Da Vera mister både job og mand, beslutter hun sig for at forlade storbyen og flytte til den lille Ängelby med sine to børn. Ankomsten bliver dramatisk, og Vera havner midt i en drabsefterforskning med bemærkelsesværdige omstændigheder. Hendes nye liv er pludselig langt mere kompliceret end forventet.
Tv-serien Ängelby var en stor svensk satsning med et budget på 40 millioner kroner. Desværre blev indspilningerne et kaos, og manuskriptet blev f.eks. skrevet undervejs. Det afspejler sig tydeligt i det færdige resultat. Historien er rodet fortalt med svag dramaturgi, og det lykkes aldrig at skabe god underholdning – Ängelby er simpelthen kedelig og uinspirerende.
Et andet problem er, at man ikke får nogen empati med hovedpersonen. Figuren er ikke godt bygget op, hvilket heller ikke forstærker den samlede seeroplevelse. Rygterne vil vide, at der næppe kommer nogen opfølgende sæson; det er sikkert også bedst for alle parter. Tre stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fire af i alt 12 episoder).
Ängelby udkommer på Blu-ray uden ekstramateriale. Kvaliteten af lyd og billede er mere end godkendt.