Nicole Kidman har virkelig kastet sig ud i streamingbølgen og medvirker nu i flere nye serieproduktioner hvert år. Senest så vi hende som en gådefuld healer i den skuffende anden sæson af Nine Perfect Strangers (Prime Video).
Forrige år medvirkede hun som en blasé rigmands kone i det pompøse familiedrama The Perfect Couple (Netflix) samt som en iskold CIA-chef i den langt mere succesrige spionthriller Lioness, sæson 2 (SkyShowtime).
En anden titel, der skuffede, var den fuldstændig mislykkede thrillerfarce Holland, endnu en Prime Video-produktion. Men i marts i år vender Kidman tilbage til Prime Video i en meget lovende serie, krimithrilleren Scarpetta.
For nylig lancerede Prime Video den første trailer:
Den kommende serie er baseret på Patricia Cornwells globale bestseller-romanserie af samme navn.
Kidman og Jamie Lee Curtis (The Bear) spiller hovedrollerne og er også executive producere, mens Liz Sarnoff (Lost, Deadwood) er seriens skaber og manuskriptforfatter.
Medvirkende er også Bobby Cannavale (Boardwalk Empire, Blue Jasmine), Simon Baker, Ariana DeBose (West Side Story), Rosy McEwen og Jake Cannavale.
Prime Video har allerede lovet os to sæsoner af Scarpetta.
Det er første gang, den ikoniske retsmediciner Kay Scarpetta bringes til live på skærmen – spillet af Nicole Kidman.
Serien udforsker en brutal mordundersøgelse på tværs af to tidslinjer og dykker dybt ned i de psykologiske konsekvenser af at søge sandhed og retfærdighed.
Scarpetta får eksklusiv premiere på Prime Video den 11. marts 2026.

Siden Scarpetta-bogens debut i 1990 er salget steget til over 120 millioner eksemplarer på verdensplan.
Med dygtige hænder og et foruroligende blik er den urokkelige retsmediciner Kay Scarpetta fast besluttet på at være ofrenes stemme, afsløre en seriemorder og bevise, at den sag, der definerede hendes karriere for 28 år siden, ikke også bliver hendes undergang.
Med moderne retsmedicinske undersøgelser som baggrund går serien dybere end gerningsstedet og udforsker de psykologiske kompleksiteter hos både gerningsmænd og efterforskere. Resultatet er en multidimensionel thriller, der undersøger prisen for at forfølge retfærdighed for enhver pris.

Den mystiske thriller udspiller sig på to tidslinjer, mens vi følger chefpatolog Scarpetta, der vender tilbage til Virginia og genoptager sin tidligere stilling. Der venter hende komplekse relationer, både personlige og professionelle – herunder med hendes søster Dorothy (Curtis) – hvor hævn og hemmeligheder venter på at blive afsløret.
I sin søgen efter sandheden må Scarpetta navigere i komplicerede relationer, konfrontere gamle personlige og professionelle konflikter og stå over for hemmeligheder, der truer med at ødelægge alt, hvad hun har opbygget.

Bobby Cannavale spiller den tidligere efterforsker Pete Marino, mens Simon Baker spiller FBI-profilen Benton Wesley.
Ariana DeBose spiller Dorothys datter Lucy Farinelli-Watson, Rosy McEwen spiller en yngre Kay Scarpetta, og Jake Cannavale (The Mandalorian) spiller en yngre Pete Marino.














