TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Asus Vivobook S 14

Gennemprøvet teknologi med de rigtige valg

Asus Vivobook S 14 ligner måske sidste års model, men under det nydelige ydre er Snapdragon-processoren skiftet ud med AMD's nyeste Ryzen AI-motor.

Af / 01/11/2025 - 10:17
Asus Vivobook S 14

Home mener

  • Lækker 3K OLED-skærm med 120 Hz. Kvik AMD Ryzen AI 7-processor til kontor- og studieopgaver. Slankt og let design. Prisen er fornuftig.
  • Den integrerede Radeon-grafik er ikke imponerende. Lidt skrabet hukommelse og lager. Skærmen har ikke touch-funktionalitet.

Sidste år, da vi testede Asus Vivobook S 15, var det med en vis spænding. Det var en af de første maskiner baseret på Qualcomms dengang helt nye og lidt kontroversielle Snapdragon X Elite-processor. En ARM-baseret chip, der lovede at ruske op i PC-markedet, som Intel og AMD har siddet tungt på i årtier.

I år er vi tilbage ved det mere velkendte. Asus Vivobook S 14 (M5406KA) ligner på overfladen en tro kopi af sin forgænger, men motoren er skiftet ud. Her er det AMD, der leverer maskinkraften med deres spritnye Ryzen AI 7 350-processor.

Læs også TEST: Asus Vivobook S 15 (S5507QA-MA049W) Der er en ny CPU i byen! Snapdragon X Elite har de AI-kræfter, som Intels CPU’er mangler.

Retfærdigvis skal det siges, at Asus stadig giver dig valgmulighed; man kan få Vivobook-PC’er med både Intel, AMD og Qualcomm under motorhjelmen. Men her gælder det Ryzen AI 7.

Umiddelbart er der ikke meget, der afslører den indre forskel. Vivobook S 14 er fortsat en nydelig og behageligt anonym business-laptop i kulsort eller sølvfarvet metal. Med en tykkelse på blot 1,6 cm og en vægt på 1,3 kg er den en let makker i tasken på vej til forelæsning eller møde.

ASUS Vivobook S 14 S5406 M5406 Campaign Scenario Photo 09
Vivobook S 14 er en absolut nobel ultrabook med slanke linjer. (Foto: Asus)

Skærm i topklasse

Det første, der fanger øjet, er skærmen. Her leverer Asus varen med et 14-tommer OLED-panel i 3K-opløsning (2.880 x 1.800 pixel) og med en opdateringshastighed på 120 Hz. Det giver et knivskarpt billede med intense farver og en sort, der er komplet fravær af lys. Netop det, som OLED-teknologien er kendt for. Lysstyrken på 600 nit er rigeligt til de fleste situationer. Hvor sidste års Vivobooks havde OLED-skærm i 16:9-format, har de nye maskiner 16:10-skærm, hvilket giver lidt ekstra plads i højden. Touch-funktionalitet ville være været prikken over i’et, men til prisen må der indgås kompromiser.

Annonce
ASUS Vivobook S14 M5406KA Product photo 8B Cool Silver 05
Skærmen er et lækkert OLED-panel i 3K-opløsning. Dog uden touch. (Foto: Asus)
Læs også TEST: Asus Zenbook A14 (UX3407RA) Asus Zenbook A14 er lidt lettere og lidt mere bærbar end de fleste. Men kun lidt.

Tastaturet, som Asus kalder ErgoSense, er i den bedre ende for prisklassen. Tasterne har en fornuftig vandring på 1,7 mm og ikke særlig meget slør, hvilket giver en behagelig og præcis skrivefornemmelse. En fiks detalje er den diskrete, enkeltzone RGB-bagbelysning, som kan tilpasses efter humør. Det er ikke et farveorgie som i gaming-maskinerne – men stadig lidt sjovere end hvidt baggrundslys. Der er selvfølgelig også en dedikeret tast til Microsofts AI-assistent, Copilot.

ASUS Vivobook S14 M5406KA Product photo 8B Cool Silver Web 07
Motoren i Vivobook S 14 er denne gang en AMD Ryzen AI 7. (Foto: Asus)

Begavet processor

Hjertet i maskinen er som nævnt AMD Ryzen AI 7 350-processoren, der er bygget på AMDs nyeste “Zen 5”-arkitektur. Men det mest interessante er den indbyggede neurale processor (NPU), som er specialiseret til AI-opgaver. Den yder op til 50 TOPS der står for Trillion Operations Per Second – eller hvad der på godt dansk svarer til 50 billioner regneoperationer i sekundet – uden at vi af den grund vil skrive BOPS.

Det placerer processoren i samme høje liga som Qualcomms Snapdragon X Elite (45 TOPS) og den seneste generation af Intels Ultra-processorer (Lunar Lake). Det afgørende er, at den med lethed krydser den magiske grænse på 40 TOPS, som Microsoft kræver for de mest avancerede Copilot+ funktioner.

ASUS Vivobook S14_M5406KA_Product photo_8K_Neutral Black_12 ASUS Vivobook S14_M5406KA_Product photo_8K_Neutral Black_12_Backlit
<
>
Tastaturet har RGB-bagbelysning, så du kan vælge din egen stil. Men dog kun én farve ad gangen. (Foto: Asus)

Benchmarks

I vores tekniske målinger omsættes dette til en solid performance for almindelige programmer. Processortesten Geekbench 6 scorer 12.313 point i multi-core, hvilket er fuldt på højde med sidste års Snapdragon-model og rigtig pænt for en letvægtsbærbar. Kontorsimuleringen PCMark 10 lander på 7.248, hvilket bekræfter, at Vivobook S 14 er en kompetent maskine til alle former for kontor- og studiearbejde.

Geekbench AI-testen bekræfter med en samlet score på 13.092 (quantized), at AMD-processoren er fuldt ud jævnbyrdig med konkurrenterne Intel og Qualcomm. Men for at sætte tingene i perspektiv vil selv et bare middelgodt dedikeret grafikkort løbe i cirkler omkring dem, når det gælder AI-kræfter.

ASUS Vivobook S14_M5406KA_Product photo_8B_Cool Silver_08 ASUS Vivobook S14_M5406KA_Product photo_8K_Neutral Black_08
<
>
Vivobook S 14 fås i sort og sølvfarvet. (Foto: Asus)

Den integrerede AMD Radeon-grafikchip benytter som forventet delt systemhukommelse. Vores benchmarks viser desværre også, at den grafiske ydelse er et skridt tilbage i forhold til konkurrenterne. Resultaterne i 3DMark er på flere punkter lavere end hos både Qualcomms Adreno-grafik og Intels Arc-grafik. Lad os bare slå det fast: Dette er ikke en gaming-maskine. Det er lignende ultrabooks heller ikke; men selv blandt ligemænd er Radeon-grafikken sløv.

Læs også TEST: Acer Swift Go 14 (R7-8845HS) Acer Swift Go 14 er let, har en superlækker skærm og koster næsten ingenting. Manglerne er få – og de er lette at leve med.

Er AI-fremtiden begyndt?

Med 50 TOPS rå AI-regnekraft og en dedikeret Copilot-tast er Vivobook S 14 bygget til fremtiden. Men lige nu er vi i en fase, hvor hardwaren er kommet før softwaren. Producenterne har bygget motorvejen – i form af kraftige NPU’er – men der er endnu ikke så mange biler på den.

Funktioner som “Recall”, der kan finde alt, du har set på din skærm, og avancerede videoeffekter i realtid, venter lige om hjørnet. Indtil da fungerer Copilot-tasten som en genvej til en avanceret chatbot.

ASUS Vivobook S 14 OLED S5406 M5406 Scenario photo 02
(Foto: Asus)

Konklusion

Asus Vivobook S 14 er en yderst vellykket letvægtsbærbar, der rammer plet for sin målgruppe af studerende og mobile professionelle. Den bytter sidste års spændende, men også lidt upolerede, Snapdragon ud med en velkendt platform fra AMD. Men du kan i øvrigt vælge den processor, du måtte ønske.

Man får en fantastisk OLED-skærm, et komfortabelt tastatur og rigelig processor-kraft til alle dagligdagens opgaver, pakket ind i et slankt og let kabinet. Selv om AI-funktionerne endnu ikke har nået deres fulde potentiale, er maskinen klar, når softwaren er. Til en pris, der er til at betale, er Asus Vivobook S 14 et oplagt valg i mellemklassen lige nu.

(Foto: Asus)
Karakter
Asus Vivobook S 14
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den sikre mellemklasse

Smid batteriopladeren ud!

Er Chromebook blevet voksen?

Mere skærmplads på farten

Skræmmende hurtig

Diskret, genial AI-optager

Her får du meget mesh for pengene

Den ultimative rejselaptop

Zenbook Air?

Chromebooks: Er de pengene værd?

Behøver du egentlig et mesh?

Trådløst net I lommen