Anmeldelse: A House of Dynamite

Lige nu findes der ca. 12.300 atomsprænghoveder i verden i dag – næsten 5.200 af dem kontrolleres af den ustabile, impulsive fascist, der for tiden befinder sig bag The Resolute Desk.

På denne skræmmende baggrund har instruktøren Kathryn Bigelow ud fra et skræmmende manuskript skrevet af Noah Oppenheim skabt en moderne krigsthriller, som vil give dig koldsved og sandsynligvis få dig til at snurre rundt i mental ubalance.

Bigelow er måske ikke en af Hollywoods mest produktive instruktører, men når hun har noget på hjerte, plejer hun at ramme plet med en udsøgt blanding af gnistrende action, pirrende spænding og fascinerende, engagerende karakterer.

Med film som Point Break, Strange Days, K-19, The Hurt Locker, Zero Dark Thirty og Detroit har amerikaneren virkelig sat sit umiskendelige præg på filmhistorien.

Nu er hun her med sin første Netflix-film, og sikke et kup Ted Sarandos har gjort ved at knytte hende til streamingtjenesten – for A House of Dynamite er virkelig en af årets bedste film.

 

Filmen foregår i nutidens Washington DC, hvor efterretningsanalytikeren kaptajn Olivia Walker (Rebecca Ferguson, Mission: Impossible) gør sig klar til endnu en krævende, men almindelig dag i Det Hvide Hus.

Hendes søn er syg, og hans far skal køre ham til lægen, men ellers ser det ud til at blive endnu en helt normal dag som et af præsidentens (Idris Elba) mest betroede medlemmer af hans internationale sikkerhedsteam. Men så går alt hurtigt ad helvede til!

Et ballistisk atomvåben, affyret fra et ukendt sted i Stillehavet, bliver opdaget fra en forladt amerikansk militærbase i Alaska. Først tror analytikerne, at det bare er endnu en “uskyldig” prøveaffyring fra “Little Rocket Man” i Pyongyang, men da de forudsiger, at banen vil ramme det amerikanske fastland, begynder advarselslamperne for alvor at blinke. Og de har kun 18 minutter til at handle…

Bigelow er en mester i at opbygge en rystende, personlig, inderlig og direkte ubehagelig spænding. Med håndholdte nærbilleder af rigtige mennesker med ægte bekymringer, hurtig klipning og et medrivende soundtrack trækkes vi ind i den intenst dramatiske historie. Hun har valgt at fortælle den fra forskellige perspektiver i korte, gentagne sekvenser. Det er et effektivt greb, som fungerer glimrende, når raketten suser mod USA’s millionby, og der kun er få minutter til at reagere.

Ved at fokusere på forskellige aktører forstærkes følelsen af kaos, usikkerhed, fortvivlelse og desperation. Dette eksemplificeres af den fratrådte amerikanske forsvarsminister Baker (Jared Harris, Chernobyl).

Præsidentens topteam er hurtigt samlet, men de råd, han får, er meget inkonsekvente og i høj grad baseret på usikre antagelser og kvalificerede gæt. Vi ved ikke, hvem fjenden er, eller om atomvåbnet er en isoleret hændelse og/eller en fejlaffyring.

Mulighederne spænder fra at vente og se (det kunne være en fejltagelse?) til nedskalering og de mere høgeagtige generaler med Brady (Tracy Letts) i spidsen, som vil have den frie verdens leder til at slå hårdt og hurtigt tilbage – med et forebyggende angreb med hele USA’s frygtindgydende atomarsenal.

De (tilsyneladende) rationelle aktører er analytikerduoen Admiral Mark Miller (en strålende Jason Clarke) og hans unge protegé Jake Baerington (Gabriel Basso).

Men heldigvis bliver de ikke skubbet i forgrunden som filmens hovedpersoner, som vi ukritisk skal heppe på. Er de bare naive idealister (“duer”), eller kan de være med til at redde verden? Klogeligt nok giver Bigelow os aldrig svaret på dette spørgsmål.

Tiden er knap, og USA’s mange fjender (Rusland, Kina, Iran) er i færd med at optrappe situationen militært. Hvem kan man egentlig stole på i sådan en presset situation? Var nordkoreanerne trods alt ikke i stand til at affyre ballistiske missiler fra havet?

Forvirringen og usikkerheden, der hersker, ikke mindst hos præsidenten, som får udleveret en “fastfood-menu” med forslag til et atomart modangreb af en iskold militærrådgiver, er til at tage og føle på – og det hele bliver ekstra ubehageligt, når det blandes med eksemplariske hverdagsbegivenheder som en uskyldig piges basketballtræning, syge børn, gravide koner, golfsamtaler og smalltalk om kollegers kommende forslag. Samtidig handler mange af dem ikke uforskyldt, men helt menneskeligt og træffer egoistiske valg som at forsøge at redde deres kære.

Vi sidder tilbage med en kvalmende fornemmelse af, at dette virkelig kunne ske, og at det kunne ske helt uventet og når som helst. Historiens troværdighed forstærkes af det stærke manuskript af den talentfulde Oppenheim, som i årevis arbejdede som seniorproducer for NBC’s Today Show.

Her bliver vi taget med ind i de mest hemmelige efterretningsrum og militære kapaciteter i USA med forkortelser som PEOC, USSTRATCOM og EKV. Ikke for briefingens skyld, men for at understøtte troværdigheden af den (forventede) katastrofe. I størstedelen af filmen hører vi kun præsidenten via en sort skærm under teams konferencen, hvilket yderligere forstærker opfattelsen af kaos og svigtende kommandolinjer, når en helt uventet begivenhed indtræffer.

Et af Bigelows varemærker er en klar politisk holdning, og der er ingen tvivl om, hvad hun mener med den usikre atomvåbenpolitik, der præger nutidens verdensbillede; hvor russerne (med en rabiat Medvedev i spidsen) siden krigsudbruddet i februar 2022 jævnligt har truet Vesten med atomudslettelse, hvis støtten til Ukraine opretholdes/optrappes.

Elegant krydser hun dette skrækindbydende scenarie med amerikanernes bekymrende forkærlighed for våben, i det vi kastes ind i situationen hos en militærpolitisk analytiker (Greta Lee), der tilfældigvis befinder sig i Gettysburg, netop som borgerkrigens blodige slag genskabes for 162. gang. Ikke særlig subtilt, men du godeste, hvor det fungerer.

Og med en omstridt diktator i Østasien, de konstante, uforudsigelige militære krumspring fra USA’s 47. præsident, en høg af en TV-stjerne som krigsminister og viljen til at indsætte militære styrker mod deres egne borgere, er det ikke underligt, at Bigelow & co stiller det ubehagelige spørgsmål om, hvor sikre vi egentlig er.

Som præsidenten i A House of Dynamite fortvivlet siger: “Det var aldrig meningen, at vores atomvåben skulle bruges, men det var meningen, at de skulle virke så frygtindgydende og afskrækkende, at de holdt verden på afstand.” Mon dog…

Bigelow vil have os til at indse, at det ikke nødvendigvis er den gensidige atomterrorbalance (etableret under den kolde krig), der vil definere morgendagens atomdoktriner, men at det netop er det uventede og usikre, som finder sted uden for de etablerede politiske kanaler, der kan være ophav til en altomfattende (endelig) krig.

En stærk, aktuel film, som i løbet af knap to timer vil give dig hvide knoer, med en cocktail af spænding og underholdning, ledsaget af fremragende skuespillere og filmteknisk kvalitetshåndværk på alle niveauer – samt en ubændig trang til at finde det nærmeste beskyttelsesrum, når du forlader biografen/din egen stue. Der er en god chance for, at Bigelow vinder endnu en Oscar her. 6 stjerner.

A House of Dynamite kommer i udvalgte biografer (10. oktober), inden den får streamingpremiere på Netflix den 24. oktober.