Årets højttalere

Mere trådløs og robust

Ved første øjekast virker de meget bekendte med størrelsen og den runde form, de overtydelige volumenknapper og de dristige farver. De nye højttalere er støvtætte og mere modstandsdygtige over for slid samt vandtætte og stødsikre som før. Nyt er også, at de flyder, hvis man skulle tabe dem i poolen.

Volumenknapperne er flyttet til fronten, hvilket både ser bedre ud og er en mere fornuftig placering. På toppen er der kommet en ny “magisk knap”, hvor man kan starte og pause musikken samt skifte nummer. Knappen kan også bruges til at få adgang til ens yndlings-playlister på musiktjenesterne.

Den gamle Megaboom skulle oplades under en luge i bunden, hvor AUX-indgangen også sad. Nu sidder ladestikket i stedet bag en luge på bagsiden, hvilket er væsentlig nemmere. Men desværre er 3,5 mm indgangen forsvundet.

Når bunden nu er ledig, har Megaboom fået understøttelse af induktionsopladning, hvilket kræver en ladestation, som er ekstraudstyr.

Ifølge Ultimate Ears har de skruet på lyden for at få endnu dybere bas, og den har afgjort god basgengivelse for en så lille højttaler. Frem for alt er der god kontrol, så bassen aldrig bliver brummende eller får højttaleren til at vibrere, hvilket billigere højttalere ofte har problemer med. Den har også et stort lydbillede med fyldig klang og god dynamik.

Konklusion

Med sin glimrende lyd var den gamle Megaboom en af vores favoritter. Den nye Megaboom 3 har fået marginalt bedre lyd, men det er snarere betjeningen og funktionerne, der er glansnummeret.

Ladestikket er bedre placeret, og højttaleren kan nu også oplades trådløst. Den er blevet mere robust og kan nu flyde i vand. Den trådløse forbindelse rækker endnu længere, hvilket er rart, hvis man vil koble flere sammen i party-mode. Vi kan også godt lide den nye multifunktionsknap, der betyder, at man ikke behøver at finde mobilen frem for at skifte nummer.

Med sin afrundede lyd og vandtæthed er Megaboom 3 den perfekte højttaler ved poolen. JE

Store stygge Audio Pro

Drumfire er faktisk to højttalere: En bordhøjttaler, der er lidt bredere end Addon C10, plus en lige så bred, men tre gange højere subwoofer. Dermed kan man selv vælge, om man vil have dem fritstående, stablet oven på hinanden eller adskilt med subwooferen gemt af vejen.

At koble Drumfire på netværket er let. Man downloader Audio Pro Control-app’en fra Google Play eller App Store. I app’en kan man gruppere højttalere, enten som stereopar eller multirumshøjttalere. Eftersom den har Spotify Connect integreret, er det såre simpelt at afspille musik på Drumfire eller en højttalergruppe, som den tilhører. Der er også integration med tjenester som Tidal, Deezer og TuneIn, og fra Apple Music kan man køre AirPlay.

Det skal siges med det samme, at Drumfire kan spille højt som en rockkoncert og har en bas som et tordenvejr. Så man skal passe på med at skrue alt for meget op, hvis man bor i lejlighed og ikke vil smides ud.

Selv blev jeg nødt til at justere bassen, fordi vinduerne begyndte at klirre, da jeg forsøgte mig med rigtig dybbas. Det er dog ikke bare bulder og brag uden finesse, som det var tilfældet, da vi testede party-højttalere. Ligesom de tidligere modeller spiller Drumfire nemlig meget rent og klart. Man kan høre selv det mindste akkordskifte i akustisk live-musik, ligesom også svagere instrumenter kan udskilles i bombastiske orkesterværker.

Konklusion

Audio Pros små trådløse højttalere har altid spillet godt og imponeret os. Men de har savnet lidt hestekræfter og tyngde for rigtig at kunne sætte gang i en fest. Det klarer Drumfire i den grad. Med tilføjelsen af en enorm subwoofer kan den spille faretruende højt og fik bogstavelig talt vores vinduer til at klirre. Men også ved normal lydstyrke og med mere stille musik imponerer den med klarhed og nærværsfølelse.

Man skal heller ikke glemme, at den er en del af Audio Pros multirumssortimentet, så man let kan supplere med flere højttalere. Med en mindre højttaler i køkkenet og dette bæst i stuen vil manges behov være dækket. JE

Spring i multirummet

Vi har testet multirumshøjttalere mange gange. Når de er bedst, kunne man næsten forestille sig at bruge dem i stuen. Næsten. Men Dynaudio Music 7 fejer omsvøbene og forbeholdene af banen. For selv om den bare ligner en forvokset soundbar, kommer der rigtig hi-fi ud af den!

Mellemtonen står rent og ubetonet, langt bedre, end hvad man er vant til at høre fra de fleste multirumshøjttalere i plastickabinetter (som retfærdigvis koster det halve eller mindre). Diskanten er velopløst, og selv om stereoperspektivet aldrig bliver så bredt som på traditionelle højttalere, er det bestemt til at leve med. Man fornemmer koncertsalens størrelse på Jean-Michel Jarres “Fishing Junks at Sunset” (Concerts in China).

Og så er der bassen, som er fremragende. De to 5 tommers bas-enheder leverer en solid og fast bund helt ned til grænsen på 40 Hz. Også når der kommer vitaminer i bunden på Chris Jones’ “No Sanctuary Here”. Med Music 7 placeret oven på en skænk og ind mod væggen gjorde RoomAdapt-funktionen ikke den store forskel, men gav dog lidt mere styr på bassen. Anbringer man højttaleren på “umulige” placeringer, er forbedringen langt tydeligere.

Og så kan den spille tordnende højt! Selv i en pænt stor stue på knap 30 kvadratmeter og på flere meters afstand fylder den rummet med vellyd, og rammer feststyrke, inden volumenkontrollen kommer over 50 procent.

Alt i alt føles det at lytte til Dynaudio Music 7 mere som at lytte til “rigtige” højttalere end til en multirumshøjttaler – eller for den sags skyld en soundbar.

Konklusion

Dynaudio Music 7 er blandt de dyreste multirumshøjttalere, men den har kvaliteten til at berettige prisen. Den skal ikke konkurrere med små, billige monomodeller, men med det “rigtige” stereoanlæg i den fine stue.

I kraft af dens størrelse er stereoperspektivet og dybbassen begrænset, men man kommer faktisk et overraskende langt stykke ad vejen. Selv om det ikke er “ægte” rumkorrektion, er den automatiske tilpasning til placering og baggrundsstøj en lille genistreg. JAH

Den bedste er blevet bedre

Vores klare favorit-soundbar har hidtil været Samsung HW-K960. Den imponerer med Dolby Atmos – med i alt fire højttaler-enheder, der peger opad, samt trådløse baghøjttalere – og omgiver os med en boble af lyd. K960 har kun én ulempe ud over manglende understøttelse af Dolby Atmos via lydreturkanalen (ARC), nemlig at den ikke understøtter DTS HD-lyd eller tredimensionel DTS:X-lyd.

Det nye flagskib hedder HW-N960 og har fået understøttelse af begge DTS-formater, så nu er der nærmest ikke nogen film med 3D-lyd, der ikke understøttes.

Flere højttalere

Ud over udvidet formatunderstøttelse har N960 fået to ekstra højttaler-enheder, en på hver side af soundbaren, så der er i alt 13 enheder i soundbaren plus fire ekstra i de to baghøjttalere. Det giver 7.1.4-lyd, hvor forgængeren “kun” havde 5.1.4. Lydmæssigt skal det binde soundbaren bedre sammen med de trådløse baghøjttalere og gøre lyden endnu mere overbevisende.

Lydkvalitet

Og så til det bedste, nemlig lyden. For selv om forgængeren nærmest var upåklagelig, er N960 endnu bedre.

Lydkarakteristikken er stort set den samme. Det vil sige et kraftigt attack og en stor, stabil basgengivelse, der giver masser af slagkraft til actionfilm. Kombinér dette med en tydelig og fyldig gengivelse af dialoger, helt fri for maskerende svulster og uhumskheder, og det her er måske den allerbedste soundbar, vi har hørt.

De ekstra højttalere på siden af N960 integrerer surround-lyden endnu bedre end forgængeren. Baghøjttalerne er bedre forbundet med lyden forfra, og sammen med de fire kanaler, der spiller op i loftet, er det her det største lydbillede, vi har hørt fra en soundbar. Hør f.eks. åbningsscenen i Alien: Covenant, hvor David og hans “far” taler. Lyden fra rummet kommer til os på alle sider, og det er, som om vi fysisk er flyttet ind i filmen.

Musik lyder også fortræffeligt, og subwooferen er desuden en af de kraftigste og mest vellydende i sin klasse. GN

Et kraftcenter

JBL Bar 3.1 er ikke til at kimse af, når man ser subwooferen med dens undermonterede bas-enhed på hele 10 tommer. Klart den største i testen og i sin prisklasse i øvrigt.

Soundbaren har ikke bare én, men tre HDMI-indgange, som alle understøtter HDCP 2.2 og dermed 4K-video fra Blu-ray. Den har et stort og tydeligt display på fronten, og fjernbetjeningen ligger fint i hånden.

Lydkvalitet

I Movie-indstillingen tegnes lydbilledet stort nok op til at give et vist indtryk af surround-lyd. Men vigtigere er det, at filmlyden er meget kraftig, uden at det går ud over gengivelsen af dialoger og filmmusik. Skru lidt ned for subwooferen, så integreres den bedst muligt i lydbilledet og tager ikke helt overhånd. Når det er gjort, mangler der bare lidt raffinement i overtonerne, men det vejer den mere end nok op for med en slagkraft på baseffekterne, som ingen anden soundbars i denne prisklasse kan matche.

Det kommer også musikken til gode, og især rytmisk musik gengives med en dynamik, som de andre godt kan glemme. Det er den kraftigste soundbar, vi har hørt i dens prisklasse. Desuden lyder den ganske godt, hvis man ser bort fra det lidt grovkornede overtonerområde, der ikke klæder den mest delikate musik. Den er kort og godt alt, hvad de andre soundbars gerne ville være. Om det også kommer spiloplevelsen til gode? Det kan du bande på!

Bedst i klassen

Bassen på JBL Bar 3.1 er i en liga for sig, og med den kommer film og spil højere op på spændingsstigen. Musik kan spilles ret højt, og det lyder også ganske godt. Når brugervenligheden så ovenikøbet er i top, er der ingen, vi hellere vil anbefale, hvis du leder efter noget, der nærmer sig hjemmebiograf, fra en soundbar. Med Bar 3.1 krydser JBL så mange punkter af på tjeklisten, at den står helt alene i sin prisklasse.

Der findes andre med lidt mere raffinement, men ingen, der er i nærheden af denne kraft. GN

En lille krudttønde

De små R-14PM er blandt de allermindste modeller fra amerikanerne, og forkærligheden for horn gælder lige så meget her som på andre Klipsch-højttalere. R-14PM anvender det patenterede Tractrix diskanthorn sammen med en 4 tommers bas/mellemtone i et lille basreflekskabinet. I stedet for imiteret træ har Klipsch valgt en lidt trist og “billig” vinyl-finish på den billigste Reference-serie. Al tilslutning sker i den ene højttaler, mens et medfølgende højttalerkabel trækkes over til den anden. Med egen fjernbetjening fungerer R-14PM fremragende som et komplet lydanlæg.

Lydkvalitet

Hos Klipsch sværger man til hornladede højttalere, bl.a. fordi det øger effektiviteten og evnen til at spille højt, rent og tydeligt. Og det fungerer!

Mathias Eicks lækre trompet klinger friskt ud i rummet. Og testpanelet bliver faktisk lidt blanke i øjnene, da vi spiller den følelsesladede “Kyrie” med Mercedes Sosa. De små Klipsch-højttalere tegner et massivt lydbillede op og formår at gengive Mercedes’ brede stemmeregister uden at lægge nogen dæmper på dynamikken.

Med Eminem-klassikeren “Without Me” viser R-14P, at de kan spille højt og klart uden tegn på stress. Eminems hurtige og selvsikre replikker sidder, præcis som de skal. Synth-bassen kan virke lidt tynd til tider, men det har en naturlig forklaring.

En lille kompakthøjttaler med 4 tommers bas-enhed har sine fysiske begrænsninger i basområdet. Men her har Klipsch prioriteret helt rigtigt i vores ører. I stedet for at plastre lyden til med overdrevet bas ved lav volumen har de lavet en højttaler med korrekt lydbalance.

R-14PM egner sig også glimrende med en aktiv subwoofer, ikke mindst takket være en separat, volumenstyret sub-udgang på bagsiden. Så får du den bedste kombination af dem alle, for der er ingen af de andre testdeltagere, der kan matche Klipschs dynamiske egenskaber i diskant og mellemtone.

Konklusion

Reference-serien fra Klipsch er en af vores favoritter blandt passive højttalere, kendt for sin robuste og energiske spillestil. Og den aktive version gør ikke ophavet til skamme. Her er masser af gang i den i mellemtone og diskant, og god sammenhæng i lydbilledet.

Bassen kan virke lidt tynd, men hvis man monterer højttalerne tæt ind til væggen eller i en bogreol, vil man opleve en fin basrespons. Klipsch R-14PM gav testens bedste lyd! AH

En duft af diamanter

B&W 705 S2 brillerer specielt, når det gælder om at sætte den akustiske scene og genskabe en tredimensionel oplevelse af rummet omkring musikerne. Det gælder, både når rummet er nærmest endeløst stort, som på “Moonlight on Spring River” med Zhao Cong, og i mere intime omgivelser, som på Hanne Boels udgave af “The Ballad of Lucy Jordan”.

Selv om bassen er lille, er der pænt styr på detaljerne i bunden helt ned til grænsen lige under 50 Hz, hvor forskellen på en kompakt standerhøjttaler og en langt større gulvhøjttaler gør sig gældende.

Højttaler-enhederne er nyudviklede “light-udgaver” af dem fra 805 D3. Og udviklingsarbejdet har ikke været forgæves. Diskanten er let og detaljeret, og detaljerne står frit i rummet, hvad vi sandsynligvis kan takke det topmonterede Nautilus-kabinet for.

At høre en gammel testklassiker som Thérèse Juels “Tiden bara går” er en fornøjelse. Percussion-detaljer klinger vægtløst i rummet, og stemmerne står helt tæt. Man føler sig hensat til den gymnastiksal, hvor nummeret i sin tid blev optaget med en enkelt stereomikrofon.

Bowers & Wilkins foreslår at bruge højttalerne sammen med en forstærker på 30 til 120 watt. Med 30 watt til rådighed bliver det stille musik og i mindre rum. Skal der magt over tingene, er en kraftig forstærker nødvendig. Vi brugte det meste af tiden en NAD M32 digitalforstærker på 180 watt pr. kanal, som holdt højttalerne i et jerngreb. En mindre 2 x 70 watt forstærker kunne godt levere spænding nok, men ikke med samme autoritet – og den svedte mærkbart under belastningen.

Konklusion

Bowers & Wilkins 705 S2 er trods alt ikke en 805 D3 i forklædning. Men akustikerne har været på hugst i skuffen med B&W’s patenter. Og det, som “lillebror” præsterer, er så rigeligt prisen værd. Er lytterummet lille, leverer højttaleren et stort lydbillede med masser af detaljer og stemmer som få andre i prisklassen. Holder du af akustisk musik, får du en fornem gengivelse af optagerummet.

Du skal dog regne med at bruge mindst lige så mange penge på forstærkeren som på højttalerne. JAH

High-end-kuppet

Jo, Klipsch RF-7 III giver selvfølgelig en mere eksplosiv dynamik og spiller højere og sejere. Lige i øret for dem, der kan lide den slags. Et par B&W 702 S2 spiller ikke lige så højt, men er mere nuancerede og giver et mere åbent lydbillede.

Sonus faber-højttalerne kræver lidt mere plads i rummet end 702 S2, og lyden er mere i den retning, men de har meget af den samme livlige dynamik som RF-7 III. Sonetto V er nemlig den jakkesætklædte gentleman, der spiller bluesrock i weekenden og spreder god stemning, hvor end han går.

Fra første takt på Ryan Adams’ album Easy Tiger var jeg hooked. De to bas-enheder dundrede løs med en mægtig, kraftfuld bas, der slog fra sig i seriøs grad. Meget overbevisende. Samtidig havde højttalerne fuld kontrol over dynamikken, også når jeg kørte på med øredøvende volumen.

På Paul Bleys In The Evenings Out There fik jeg et flashback til de fire gange så dyre Sonus faber Serafino. Gary Peacocks bas på “Portrait of a Silence” lyder næsten lige så luftigt og nuanceret her, og jeg tænkte, at Sonus fabers Olympica III burde føle sig alvorligt truet af den lydkvalitet, man kan få til under den halve pris.

Jeg fik ret hurtigt en følelse af, at det her kunne være et af de bedre køb i prisklassen, og fortsatte med Walter Trouts bluesguitar, hvor den følelse blev forstærket. På det, jeg uden blusel vil kalde koncertvolumen, fik jeg “Marie’s Mood” lige i maven og gik i knæ. Magen til dynamik må man til Klipsch for at finde.

På musik med flere nuancer, såsom Radka Toneffs Fairytales og Marianne Thorsen og Trondheimsolisternes Mozart-indspilninger fra 2L lød strygerne glat som silke og Toneffs vokal guddommeligt gennem Sonetto-højttalerne. Ikke alene kan de rocke med de bedste, højttalerne leverer også et generøst lydbillede med enormt god transparens og virkelig godt fokus, især i mellemtonen, og lyder faktisk meget dyrere, end de er. Hvordan det er muligt med en højttaler bygget i Europa, man kan kun undre sig over.

Konklusion

Bortset fra at de ikke leverer ægte dybbas (under 30 Hz) er Sonus faber Sonetto V de mest komplette gulvhøjttalere, vi hidtil har testet i denne prisklasse.

Hvis man har plads og råd, er det et par højttalere, man kan have glæde af i årevis, uanset om man er til Metallica eller Mozart. De kan tackle alt, og det gør dem til noget nær perfekte allround-højttalere for dem, der bruger meget tid på musik. LS

Unik klassiker

Man mærker det ret hurtigt. Til at begynde med er det noget udefinérbart, der gør, at højttalerne opleves som noget helt særligt. Det kan være designet, der forfører én først, før man taber kæben og sidder som en idiot med åben mund og bare lytter.

Efter et stykke tid er man hooked. Man kan ikke få nok og river plade efter plade ud af reolen for at høre alting på ny.

Klassiske højttalere som Quad ESL-57, Rogers LS3/5A og Klipschorn har meget forskellige egenskaber, men de har alle givet mange lyttere følelsen af at lytte til noget helt specielt. De har nogle kvaliteter, der gør dem enestående gode, og det faktum, at de stadig er populære, er et vidnesbyrd om den klassikerstatus, de har.

Det samme kan afgjort ske med KEF Blade Two.

Højttalernes design ligner ikke noget andet – bortset fra den første udgave af Blade, selvfølgelig. Blade Two er mindre og lettere at placere, men ikke mindre potente.

De har KEF’s unikke (sic) Uni-Q koaksialenhed placeret midt på den smalle front og fire 16,5 cm bas-enheder – to på hver side – monteret, så de genererer ekstremt meget basenergi. Og det kan mærkes.

De slanke højttalere varter op med et enormt stereoperspektiv og en dybde, der er sjælden, selv for high-end-højttalere. Samtidig går de så dybt i bassen – med kontrol og dynamisk kontrast – at det føles, som om nyrerne vil løsne sig fra kroppen, når man spiller højt.

Det er svært at høre nogen forvrængning, når man spiller højt. Lyden er silkeblød og krystalklar med en vokalpræsentation, som en elektrostathøjttaler knap nok kan gøre bedre. Der er så meget ren energi i dynamikken fra højttalerne, at man har lyst til at spille højere, end man måske burde. Eller måske er det bare, fordi man er hooked …

Konklusion

KEF Blade Two er ikke nogen ny højttaler. Det behøver den heller ikke at være. For den går direkte ind i rækken af klassikere og er sådan en højttaler, som man helst vil beholde, når man har hørt den. Billige er de ikke, men hvis man beholder dem i nogle årtier, behøver man ikke at smide penge ud på andre højttalere. Så gode er de faktisk.

Højttalere kan næppe blive mere vellykkede end Blade Two. Klassiker. Definitivt. LS