Få skuespillerinder har sat så markante spor på det hvide lærred som Julia Fiona Roberts.
Den 58-årige skuespillerinde fra »The Peach State« fik sit store internationale gennembrud i Pretty Woman (1990) og har siden medvirket i blockbusters som Erin Brockovich, Notting Hill, My Best Friend’s Wedding, Steel Magnolias, Ocean’s Eleven og The Pelican Brief.
Hun har været nomineret til fire Oscars og vandt den eftertragtede filmpris for sin hovedrolle i Erin Brockovich.
Nu er hun klar med en ny psykologisk dramathriller på Prime Video.
I After the Hunt møder vi universitetsprofessor Alma (Roberts), der befinder sig ved en personlig og professionel skillevej, da en stjerneelev (Ayo Edebiri) fremsætter en anklage mod en af hendes kolleger (Andrew Garfield) – og en mørk hemmelighed fra hendes egen fortid truer med at komme for dagen…
Filmen er instrueret af Luca Guadagnino (Call Me by Your Name) efter et manuskript skrevet af Nora Garrett.
Prime Video lover en intens og karakterdrevet historie om magt, moral og hemmeligheder.
Ud over Roberts, Edebiri (The Bear) og Garfield (Under the Banner of Heaven) i hovedrollerne får vi Michael Stuhlbarg og Chloë Sevigny at se i hovedroller.
Streamingpremieren er i morgen, den 20. november.
















