Allerede i januar dukkede det første spor op, da Garmin ved en fejl offentliggjorde en produktside for et nyt produkt ved navn Cirqa Smart Band på den canadiske udgave af virksomhedens webside.
Siden blev hurtigt fjernet, men ikke før en bruger på Reddit nåede at tage et skærmbillede. Produktsiden afslørede ikke meget, men den viste, at armbåndet kommer i to størrelser – S/M til håndled på 120-200 mm og L/XL til 145-240 mm – samt i farverne sort og lysegrå. Ifølge produktsiden ville levering kunne ske inden for fire til fem måneder, rapporterer Android Authority.

Varemærkeansøgning afslører fokus på restitution
Nu har det amerikanske tech-medie Gadgets & Wearables opdaget en varemærkeansøgning, som Garmin indsendte til det amerikanske patent- og varemærkekontor (USPTO) d. 25. februar. Og ansøgningens ordlyd er usædvanligt specifik. I stedet for de brede formuleringer, der typisk bruges om fitness-trackere, beskriver Garmin en enhed, der måler fysiologiske data og biosignaler samt restitution fra fysisk og emotionel stress, årvågenhed og præstation.
Den type formuleringer peger i retning af et armbånd, der er designet til kontinuerlig brug med fokus på søvn, træningsbelastning og daglig parathed snarere end et traditionelt fitness-armbånd med skridttæller og notifikationer. Varemærkeansøgningen er desuden indgivet på såkaldt “intent-to-use”-basis, hvilket vil sige, at Garmin har til hensigt at bruge navnet kommercielt. Det er altså ikke blot en fornyelse af et eksisterende navn.
Whoop har sat standarden
Det skærmløse fitness-armbånd Whoop har på få år opbygget en stor og dedikeret brugerbase, der er villig til at betale en månedlig abonnementspris for detaljeret indsigt i søvn, restitution og træningsparathed – alt sammen via en smartphone-app og helt uden skærm på selve armbåndet. Whoop rejste i slutningen af marts 575 millioner dollars i en ny finansieringsrunde, der værdiansætter virksomheden til 10 milliarder dollars, skriver New York Times.
Succesen har tydeligvis fået andre producenter til at spidse ørerne. I slutningen af marts teasede Google et kommende Fitbit-armbånd uden skærm, som vi skrev om her på L&B Home d. 2. april. Og nu tyder alt altså på, at Garmin også er på vej med sit bud.
Garmin har allerede softwaregrundlaget
Garmin har i forvejen en række funktioner i sit software-økosystem, der minder om det, Whoop tilbyder, herunder Body Battery, HRV Status, søvnanalyse og træningsparathed. Forskellen er, at de i dag sidder i Garmins smartwatches, hvor de konkurrerer om opmærksomheden med skærmnotifikationer, apps og urtilstand. Et dedikeret armbånd uden skærm kunne pakke de samme indsigter ind i en mere diskret formfaktor, der udelukkende fokuserer på sundhedsdata og leverer analyserne via Garmin Connect-app’en på mobilen.
Den tilgang giver også mening i en tid, hvor AI-baserede sundhedscoaches i stigende grad bliver en del af de store producenters strategi. Når databehandlingen alligevel sker i skyen, og brugeren skal have mobilen frem for at se resultaterne, er der mindre grund til at have en skærm på håndleddet.
Hvornår kommer Garmin Cirqa?
Hverken Garmin eller andre officielle kilder har bekræftet produktet. Men set i lyset af den lækkede produktside fra januar, som antydede levering fire til fem måneder senere, og varemærkeansøgningen fra februar, peger tidslinjen i retning af en lancering i løbet af forsommeren 2026. Varemærkeansøgningen afventer fortsat behandling hos USPTO, men det forhindrer i praksis ikke Garmin i at sende produktet på markedet, inden den formelle godkendelse er på plads.



