op efter sig selv og – igen – redde Jorden.

Marvel's Avengers: Age Of Ultron Hulkbuster Ph: Film Frame ©Marvel 2015

No Limit
Hvis du er ude efter mest mulig smæk for skillingen, så er Avengers: Age of Ultron ikke den mest tossede film, du kan se. Det virker, som om instruktør Joss Whedon har fået lov til at lege med selveste Disney Studios’ guldkort, det med “No Limit” på. Manden har brændt ufattelige 250 millioner dollars af på dette stykke gigantomani – og det kan ses!

De mange special effects (som er til stede i næsten hver eneste scene) er lækre og overvældende, og blander sig gnidningsløst med skuespillere og “almindelig” film. Det bliver efterhånden så meget, at man bliver helt blasert og nærmest ikke lægger mærke til dem. Se f.eks., hvor ufattelig godt animeret Ultron er ned til mindste detalje og med en vidunderlig mimik i sit metalkranie.

Avengers – The Age of Ultron 3D_14

Det meste af den resterende tid bruger vores helte – mellem alle skænderierne – på at slås med Ultron, hvor den ene spektakulære actionscene afløser den anden, indtil vi nærmest sidder udmattede og apatiske tilbage. Udtrykket “less is more” findes tydeligvis ikke i Whedons ordforråd, for her øses der på med intense actionsekvenser, der næsten hele tiden overgår hinanden.

Det skal dog siges, at i modsætning f.eks. de hjernedøde Transformers-film er Avengers: Age of Ultron propfuld af charme, smarte dialoger og godt skuespil.

Avengers – The Age of Ultron 3D_7

Umage par
Skænderierne og konkurrencen superheltene imellem er godt skrevet og giver nogle befriende pusterum mellem alle de hæsblæsende actionscener. Og hovedpersoner leverer da også gode præstationer.

For Robert Downey Jr. er den arrogante verdensmand Tony Stark blevet en signaturrolle, og endnu en gang balancerer han hårfint mellem spydighed og charme. Men denne gang er det faktisk Black Widow (Johansson) og Banner/Hulk, der stjæler showet. Mens der nærmest hersker borgerkrigslignende tilstande mellem de andre helte, er der fred og harmoni – og kælne blikke – mellem den sorte enke og den grønne kæmpe.

Widow – i en flot ny, formsyet dragt med lysende “fartstriber” – har fået en større rolle end i den forrige film og brillerer med girl power, samtidig med at hun viser sin bløde side over for det “misforståede” monster.

Alt i alt en tilfredsstillende actionfilm, som dog ville have profiteret af, at nogen havde holdt Whedon lidt i ave. Færre og kortere actionscener ville have skabt bedre flow og dramaturgisk fremskridt i filmen. Men bevares – man får, hvad man betaler for! Fire solide, meget underholdende popcornstjerner til den brogede bande superhelte.

Avengers – The Age of Ultron 3D_4

En teknisk våd drøm
Billedkvaliteten i den flotte 3D-version er enestående – superskarpe billeder med gnistrende farver og imponerende dybde.

Det er heller ikke noget som helst at udsætte på det meget vellykkede surround-spor (dts-MA 7.1), som giver os alle detaljerne med usædvanlig klarhed og præcision, og trods de vedvarende eksplosioner og hårdtslående kampe er talesporet klart og tydeligt filmen igennem. Én ting er sikkert: Subwooferen får i den grad rørt sig i løbet af de to timer!

Avengers – The Age of Ultron 3D_15 Avengers – The Age of Ultron 3D_13 Avengers – The Age of Ultron 3D_11 Avengers – The Age of Ultron 3D_10 Avengers – The Age of Ultron 3D_6 Avengers – The Age of Ultron 3D_5 Avengers – The Age of Ultron 3D_1
<
>

Bonusmæssigt er vi derimod ikke helt tilfredse med Blu-ray-udgivelsen. En alt for kort bag-om-filmen samt to minidokumentarer, nogle udeladte scener og kommentarspor er, hvad vi må tage til takke med.

Karakter
Avengers: Age of Ultron 3D

Fakta:

  • Release: 21. september 2015
  • Instruktion: Joss Whedon
  • Med: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Chris Evans, Jeremy Renner, Mark Ruffalo, James Spader, Elizabeth Olsen, Aaron Taylor-Johnson
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2015
  • Tid: 02:21 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top