Langsomt, men sikkert er Thorens ved at finde tilbage til det grundlag, der gav dem legendestatus. Solide, velbyggede remdrevne pladespillere med flydende ophæng, lyd i topklasse og en byggekvalitet, der ikke står tilbage for nogen.
Den remdrevne TD 1601 med motoriseret armløft og elektronisk motorstyring er en vellykket blanding af klassiske principper og moderne elektronik.
Thorens-pladespilleren starter hurtigt uden den gyngen og knirken, der kendetegner f.eks. Linn Akurate LP12, og er musestille, når den kører. Det eneste, der laver lidt lyd, er det motoriserede armløft.
Men lyd kommer der, når nålen sænkes ned i vinylrillerne. Vores TD 1601 var fra leverandøren udstyret med en ZYX Premium 4D MC-pickup – en dyr, åben sag med en lav udgangsspænding på 0,24 mV, som gjorde et fremragende stykke arbejde på den mellemtunge TP92-arm.
Det gav et forfriskende gennemsigtigt og detaljeret lydbillede med rigtig godt fokus, måske især i mellemtoneregisteret, men også i diskanten. Man får et dybere lydbillede med mere indsigt og flere klangnuancer på Linn LP12 og et endnu strammere fokus på Rega Planar 10. Mens Thorens-pladespilleren lægger sig et sted mellem de to.
Musikken klinger varmere på TD 1601 end på en Planar 10 med Apheta-pickup, men har ikke helt så bred klangstruktur og fylde i bassen, som LP12 kan have.
Konklusion
Thorens TD 1601 er et velkomment comeback for den anerkendte Thorens-lyd. Den er faktisk bedre end nogensinde, og jeg har ikke hørt en bedre Thorens-pladespiller siden TD 350. Hvis det her er en indikation af, hvad vi har i vente fra den kant fremover, er det bare at glæde sig. Og gratulere Thorens med endelig at være “kommet hjem”.
Den velspillende og velbyggede grammofon er så god, at den med den rigtige pickup kan udfordre hvad som helst i denne klasse. Og ende på toppen af podiet.