Gennem seks sæsoner har vi fulgt Junes (Elisabeth Moss) kamp for frihed, menneskeværd og kvinders rettigheder i den dystopiske The Handmaid’s Tale på HBO Max.
På Disney+ fortsætter historien nu i efterfølgeren The Testaments, som foregår 15 år efter begivenhederne i den oprindelige serie. Og hvis du lod dig opsluge af de kristenfundamentalistiske kræfters drømmeverden, vil du også finde dig (ubehageligt) godt til rette i The Testaments.
Måske ikke serien, vi havde brug for lige nu, og den er heller ikke banebrydende eller adskiller sig nævneværdigt fra originalen – men et fascinerende plot og solide skuespilpræstationer gør os stadig nysgerrige på dette skrækscenarie af et samfund.
Religiøst forkvaklet
I et patriarkalsk, religiøst forkvaklet og gammeltestamentligt moralsk totalitært regime, i et alternativt USA i nær fremtid (kaldet Republikken Gilead), er det dominerende, undertrykkende fascistiske mænd, der styrer; og deres vigtigste mål er at opretholde den “gode” moral, fastholde kvinders plads i samfundet og sikre, at menneskeheden reproducerer sig.
Efter dramatisk faldende fertilitetsrater tvinges de få tilbageværende fertile kvinder til at fungere som regelmæssigt voldtagne fødemaskiner for den velstående elite. I The Handmaid’s Tale fulgte vi den dramatiske rejse for June/Offred.
Hun var stædig, stolt, standhaftig og konstant på jagt efter en udvej for sig selv og sine medsøstre – samtidig med at hun forsøgte at vælte diktaturet. 15 år senere kan vi konstatere, at det ikke helt lykkedes.

Serien er baseret på romanen Gileads døtre (2019) af den canadiske, feministisk orienterede forfatter Margaret Atwood. Her tegner hun et dystopisk skræmmebillede af det gigantiske naboland mod syd, og hvor galt det kan gå med en gal mand bag The Resolute Desk.
Gennem historien har USA forsøgt at lede verden ved at sætte en høj moralsk standard og gå forrest som et eksempel. Donald J. Trump tog dette til et helt ekstremt niveau, da han poserede med en bibel foran en kirke i DC, rullede abortlovgivningen tilbage, truede med at indsætte militæret mod landets egen befolkning, mens urolighederne rasede i gaderne, og senere hyldede ICE-agenters reelle henrettelser af amerikanske borgere. Kort efter blev han velsignet af en række gejstlige i en bizar seance i Det Hvide Hus. Nogle uger senere truede han med at udslette en hel civilisation…
I Atwoods univers er der ingen fremtrædende “konge” på toppen, men en lukket klub af magtfulde mænd, som styrer samfundet med benhård hånd.
Oprørsgruppen “Mayday” arbejder på at vælte rædselsregimet – og nu har de fået en person på indersiden…

De unge indoktrineres
Det er i udgangspunktet ikke nogen dårlig idé nærmest at reboote serien i det samme univers, men med nye, friske og yngre karakterer. For trods mange kvaliteter begyndte det at blive vel langtrukkent og cirkulært at følge Junes lidelser gennem hele seks sæsoner.
The Testaments fører historien videre gennem øjnene på en helt ny generation af unge kvinder. De privilegerede pigebørn holdes adskilt og får en streng opdragelse – alt sammen under overvågning af den fanatiske Tante Lydia (Ann Dowd).
Vores unge protagonist er den dydige teenager Agnes (Chase Infiniti, One Battle After Another). Hun kommer fra et meget velstående kommandanthjem og er fra barnsben hjernevasket til evig loyalitet over for samfundsstrukturen. Men hun bærer på en mørk hemmelighed: Uden at vide det er hun datter af June…
Verden før Gilead-regimet er for teenagepigerne blot vage historier fra tidligere generationer, og de opfatter det som helt naturligt at vokse op i et stærkt religiøst, kvindeundertrykkende regime. Et terrorvælde, hvor fysisk afstraffelse og ydmygelse er en del af hverdagen. Skolens eneste formål er at forberede de unge kvinder på livet som hustru og fødemaskine.
Så ankommer en ny elev til pigeskolen, endda en konvertit fra syndens pøl, Canada. Gennem øjnene på den unge, fromt opdragede Daisy (Lucy Halliday) får Agnes og de andre piger et uventet indblik i det ukendte.
Lydia giver Agnes ansvaret for at følge op på og forbedre den unge nyankomne. Efter en lidt vanskelig start opstår der hurtigt et venskab og et stærkt bånd mellem Agnes og Daisy. Sammen sætter de sig for at ændre fremtiden.

Mere af det samme – med et nyt blik
Bruce Miller, serieskaberen bag Handmaid, står også bag denne serie, mens Elisabeth Moss optræder som executive producer – og det kan mærkes.
Både den dramaturgiske opbygning, kostumerne, farvepaletten, klipningen og musikken fortæller os, at dette næsten er The Handmaid’s Tale, sæson 7. På godt og ondt.
Vi følger de unge kvinders dramatiske liv i det stærkt regulerede samfund, hvor deres primære opgave er at være lydige over for mændene, tilfredsstille dem – og føde deres børn. Men historien får en anden dynamik set gennem øjnene på troskyldige teenagere end hos bitre, midaldrende kvinder, som trods alt kender til et andet og bedre liv.
Det er både skræmmende og medrivende at være vidne til, hvordan gruppementaliteten træder i kraft, hvor gode mennesker i fællesskab kan fremstå som monstre. Og ikke mindst hvordan unge mennesker kan formes og manipuleres, når det sættes i system – hvor de alle fremstår som lydige disciple.
Det hele forstærkes af solide skuespilpræstationer, hvor især Infiniti får vist sit potentiale. Vi spår hende en lysende karriere.
Endnu en gang leverer MGM en serie med produktionskvalitet i topklasse. The Testaments ser virkelig flot ud, hvor ingen detaljer er overladt til tilfældighederne, og fotograferingen suger os ind i karakterernes ydmygende liv. De skarpe farvevalg er ikke tilfældige, men signalerer altid noget, mens det poppede soundtrack får historien til at svæve.
The Testaments er næppe en serie, der vil appellere til alle, men fans af Handmaid vil her kunne genopdage det outrerede univers. Lad os bare håbe, at den ikke kører af sporet i samme grad som moderserien. 4 stjerner.
Første sæson består af otte episoder, hvor anmeldelsen er baseret på de tre første. Premieren var den 8. april.

Fakta:
- Disney+
- Release: 8. april 2026
- Instruktør: Mike Barker
- Medvirkende: Chase Infiniti, Lucy Halliday, Ann Dowd, Mabel Li, Amy Seimetz, Brad Alexander, Rowan Blanchard, Mattea Conforti, Zarrin Darnell-Martin, Eva Foote, Isolde Ardies, Shechinah Mpumlwana, Birva Pandya, Kira Guloien
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2026
- Tid: 7:40 t.
- Karakter: 4
- IMDb




