Det er fristende at kalde Michi et nyt high-end-undermærke af japanske Rotel, selv om navnet først dukkede op i high-end-produkter i 1991. I 2019 blev Michi-navnet genoplivet med forstærkersættet P5 og M8 og stereo-effektforstærkeren S5. Og med et par nye integrerede forstærkere kan man nu endelig kalde det en familie. Michi X3 er den mindste og billigste, men det betyder absolut ikke, at den er en miniput.
Michi-produkterne er temmelig minimalistiske udenpå, men bygget som kampvogne. Det samme gælder X3, som er den mindste i familien, men alligevel solidt bygget. Den er 2 cm bredere end normalt, så den fylder godt. Og med næsten 30 kilo på badevægten oser den af byggekvalitet som få andre.
Forstærkeren har kun én måde at streame musik på, og det er med Bluetooth. Ja, du læste rigtigt. Tanken er nok, at det skal være en brugervenlig måde for andre familiemedlemmer at afspille musik på, når entusiasten er bortrejst. Men det er alligevel mærkeligt at producere en så dyr forstærker med digitalkonvertering, men uden ordentlige muligheder for streaming.
Her kunne de godt have taget sig råd til AirPlay eller Chromecast som minimum, også gerne Roon-understøttelse.
Konklusion
At Rotel Michi X3 er den mindste forstærker under Michi-paraplyen, betyder absolut ikke, at den er lille. Den er nemlig både stor, tung og dejligt kapabel. Med 2 x 200 watt i 8 ohm og hele 350 watt i 4 ohm kan den drive, hvad det skal være. Og den gør det med ynde, når musikken kræver det, og den rene vildskab, når dét dikteres.
Her får du i pose og sæk, så det er fristende at svare “alle!”, når nogen spørger, hvem forstærkeren er lavet til. Den er nemlig fuldstændig ligeglad med musikgenrer og højttalere. Her kommer musikken ud, som den er indspillet, og det med fuld kontrol.
Glimrende digitalkonvertering og et væld af digitale indgange er en ekstra bonus.