TEST: Sonus faber Concertino G4

Da Franco Serblin startede Sonus faber i 1983, var det tovejs kompakthøjttalere, han lavede. Længe. De små højttalere som Parva og Minima blev synonymt med Sonus faber, som næsten er lige så knyttet til konceptet kompakt tovejs, som Porsche er til boksermotorer.

Den lille fabrik i Arcugnano, ikke langt fra det smukke Venedig, har trods ejerskifter og ændringer været tro mod grundlæggerens originale konstruktioner, og Heritage-serien afspejler i dag selskabets fortid. Som siden 1983 er vokset både i størrelse og udbredelse.

De små højttalere har altså fulgt selskabet helt fra starten, og den lille Minima Amator og den større Electa Amator er nu i henholdsvis anden og tredje generation.

Begge tilhører Sonus fabers Heritage-serie, og det gør den nye Concertino G4 også. Som er blevet en langt mere eksklusiv højttaler end originalen fra 30 år tilbage.

Den seneste generation Concertino – kaldet G4 – fylder ikke meget i rummet. Ikke engang på de standere, Sonus faber leverer som ekstraudstyr. Med en højde på knap 31,4 cm og en dybde på knap 29,6 cm er de små nok til at få plads på en hylde eller bænk. Jeg vil nok anbefale standere, ikke nødvendigvis fra Sonus faber, selvom de ser bedst ud på dem. Men for eksempel standere fra Atacama, som vi har gode erfaringer med.

Det sidste kan vi også sige om Sonus fabers små højttalere. Fra de bittesmå højttalere i Lumina-serien, til højttalerne i Heritage- og Homage-serien, med sekscifrede priser og tilsvarende eksklusive konstruktioner – og finish. De har en særlig evne til at få meget ud af små kabinetter, og det gælder også Concertino G4.

Maestro

De små højttalere stiller ikke ligefrem til start i budgetklassen. Det gjorde originalen for så vidt heller ikke, og ser man på, hvordan Concertino G4 er konstrueret, bliver prisen lettere at forstå. 

Sidepanelerne er lavet i ægte valnød, og skruet fast i et trapezformet kabinet, som er beklædt med plantebaseret kunstlæder fra italienske Ohoskin. Som ligner læder. Messingfarvede knapper med Sf-logo dækker skruehullerne til sidepanelerne, og kunstlæderet strækker sig til bagsiden. Der er et sæt forgyldte bi-wire skrueterminaler og en basrefleksport med en åbning i valnød.

De første 300 par leveres i en såkaldt Maestro-udgave og har en messingplakette på siden, som fortæller, hvilket nummer i rækken netop dit par Concertino G4 er. Vores par i Maestro-udgaven var nummer 265 af 300 par.

Maestro-udgaven leveres forresten med et nummereret og signeret litografi af et par Concertino G4, hvor man kan skimte indersiden af højttaleren.

Det tekniske

Den almindelige udgave leveres uden litografiet og messingplaketter og sparer dig for nogle tusindlapper.

Ellers er de ens, og begge er konstrueret med Sonus fabers DAD-diskant (Damped Apex Dome) med en vævet 28 mm silkemembran, der rækker op til 25 kHz. Sonus fabers fase-synkroniserede delefilter deler ved 1.700 Hz. Der tager en 13,3 cm (5,25 tommer) mellemtonebas med en papirfibermembran over, og den rækker ned til 60 Hz, ifølge Sonus faber.

Bag kunstlæderet og valnøddepladerne skjuler sig et kabinet i kork, formet som et C med diffusere på indersiden. Hvilket skulle gøre det unødvendigt at stikke dæmpningsmaterialer ind.

Sonus Faber har brugt kork før, blandt andet er det hvide mellemtoneelement i Sonetto G2-serien monteret foran et inderkabinet lavet i kork.

Voksent lydbillede og fyldig klang

Det er ikke det mindste mærkeligt, hvis man er skeptisk over for en så lille højttaler som Concertino G4. De fleste forventer nok, at begrænsningerne er meget hørbare. Som det er tilfældet med for eksempel et par Rogers LS 3/5A eller andre små højttalere.

Jeg skal indrømme, at jeg var lidt skeptisk, da jeg pakkede højttalerne ud. Den lille basenhed i et kabinet, som ikke er større end en skotøjsæske, vil hurtigt måtte kæmpe mod fysikkens love, og en følsomhed på lave 85 dB betød, at jeg bare kunne glemme at koble en Wiim Amp til.

At højttalerne overhovedet skulle klare at række ned til 60 Hz, var svært at tro på, men nogle gange er det helt okay at tage fejl. Jeg mærkede det allerede den første dag. Da handlede det mest om at få spillet højttalerne til, så en ordentlig lang playliste på Tidal fik lov at streame gennem en TEAC UD-701N, men allerede da bemærkede jeg, at Concertino G4 havde nogle kvaliteter, som er sjældne i så små højttalere.

Den mest mærkbare begrænsning er naturligvis fraværet af dybbas. En begrænsning, som højttalerne deler med alle kompakthøjttalere, så derfor er det kun en konstatering og ingen kritik.

Højttalerne klarer sig fint med kompleks jazz, hvor kontrabassen hos Christian McBride – på Live At the Village Vanguard – udfordrer den lille basenhed. Som legende let følger løbene på strengene og under ingen omstændigheder ser ud til at gå i knæ, når der spilles højt. Tværtimod.

Okay, der er selvfølgelig grænser for, hvor meget et par basenheder på 13 cm klarer at massere mavemusklerne, men både kontrabas og slagtøj får overbevisende vægt i bassen.

Japanske Yosi Horikawa specialiserer sig i at skabe musik med optagelser, han selv har lavet i naturen. Eller i et miljø, hvor andre lyde, end dem man forbinder med musik, er naturlige. Som hjemme i køkkenet. På albummet Spaces er der et rigt dyreliv blandet med Horikawas sampling af forskellige instrumenter.

Det er en speciel oplevelse, men lydkvaliteten er god, og på for eksempel Fluid er samplingen sat sammen til et virkelig drivende nummer med japanske instrumenter og perkussion som de drivende elementer.

Højttalerne slipper ubesværet de mindste detaljer ud i det komplekse lydbillede, og med en forstærker, der har kontrol over de relativt tungtdrevne højttalere, får man også god basdynamik ud af et lille membranareal.

Yosi Horikawas Longing for eksempel, har en tung basrytme i starten, som bliver mere kompleks efter nogle takter. Små højttalere kæmper med kompleksiteten, særligt når de bliver bedt om at spille højt, men de små Concertino G4 hænger kontrolleret med i basrytmerne på Yoshikawas sampling.

Klangbalancen er klædelig varm. Det passer for eksempel perfekt på Helge Lien trios Revisited. På Liten Jazzballong lyder klaveret fyldigt, og der er rigeligt med klangdybde her. Børstelyden på trommeskindet er tydeligt fokuserede i et lydbillede, som langt overgår højttalernes ringe størrelse. De nævnte Rogers-højttalere ville let have klaret både klaverklangen og børstelyden lige så godt, men ikke evnet at få den samme dybde frem i klangene. Særligt ikke i bassen.

Med musik meget tættere på Sonus fabers hjemsted, som Vivaldis cellokoncert RV 398 i C-dur, skinner de små højttalere af spilleglæde. Klangene fra Rostropovitsj’ cello vibrerer i rummet. Selvom højttalerne ikke er lige så gennemsigtige som et par Dynaudio Contour 20 Black Edition eller Sonus fabers egne Electa Amator III, hører man fint de små nuancer i Rostropovitsj’ tolkning af for eksempel largo-satsen.

Vokaler, som på Chappell Roans hit The Subway, lyder overbehandlet og er desværre et eksempel på, hvordan det står til med moderne popindspilninger. Men højttalerne fikser let skellet i de mange vokalharmonier og afslører faktisk, hvor forbandet lidt musikbranchen bekymrer sig om lydkvalitet nu om dage.

Det står bedre til på Alison Krauss’ Looks Like The End Of The Road. Her er vokalen både varm, godt fokuseret, og harmonierne kommer nydeligt frem i lydbilledet. Det hører man også på violinen, og ikke mindst på klangen fra Dobroen, som er skarp og dyb på samme tid.

Konklusion

Sonus fabers små Concertino G4-højttalere passer ikke til alle. De passer bedre til Krauss og Vivaldi end til Kvelertak og Vader, da det er her, højttalernes kvaliteter virkelig kommer til deres ret. Tunge guitarriffs og dobbelt slagtøj er ikke deres styrke, men det er bemærkelsesværdigt, hvor let de følger med tonerne. Selv når tempoet er hurtigt og lydstyrken høj. Placeret ikke for langt fra bagvæggen og tilsluttet en kraftig forstærker, kommer disse højttalere virkelig til deres ret. Her får du et større lydbillede med en større grad af åbenhed og sammenhæng end i mange andre kompakte højttalere, vi har testet. Sonus faber Concertino G4 leverer high-end lyd i et lille format, der passer perfekt ind i et miljø, hvor pladsen til god lyd er begrænset.