Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Architettura Sonora Medium Cylinder

Smuk lydkilde i haven

De flotte højttalere fra Architettura Sonora pynter i udemiljøet og giver lækker lyd til krop og sjæl.

Skrevet af / 07/09/2022 - 09:00
Architettura Sonora Medium Cylinder
Geir Gråbein Nordby

NB: Den oplyste pris på Architettura Sonora Medium Cylinder er stykpris i den billigste udgave.  

Meget af den skønhed, verden har at byde på, kommer fra Italien. Ferrari, Lamborghini og Maserati. Espresso, cappuccino og macchiato. Og på lydfronten selvfølgelig Sonus faber, Gold Note og Audio Analogue, som er kendt for hi-fi-produkter, der både lyder eventyrligt og ser fantastiske ud. 

Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at nogle af de flotteste udendørs højttalere, vi har fået på testbænken, kommer fra netop Italien. Producenten hedder Architettura Sonora og tilbyder skræddersyede højttalerløsninger til kunder, der ønsker et herskabeligt udendørsområde med himmelsk lydkvalitet. Hvad Bang & Olufsen gør for hjemmets indre, vil Architettura Sonora gerne gøre for uderummet. 

Architettura Sonora Medium Cylinder concrete scaled 1
Foto: Architettura Sonora

De er leveringsdygtige i mange forskellige modeller, lige fra små, runde satellitter på store og små standere, til kubeformede højttalere – og cylinderformede, som i denne test. Du kan selv vælge designet, af materialer har du valget mellem beton, marmor eller Betacryl (også kendt som Corian), og de fås i et væld af forskellige farver. Fra naturlig, rå beton til sort eller hvid. Ønsker du en syrefast sokkel i stål, fordi højttalerne kan udsættes for havsprøjt eller stå i andre udsatte miljøer, er det også muligt. 

Læs også De bedste udendørshøjttalere Bowers & Wilkins’ udendørshøjttalere er meget velgjorte, og det samme er lyden.

Jeg har modtaget et par højttalere til test af typen Medium Cylinder i hvid Betacryl, samt en enkelt kubeformet Cubino i beton. Efter at have hørt begge typer er konklusionen, at deres klangkarakter er ret ens, hvilket vidner om, at Architettura Sonora har en ensartet klangfilosofi på tværs af serierne. Denne test er baseret på Medium Cylinder, som jeg har testet i både mono og stereo, men du kan være ret sikker på, at ydelsen her vil være den samme i andre serier. Forskellen vil sandsynligvis første og fremmest ligge i, hvor dyb bas de forskellige modeller er i stand til at levere. 

Architettura Sonora Medium Cylinder concrete black scaled 1
Foto: Architettura Sonora

Passive højttalere

Alle modeller fra Architettura Sonora er passive, hvilket betyder, at du har brug for en forstærker og en lydkilde derudover. Dette kan være stort set alt, men højttalerne er lidt tungt drevne og anbefales derfor ikke sammen med en Sonos Amp eller lignende effektforstærker. Jeg vil mene, at 150 watt er minimum, gerne mere. 

Architettura Sonoras egne forstærkere fås fra omkring 26.000 kr. (3.500 euro) og opefter, indgangsmodellen dér hedder ASD8 og er på 8 x 200 watt. Det kan være et fornuftigt valg, hvis du har mange højttalere placeret rundtomkring på grunden. 

Architettura Sonora M2EVO amp scaled 1
Architettura Sonora laver også egne forstærkere. Her M2EVO på 2 x 1000 watt. (Foto: Architettura Sonora)

Jeg har selv testet med Hegel H390 og vores altid trofaste McIntosh MA7000, men også netop med Sonos Amp – blot for at blive bekræftet i, at den ikke bør bruges. Det bliver alt for fladt og livløst. 

Architettura Sonora Medium Cylinder GeirNordby
Architettura Sonora Medium Cylinder. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Architettura Sonora Medium Cylinder

Medium Cylinder er om ikke andet et meget passende navn for de testede højttalere. Blandt tre modeller i forskellige højder er dette den mellemste model, og formen er … trommehvirvel … cylindrisk. Trods en beskeden højde på 45 cm og en diameter på 22 cm er højttalerne tunge. Det skyldes, at de skal stå stabilt, selv når det blæser. Testhøjttalerne er i den letteste udgave og vejer 19 kilo stykket. De kommer op på 21 kilo, hvis man vil have beton, og hele 23 kilo i marmorudgaven. Prisen, der er angivet i denne test, er baseret på den billigste og letteste version med understel i aluminium. Den fås også i andre designs og materialer. 

Stemningsbelysning på undersiden af højttaleren fås som ekstraudstyr. Så vil undersiden af højttaleren og understellet blive oplyst med LED-lys. 

Architettura Sonora Medium Cylinder bottom
Foto: Architettura Sonora

Koaksialenhed

En 6-tommers koaksialenhed med bas, mellemtone og diskant integreret i én enhed sidder bag et gitter på undersiden og peger nedad mod jorden. En tragtformet fod med tragten nedad er en del af højttalernes aluminiumsstel, og den leder lyden udad og spreder den 360 grader rundt. At lyden på denne måde får lov at brede sig ud via underlaget betyder, at lydgengivelsen i højeste grad kan påvirkes af dette. Du vil med andre ord få en ret anderledes lyd, hvis højttaleren placeres direkte på plænen (kan ikke anbefales, hvis du spørger mig), eller hvis den placeres på en fast flade som en terrasse. Jeg vil anbefale sidstnævnte. 

Ved at sende lyden mod underlaget, bærer lyden ikke så langt. Det positive er her, at man kan spille højere for sig selv uden samtidig at genere naboerne. Ulempen er, at du har brug for flere højttalere, hvis du vil dække et større område. 

Jeg har selv en lille have på måske 100 kvadratmeter og en belægning, der dækker en god del af den, og til mit brug er det perfekt med to højtalere. Større haver kan med fordel have fire eller flere. 

Architettura Sonora Cubino concrete scaled 1
Vi fik også tilsendt et testeksemplar af den kubeformede højttaler Cubino i betonudførelse. Lyden var ganske lig den fra Medium Cylinder. (Foto: Architettura Sonora) 

Lydkvaliteten

Lyden fra højttalerne er både åben og ren. Hvor man kunne tro, at diskanten ville lyde ulden ved at blive sendt via underlaget, er den i stedet luftig og distinkt, uden at blive skarp. Vokalen står rigtig godt frem, og det lyder godt nedover i mellemtonen med god adskillelse mellem instrumenterne. Her er ingen misfarvninger, instrumenternes naturlige klang er i høj grad bevaret. 

Bassen er hurtig og præcis, omend ikke den mest energiske. Men med nok forstærkerkraft kan du godt give den gas, og så kan du mærke energien – samtidig med at det lyder dejligt, når det spilles lavt. Ude på terrassen får popmusiklyden god rytmik, og fødderne kan ikke holde sig i ro til Lizzos About Damn Time eller remixet af Elton Johns Cold Heart med Dua Lupa på holdet. En cocktail i solnedgangen til det rolige akustiske guitarballade TV af Billie Eilish er heller ikke af vejen. 

Du får derimod ikke dyb bas med disse højttalere. Indendørs har de god energi i mellembassen, men udendørs virker de lidt tynde i lyden. Vil du have ekstra bas, er producenten leveringsdygtig i subwoofere med og uden delefilter i samme kabinet og design. Du kan selvfølgelig skabe lidt variation i udtrykket og bruge andre typer subwoofere og andre højttalere. 

Jeg ville dog stadig tænke mig om to gange, før jeg købte en eller flere subwoofere til dette sæt. Det hele afhænger af afstanden til naboen – og dit forhold til vedkommende. Lyden af en god bas bærer langt! 

Architettura Sonors Medium Cylinder concrete black 2 scaled 1
Architettura Sonora Medium Cylinder tar seg meget godt ut. Foto: Architettura Sonora

Konklusion

Architettura Sonora er ægte hi-fi til haven, som både lyder og ser lækkert ud. Højttalerne fås i mange former og designs, men Medium Cylinder føles som et godt sted at lære denne producent at kende. Der findes også mere avantgarde modeller og systemer, og til ganske andre priser, men disse virker fornuftige. 

Designet er minimalistisk og står godt til plantekasser og thujahække, og lyden er en fornøjelse. Du skal bruge noget forstærkerkraft for virkelig at vække højttalerne til live, og selv da er den dybe bas ikke noget at snakke om. Men det er nok meget godt, når man tænker på naboerne. I haven skal man hygge sig – ikke genere folk. 

Karakter
Architettura Sonora Medium Cylinder
High End

Lyd & Billede mener

Elegante højttalere, som tager sig godt ud i haven eller på terrassen. Tåler hårdt vejr, og kan også leveres modstandsdygtige over for saltvandssprøjt. Klar og fin lyd med stram bas. Bassen går ikke ret dybt, og højttalerne skal have godt med forstærkerkraft. Mange penge for udendørshøjttalere!

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Højttalere du kun kan drømme om

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Lyd & Billede
Scroll to Top