Ingen anden produktgruppe fylder så meget i kavalkaden og udløser så mange hæderspriser som netop højttalere. Sådan er det hvert år, og for en selverklæret højttalerfanatiker som undertegnede er dette den bedste af alle verdener!
Men det er heller ikke mærkeligt, at netop højttalere fylder så meget. For du har brug for højttalere, næsten uanset hvilken del af Lyd & Billedes stofområde der har din specielle interesse.
Af den grund er højttalere også den produktgruppe, der har den største variation i størrelse og pris.
For stereofolket er højttalerne det sidste og mest krævende led i lydkæden, og en tommelfingerregel siger, at man bør bruge lige så mange penge på hver højttaler som på forstærkeren. Hjemmebiodyrkerne er også storforbrugere af højttalere. 10, 12 eller endnu flere skal der til, hvis du skal have den fulde 3D-lydoplevelse.
I den modsatte ende af skalaen finder man en underskov af trådløse højttalere, der kan bruges med mobilen, tablet’en eller computeren. De mindste af dem kan være i en lomme, mens de største fylder et helt stuebord og kan konkurrere med et (lille) stereoanlæg.
Højttaleren bliver digital
En helt ny gruppe i kavalkaden er aktive højttalere. Altså hi-fi-stuehøjttalere med indbygget forstærker. Takket være avanceret digitalteknik og energieffektive klasse D-forstærkere er de i gang med at lave fuldkommen om på, hvad man forventer af en stuehøjttaler. Det vil ikke mindst sige at spille dybbas i et lille kabinet. Den slags er stort set umuligt at opnå i en konventionel højttaler, men i den aktive, digitale højttaler, hvor fysiske konstanter er reduceret til matematik, er det kun et spørgsmål om DSP-programmering – samt om at have sensorer i højttaleren til at forebygge, at enheder og elektronik tvinges til at gøre noget, der ligger uden for deres grænser.
Aktive højttalere har været almindelige i den professionelle verden i årevis, men det er først i løbet af de seneste år, de er kommet ind i hjemmeanlægget. Ud over tekniske fortrin gennem digitalteknik er de aktive højttalere også indretningsvenlige. Den store, klodsede forstærker eller receiver kan springes over. Og nogle højttalere tilbyder desuden trådløs styring og streaming, så de udgør et helt stereoanlæg.
En anden højttalertype, der vinder frem, er multirumshøjttalere. Her er nøgleordet bekvemmelighed. Med en multirumssystem kan du fylde alle husets rum med musik med et tryk på en app. Sonos har i flere år været næsten enerådende på området, men nu vælter det frem med alternativer i alle størrelser og prisklasser.