Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Som forbruger er der grund til at føle sympati for EU-Kommissionen. Som en utrættelig vicevært i den digitale ejendom forsøger de at sikre, at ingen af de store lejere spærrer nødudgangene eller tager patent på elevatoren.
I denne uge trykkede EU på knappen og indledte en procedure, der skal tvinge Google til at åbne Android-systemet. Løftestangen er Digital Markets Act (DMA). Målet er, at tredjeparts AI-udbydere skal have præcis samme intime adgang til hardware og software, som Googles egen Gemini nyder godt af i dag. Hvis Google ikke makker ret (og det har de fået seks måneder til at gøre), venter potentielt en økonomisk lussing af de helt store og syngende – DMA giver nemlig mulighed for bøder på op mod 10% af den globale omsætning. For en gigant som Alphabet kan det i værste fald løbe op i astronomiske 200 milliarder kroner.
Historien gentager sig (i skyen)
At indbygge funktioner direkte i styresystemet for at kvæle konkurrenterne er en disciplin, der er lige så gammel som moderne IT. Microsoft var i årtier de ubestridte mestre i disciplinen. De knuste Netscape ved at lime Internet Explorer fast til Windows. Havde Internet Explorer – og senere Edge – ikke været så gennemført elendige browsere, ville de fleste af os nok aldrig taget besværet med at downloade Chrome og forklare Windows, at den skal overtage styringen.
Browser-krigen som lærestreg
Det er ikke første gang, EU forsøger at skille æggehviderne fra blommerne i et styresystem. I 2009 lykkedes det EU-Kommissionen at tvinge Microsoft til at indføre den “browser-valgskærm” i Windows, som vi stadig har. Men sejren havde en bismag. Selvom brugerne fik frit valg, måtte de acceptere, at Internet Explorer stadig lå i dvale under overfladen. Microsoft argumenterede dengang for, at browseren var en så uadskillelig del af selve systemets kode, at den ikke kunne fjernes uden at ødelægge hele Windows.
Man skal ikke være profet for at se, hvor bussen kører hen. Når EU er færdige med at pille Googles økosystem fra hinanden, står iPhone for skud.
Det er præcis det samme argument, vi hører i dag: At AI ikke bare er en app, der kan slettes, men selve nervesystemet, der får hardware og software til at tale sammen.
AI er nervesystemet
For os forbrugere er den store AI-integration en luksusfælde. Når din smartphone i dag føles “smart”, er det, fordi den agerer som et sammenhængende nervesystem. Den ved, hvad der står i din kalender, den forstår dine vaner, og den integrerer dine fotos med dine beskeder. Og det fungerer altsammen, fordi producenten har haft total kontrol over både hardware og software.
Når EU via DMA kræver, at dette system skal gøres “modulært”, så tredjeparts-AI kan overtage styringen, risikerer vi at ofre den sømløse oplevelse på konkurrencens alter. Vi risikerer en fremtid, hvor Integrationen hakker, fordi eksterne agenter ikke har samme direkte adgang til telefonens specifikke hardware-optimeringer. Tunge AI-processer, der ikke er født sammen med styresystemet, kan også gå ud over batteritiden, og brugeroplevelsen kan blive et kludetæppe, hvor man aldrig helt ved, hvilken “hjerne” der svarer på ens spørgsmål.
Den store ironi: Googles “indfødte” iPhone-visit
Man skal ikke være profet for at se, hvor bussen kører hen. Når EU er færdige med at pille Googles økosystem fra hinanden, står iPhone for skud. Apple har altid været de ultimative fortalere for den lukkede have, hvor alt spiller sammen, netop fordi de ejer hver eneste sten i muren omkring den.
Når din smartphone i dag føles “smart”, er det, fordi den agerer som et sammenhængende nervesystem. Og det fungerer altsammen, fordi producenten har haft total kontrol over både hardware og software.
Men her kammer ironien for alvor over. Mens Apple kæmper mod EU for at bevare kontrollen, har de indgået partnerskaber, der reelt gør Googles Gemini til motoren bag centrale dele af den “indfødte” AI-oplevelse i iPhone. Det betyder, at den intelligens, som EU sikkert snart vil kræve, at vi skal kunne vælge fra på vores iPhones, paradoksalt nok er netop den Google-motor, de i øjeblikket forsøger at tøjle på Android-platformen.
Reguleringens pris
Jeg er varm tilhænger af, at store virksomheder bliver reguleret. Ingen skal have lov til uden opsyn at eje infrastrukturen for vores digitale liv. Men der er en hårfin grænse mellem at sikre fair konkurrence og at lovgive sig til middelmådighed for slutbrugeren.
Hvis vi ender med smartphones, der fungerer dårligere, blot for at sikre, at en alternativ AI-udbyder kan få lov til at rode i maskinrummet, så har forbrugeren reelt tabt. Valgfrihed er fantastisk, men kun hvis det, man vælger imellem, stadig har en sjæl.
