Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

24 praktiske sommer-gadgets

Din ferie bliver bedre med det rigtige tilbehør. Her har vi samlet nogle af vores egne favoritter, der gør sommeren lysere, varmere og sjovere.

Skrevet af / 18/06/2015 - 06:00
24 praktiske sommer-gadgets

Audio-Technica ATH-MSR7, hovedtelefoner
AudiotechMSR7 

Pris: 2.000 kroner
Web: bergsala.dk

Komfortabel lydkvalitet

En sommer uden musik er som en sommerdag uden sol. Så glem ikke hovedtelefonerne.

Disse ultra-komfortable hovedtelefoner fra Audio-Technica er nogle af ​​de bedste, vi har testet. Derfor er de vores førstevalg, når vi skal have hovedtelefoner med ud i sommerlandet.

De spiller balanceret og åbent med et usædvanlig transparent lydbillede og god dynamisk kontrast. At de ser godt ud, er en stilig bonus. At de også er klar til streaming-tjenester som Tidal samt højopløst musik, gør at vi slet ikke kan undvære dem i sommerferien.
Hegel Super, bærbar D/A-konverter
hegel-super 

Pris: 1.700 kroner
Web: hegel.com

Superlyd på farten

De færreste tror, at de har brug for en Hegel Super, men denne bærbare DAC gør faktisk lyden fra Spotify og Tidal meget bedre.

Den praktiske digitalkonverter er ikke større end en æske tændstikker. Ikke desto mindre forbedrer den lyden fra laptop’en så meget, at den hurtigt bliver uundværlig. Hegel Super sættes i USB-stikket og har lydudgang til hovedtelefoner, forstærker, eksterne højttalere eller en separat DAC på den anden side. Når du først har prøvet Super, er du hooked.
Sony Cyber-shot HX90V, superzoomkamera
DSC_HX90_Lifestyle 

Pris: 3.700 kroner
Web: sony.dk

30x zoom i lommen

Det perfekte rejsekamera er lille, let og kompetent, præcis som Sony HX90V. Et kompaktkamera med 30x zoom, der kan være i en lomme.

Sonys kamera har højopløst selfie-skærm og indbygget elektronisk søger, der kan slås op, når du har brug for den. Med indbygget GPS husker det, hvor billederne er taget, og Wi-Fi gør det muligt at dele billeder på nettet via mobilen.

Sony HX90V er lille nok til, at det altid kan komme med, og avanceret nok til, at du kan tage billeder af hvad det skal være. Med 30x zoom får du også motiver med, der er langt væk.
Lowepro StreamLine 250, kamerataske
Lowepro1 

Pris: 400 kroner
Web: focusnordic.dk

Plads til alt

En fototaske, der ikke ligner en fototaske, er ofte det bedste og mest diskrete valg.

Det behøver ikke at være dyrt med en fototaske. De tynde skuldertasker i Lowepros StreamLine-serie fås i to størrelser. Den største kan rumme en stor tablet og et kamera med optik plus personlige ejendele.

StreamLine-taskerne er godt polstret og lavet i et slidstærkt, vejrbestandigt materiale, og de kan udvides med en lynlås i bunden, hvis du brug for mere plads.
Numark PT-01USB, pladespiller
Numark_PT-01USB

Pris: 999 kroner
Web: numark.com

Bærbar pladespiller

Bliv konge i hipsterland med en transportabel grammofon.

Batteridrevet, indbygget højttaler og bærehåndtag – så er der ikke længere noget, der står i vejen for at spille dine vinylskiver henne i parken. Tag indie-samlingen med og vær klar til at blive tilbedt af alle hipsterne! Bare hold afstand til reggae-fans, da deres boomblastere slår den på ren volumen. Men ikke på cool-faktor!

Pladespilleren er også udstyret med USB og medfølgende optagelsesprogram, så du kan digitalisere dine plader via computeren.
Olloclip 4-In-1 iPhone 6/6 Plus, multiobjektiv
Olloclip-for-iPhone-6

Pris: 649 kroner
Web: olloclip.com

Fire objektiver i ét

Tag professionelle billeder med din iPhone 6 eller 6 Plus.

I ét og samme produkt får du både vidvinkel, fiskeøjeobjektiv og to makro-objektiver: 10x og 15x. Tag feriebilleder fra spændende perspektiver, få både dig selv og alle vennerne med uden selfie-stang, eller gå ned i mikroformatet og tag knivskarpe nærbilleder af blomster og insekter med makro-objektiverne.

4-In-1 er en genial lille sag med to objektiver yderst: Vidvinkel og fiskeøje. Skru dem af, og makro-objektiverne afdækkes. Linsen kan fint være i lommen og er meget praktisk, når du vil tage spændende billeder med din smartphone. Findes også til ældre iPhone-modeller og iPad samt Samsung Galaxy S4 og S5.
GoPro Hero4 Black Edition, action-videokamera
Athlete Contest

Pris: 4.099 kroner
Web: playground.dk

Markedets bedste actionkamera

Fang sommerferien på film fra førstepersons-perspektiv.

Det, der gør action-videokameraer så fleksible, er først og fremmest den lille størrelse og den lave vægt, plus at der findes så mange forskellige fæster, f.eks. til hovedet og andre kropsdele. Og selvfølgelig til selfie-stang!

Hero4 Black Edition er det actionkamera, vi har testet, der kommer tættest på billedkvaliteten fra traditionelle videokameraer. Billederne er simpelthen fantastiske, og det har endelig fået 4K-opløsning med tilstrækkelig høj billedfrekvens.
Rift Labs Kick, bærbart kameralys
RiftLabs_Kick

Pris: 1.295 kroner
Web: riftlabs.com

Lysstudie i lommeformat

Aldrig mere utjekkede mobilbilleder!

Kick er noget så genialt som en flerfarvet LED-lampe til mobilkameraet – i lommeformat. Du holder den bare op mod det objekt, du vil sætte lys på, og skyder løs.

Lampen er imponerende lysstærk i forhold til sin størrelse. Lysstyrken er justérbar, og desuden har den indbyggede røde, grønne og blå lysdioder, så farven på lyset kan indstilles valgfrit i hele farvespektret. Dermed kan du få varme, kolde eller bare syrede billeder bare ved at ændre lysets farve. Og det bedste af det hele: Den kan styres med en mobil-app via Bluetooth.
Netgear Arlo VMC3030, overvågningskamera
netgear_arlo_security_camera_3

Pris: Fra 1.200 kroner
Web: arlo.com

Ude godt, hjemme bedst

Med et trådløst overvågningskamera kan du holde øje med hus og hjem, mens du er på ferie.

Hjemmeovervågning behøver ikke at være dyrt eller kompliceret. Arlo er en ny serie overvågningsprodukter fra netværksgiganten Netgear. Det diminutive Arlo-kamera er batteridrevet og fuldstændig trådløst. Dermed kan det placeres hvor som helst inden for rækkevidde af dit Wi-Fi-netværk.

Kameraet filmer i 720p kvalitet og aktiveres af en bevægelsessensor, og optagelserne sendt direkte til en cloud-tjeneste, som du kan tjekke via computer, tablet eller mobil. Det monteres ved hjælp af magnetfæster, og du kan udvide systemet med flere kameraer, så du har komplet og brugervenlig overvågning både indendørs og udendørs.
Samsung 55JU7005, 4K-tv
Samsung 55JU7005

Pris: Fra ca. 15.000 kroner
Web: samsung.com/dk

Hvis vejrudsigten svigter

Når det står ned i stænger om sommeren, er et sejt tv sin vægt værd i guld.

Det er ikke alle, der brænder feriepengene af på storbyferier eller ture til eksotiske destinationer. For nogle er det vigtigere at slappe af derhjemme og hygge sig med god underholdning eller store sportsbegivenheder, og så er det rart at have et ordentligt tv – især når vejrguderne ikke er venlige!

Samsungs spritnye JU7005-serie er moderne fjernsyn med 4K-opløsning og et væld af indbygget underholdning, bl.a. apps til HBO Nordic og Netflix. Det er Samsungs bedste flade tv og findes i en række størrelser fra 48 og helt op til 85 tommer! Det burde derfor være muligt at finde et, der passer til både pladsforhold og pengepung.
Tidal, hi-fi musiktjeneste til mobil og tablet
tidal

Pris: 199 kroner pr. måned
Web: tidal.com

Musik i høj kvalitet

Uanset om du skal surfe, stå på vandski eller bare ligge og stege på stranden, har du brug for musik til at sætte stemningen.

Mobiltelefonen er den mest bekvemme kilde til musik, og hvis du også er optaget af lydkvalitet, har Tidal meget at byde på. Tidal er den nye, internationale version af WiMP, der nu har fået celebre musiknavne som Jay-Z, Rihanna og Taylor Swift på ejersiden.

Tidal Premium byder på redaktionelle anbefalinger og varieret musik. Musikken kan streames direkte eller downloades og høres offline. Tidal-app’en findes både til iOS og Android.
Harman Kardon Onyx, trådløs højttaler
HarmanKardon_Onyx

Pris: 3.495 kroner
Web: harmankardon.com

Elegant og kraftig party-ballon

Til sommerfesten er der brug for en lidt større højttaler for at få volumen op på festniveau. Her er testvinderen fra Harman Kardon et godt valg.

Harman Kardon viste allerede med deres Go + Play, at de kan lave gode Bluetooth-højttalere. Onyx er en direkte efterfølger i den tradition med sin afrundede form, bærehåndtag og et væld af tilslutningsmuligheder såsom AirPlay, Bluetooth og USB.

Hele højttaleren oser af kvalitet og gennemtænkt design, og lyden er kraftfuld takket være 2 x 65 watt forstærker og bagudrettet slavebas-enhed. Musik bliver sjovere med denne runde højttaler!
myFC PowerTrekk 2.0, nødoplader
PowerTrekk 2,0 17401

Pris: 1.000 kroner
Web: myfcpower.com

En ægte nødoplader

At stå uden strøm på ferien kan være et mareridt. Især hvis der er langt til nærmeste stikkontakt.

PowerTrekk kan ligesom andre batteripakker oplade din mobiltelefon. Men det, der skiller den ud fra mængden, er at den ikke behøver strøm for selv at lades op! Det er bare at sætte “pucken” med salt i og lidt vand, så genererer den sin egen strøm.

Når du står i ørkenen uden et kort, er det PowerTrekk, der gør det muligt at finde hjem eller tilkalde hjælp.
Sony HDR-AS200V, actionkamera
Sony HDR AS200V_lifestyle

Pris: 2.300 kroner
Web: sony.dk

Film dine eventyr

Til hverdag er det måske godt nok at filme det, der sker, med mobiltelefonen. Men i ferien er vi gerne lidt mere eventyrlystne og begiver os ud i miljøer, der let kan ødelægge et almindeligt kamera. Med Sonys robuste action-videokamera behøver du ikke at bekymre dig om støv, regn og slag. Og med det medfølgende dykkerhus kan du endda også tage det med på dybt vand.

Billedstabiliseringen giver skarpe billeder, vindstøj filtreres fra, Wi-Fi giver mulighed for nem overførsel, og der findes mange fæster som tilbehør.
Monster SuperStar BackFloat, trådløs højttaler
Woman in bikini relaxing lying on water against the backgrou

Pris: 1.200 kroner
Web: tangent-audio.com

Skøn badehøjtaler

Selv om Superstar også er med i vores test af bærbare og trådløse rejsehøjtalere, så måtte vi bare fremhæve den, fordi den er meget mere end en batteridrevet trådløs højttaler. Det er faktisk den eneste, der ikke alene kan tåle stænk, men faktisk er vandtæt. Og kan flyde!

Tag den med ved poolen, på stranden, i bruseren eller på båden uden at være nervøs. Det genopladelige batteri holder syv timer, og hvis du vil spare på telefonens batteri, kan du også bruge ledning.
Sony GTK-X1BT
Sony GTK-X1BT

Pris: 2.800 kroner
Web: sony.dk

Grum party-lyd

Hvis du skal holde fest på verandaen eller over til en ven, der har et usselt anlæg, så har du brug for en seriøs boombox. Sonys opfylder alle krav. Den spiller musik fra USB-nøgle eller fra mobilen via Bluetooth. Du skal ganske vist bruge strømkabel, men den har bærehåndtag. Desuden har den 500 watt output og masser af lydforbedrende teknologi. Og så blinker forskelligfarvede lys i takt med musikken. Party on, Wayne!
HTC Google Nexus 9, tablet
Google-Nexus-9

Pris: 2.890 kroner
Web: google.com

Til børn og voksne

Kan både bruges af ungerne på bagsædet og om aftenen af de voksne.

Forbavsende god tablet med den nyeste Android-version. Robust bygget, hurtig til spil, flot skærmkvalitet, glimrende lyd og dermed også god til film, når ungerne skal underholdes på den lange bilferie gennem Europa. Og da Android tillader flere brugerprofiler, kan den også bruges af de voksne om aftenen, når ungerne er lagt i seng.
LogoPowerBank Power Charger, nødoplader
powercharger

Pris: 1.199 kroner
Web: logopowerbank.dk

Nødoplader der kan starte din bil

Denne batteripakke kan mere end at oplade din mobil.

Det er ikke nødvendigt at ringe efter vejhjælp, hvis batteriet på bilen løber tør for strøm. I hvert fald ikke hvis du har en Power Charger liggende i handskerummet. For denne batteripakke – der egentlig er beregnet til mobiltelefoner – er også udstyret med en jumpstart-udgang, som leverer 400 ampere, hvilket skulle være rigeligt til at starte en bil.

Batterikapaciteten er på 16.800 mAh, og powerbank’en er også udstyret med udgang til opladning af bærbare computere samt USB-udgang til smartphones, tablets og håndholdte spilkonsoller.
Sony Xperia M4 Aqua, smartphone
19_Xperia_M4_Aqua_web

Pris: 1.999 kroner
Web: sonymobile.com

Vandtæt mobil

Overraskende meget telefon for pengene.

Denne mobiltelefon er fuldstændig vandtæt (IP68-certificeret) og holder i hele to dage på en opladning. Den har mange af de samme funktioner og features som den væsentlig dyrere Sony Xperia Z3 og kommer med 64 bit Snapdragon 615 octa-core processor, 13 megapixel kamera med autofokus og 5 tommers skærm i HD-opløsning. Operativsystemet er nyeste Android Lollipop.
Parrot Flower Power
Parrot_Flower_Power_Lifesty

Pris: 369 kroner
Web: store.parrot.com/da/

Elsk dine planter

Få tjek på potteplanterne med din smartphone.

Dine fingre bliver grønnere med Parrot Flower Power, som sættes i jorden i potteplanten og måler lysstyrke, temperatur, jordfugtighed og gødningsværdi. Disse data sendes hver 15. minut via Bluetooth til en app på din smartphone, som har adgang til en kæmpe database med over 6.000 planter. På den måde ved du, præcis hvornår netop din plante har brug for vand, gødning eller mere lys.
WOOFit JAM
WOOFIT_JAM1

Pris: 999 kroner
Web: sackit.dk

En stang stereo i lommen

Stereoanlæg i lommestørrelse, der kan bruges på rejsen og hjemme i stuen.

Danskudviklede WOOFit fylder ikke mere, end at den kan ligge i en (dyb) lomme, men giver alligevel musik i stereo på farten. Overfladen er gummibelagt for at beskytte mod strabadser. Har du to styk, kan de kombineres til et stereosæt, så du får et bredere stereobillede og mere fylde på lyden.

Når du kommer hjem, kan højttaleren bruges som modtager for trådløs lyd i stereoanlægget ved hjælp af et mini-jack kabel.
Teenage Engineering Pocket Operators
PocketOperators1

Pris: 69 euro
Web: teenageengineering.com

Byg et beat på stranden

Hvis du savner hjemmestudiet, er de lommeregner-store og lommepenge-billige Pocket Operators sagen.

Svenske Teenage Engineerings små rytmemaskiner ligner legetøj, men det primitive udseende bedrager. Man kan skrue ret komplicerede rytmer sammen på lommeregner-tastaturet, mens man ligger under parasollen eller holder en pause i storbyferien. Der findes tre modeller til henholdsvis trommer (PO-12), bas (PO-14) og melodi (PO-16). Men til den pris kan man godt tillade sig at helgardere.

For at holde prisen nede er der intet kabinet, så man kan se – og røre ved – komponenterne. Men beskyttende bokse i silikone kan købes som tilbehør.
WD My Passport Wireless
passport_wireless

Pris: 1.800 kroner
Web: wdc.com

Backup af dine snapshots

Tag dine data med dig – og snup en backup af billederne på kameraet og mobilen.

Når du rejser, skal du selvfølgelig have pas med. Nærmere bestemt WD My Passport, som er en bærbar harddisk. Med 2 terabyte har den rigeligt med plads til at rumme sikkerhedskopi af alle dine data hjemmefra. Samtidig med at du kan bruge den til at tage backup af hele familiens feriebilleder.

Disken er batteridrevet og skaber sit eget trådløse netværk, som gør det let at overføre billederne fra kamera og mobil eller tablet. Der er også en indbygget SD-kortlæser, så du kan proppe hukommelseskortet direkte i harddisken og overføre det hele på én gang.
B&O Play Beolit 15
beolit15_1

Pris: 3.699 kroner
Web: beoplay.com

Transistorradioens arvtager

Luksus fra yderst til inderst i en ikonisk Bluetooth-højttaler.

Både Beolit-navnet og designet er en hilsen til den B&O-transistorradio, som din bedstefar sandsynligvis havde med på sommerferie i 1960’erne. Men effekten er mangedoblet siden dengang, og de syv højttaler-elementer, der er gemt i det metalnetdækkede kabinet, giver en forbløffende balanceret lyd.

Beolit 15 er en af de dyreste bærbare Bluetooth-højttalere på markedet, men sandelig også blandt de allerbedste af slagsen. Højttaleren kan køre op til 24 timer på en opladning.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top