Search
Generic filters

Gruppetest : 5 gaming-tastaturer

Fingeren på fyr-knappen

Luftfartsmaterialer og toptunet finmekanik er, hvad der skal til, hvis du vil komme sejrende ud af kampen på skærmen. Vi har lagt hånd på fem af de bedste mekaniske tastaturer til spil.

Et naturtalent kan løbe 100-meterløb i tennissko, men det rigtige fodtøj kan spare afgørende sekunder. Det samme gælder for e-sport. Og det vigtigste udstyr, sammen med musen, er tastaturet.

De fleste almindelige computertastaturer er såkaldte membrantastaturer. Under hver tast sidder en plasticboble, og når tasten trykkes i bund, skabes kontakt med printet under boblen. Den slags tastaturer er billige at masseproducere, men præcisionen er ikke så høj som i mekaniske tastaturer, hvor der sidder en mekanisk kontakt under hver tast.

Det er et års tid siden, vi sidst så på tastaturer specielt til gaming. I mellemtiden er der kommet en ny generation. Et fællestræk er, at de fleste har valgt at strippe tastaturet for al indpakning, så tasterne knejser nøgent op fra bunden. Det ser råt ud – og giver frit udsyn til de endnu vildere lyseffekter.

Læs også: Test af seks gaming-mus

Et spørgsmål om feedback

I et mekanisk tastatur sidder der en separat kontakt under hver knap. En fjeder og en metalbøjle bestemmer, hvor tung tasten er at trykke ned, og hvordan bevægelsen føles undervejs. Nogle foretrækker taster, der reagerer på en fjerlet berøring, mens andre vil have taster, der giver tydelig modstand. Og så er der kliklyden, når tasten trykkes ned. Den er for nogle uundværlig, men hadet af andre – ikke mindst sidemanden.

En anden form for feedback er den modstand, som nogle kontakttyper giver, når man på halvvejen af tastens vandring passerer kontaktpunktet. At vide, om tasten er nedtrykket eller ej, er afgørende.

Holdbarhed

Der bliver gået hårdt, hurtigt og længe til tasterne, når der spilles. Så holdbarheden på kontakterne er vigtig. Mekaniske tastaturer har en typisk holdbarhed på mindst 50 millioner tastetryk. Det svarer til omkring 20.000 bogsider – skrevet med det samme bogstav! Ikke alle taster bruges dog lige meget, så WASD-tasterne, der bruges som joystick, slides sandsynligvis op længe før eksempelvis M-tasten.

Hver tast sin farve

RGB-lys er en vigtig del af legen, når det gælder gaming-udstyr og især gaming-tastaturer. Man kan indvende, at lysshowet på ingen måde forbedrer evnen til at vinde over modstanderne. Det er sandt, men spil handler om at have det sjovt. En sportsvogn bliver jo heller ikke hurtigere af at have lædersæder og instrumentbræt i ædeltræ. Men det er lækkert.

Lys i alle regnbuens farver er standard på alt andet end de billigste gaming-tastaturer. Et moderne af slagsen har 16,8 millioner farvenuancer at vælge imellem, som kan indstilles for hver enkelt tast. Til gengæld er der forskel på, hvor mange forskellige lyseffekter styresoftwaren tilbyder, samt i hvor høj grad man kan lave sine egne.

Som lokkemad til at sikre loyale kunder kan man hos alle de store producenter koordinere lyseffekterne mellem sine spilenheder – men selvfølgelig kun dem, der er af samme mærke.

Så går vi til makroerne!

En vigtig forskel på gaming-tastaturer og almindelige hakkebrætter er muligheden for at lave makroer, altså sekvenser af kommandoer, som kan afspilles med et enkelt tryk – i en hastighed, der ville være menneskeligt umulig. De fleste gaming-tastaturer har mulighed for makroer, men ikke alle har særlige taster til afspilning af dem.

Spøgelses-taster

Et af de udtryk, man møder i forbindelse med gaming-tastaturer, er “ghosting”. Det dækker over tastaturets evne til at undgå, at indtastninger bliver tabt i farten, når der trykkes på flere taster hurtigt efter hinanden – eller samtidig.

Konventionelle tastaturer er lavet til skrivning af ét tegn ad gangen. På et spiltastatur skal man kunne aflevere lynhurtige kommandoer, jo flere, jo bedre. Nogle tastaturer klarer ti samtidige taster, mens de mest ekstreme kan håndtere, at alle 104 taster nedtrykkes samtidig! Ti taster burde dog række de til de fleste, eftersom det er svært at trykke på flere taster med ti fingre.

1_add_on_picture
<
>
(Foto: Cherry MX)
Logitech G910 Orion Spectrum

Stort som et hangarskib

Logitechs største model er helt bogstaveligt den største, med ekstra taster og holder til din mobil.

Lyd & Billede mener

Masser af indstillingsmuligheder og funktionstaster. Mulighed for dobbeltskærm.
Prisen er høj, og tastaturet føles plasticagtigt. Ingen metalbund.
  • Taster: Logitech Romer-G
  • Aktiveringskraft: 45 g
  • Vandring: 3 mm
  • Karakteristik: Taktil, klikfri
  • Anti-ghosting: (ikke oplyst)
  • Holdbarhed: 70 mio. tryk
  • Software: Logitech Gaming Software
  • Lys: RGB – individuelt for hver tast
  • Forbindelse: USB
  • Mål og vægt: 505 x 36 x 210 mm / 1,5 kg
  • Web: logitechg.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 1699 kr

Logitech G910 Orion Spectrum er det klart dyreste tastatur i testen og er fyldt med detaljer, der signalerer “luksus”. Såsom en docking-plads til mobilen, der ved hjælp af en app kan fungere som display for Logitechs spil-driver.

Modelnummeret, G910, står skrevet med lysende bogstaver “i luften” i et lille vindue i håndledsstøtten. Det ser Blade Runner-agtigt ud, men er ren pynt – og landingsplads for støv og kagekrummer. Både taster og bund er i matsort plast. Ud over de almindelige taster er der et sæt multimedietaster til afspilning af lyd og video samt hele ni programmérbare taster til makrokommandoer. De mange funktioner optager en del plads, så G910 Orion Spectrum er både bredere og dybere end noget andet tastatur i testen.

Logitech benytter deres egne mekaniske kontakter kaldet Romer-G. De er taktile og uden klik (de findes også i en udgave, som bruges på G512-tastaturet). Til gengæld ledsages tryk på tasterne af en hørbar syngende lyd fra fjedrene. Der er ikke nogen metalbund til at sikre stabiliteten, så hele tastaturet kan vrides. Så længe det står på skrivebordet, vil det dog givetvis være mere end stabilt nok.

Der er naturligvis fuldt programmérbart RGB-lysshow for hver enkelt tast, og lyseffekterne kan synkroniseres med andre Logitech-spilenheder.

Konklusion

Logitech G910 Orion Spectrum er stort som et hangarskib og tager sig imponerende ud på skrivebordet. Der er alle de funktioner, som man kan bede om, men egentlig ikke flere end hos de lidt billigere konkurrenter, der samtidig føles lækrere og mere stabile end G910, som er helt i plast. Logitech G910 er på ingen måde et dårligt tastatur, men på byggekvalitet og lækkerhed må det se sig overgået af lillebror G513 Carbon, der dog mangler de separate makrotaster og mobilholderen.

picture2
<
>
Logitech G910 Orion Spectrum er stort og imponerende. Og har indbygget mobilholder. Foto: Logitech
Razer BlackWidow Elite
Razer har smidt toppen og lavet en cabriolet-udgave af BlackWidow-tastaturet.
SteelSeries Apex M750
Enkelhed og solidt industrielt design kendetegner SteelSeries’ spiltastatur. Og softwaren er fremragende.
HyperX Alloy FPS RGB
HyperX leverer det, der er brug for, til en pris, som alle kan være med på.
Corsair K70 RGB MK.2
Corsair laver udstyr, der kan lyse hele din pc op. Men K70 MK.2 kan meget mere end det.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    JBL melder sig ind i ANC-hovedtelefonernes topklasse med et par hovedtelefoner, der er sjove at lytte til og fjerner støjen effektivt.
    Panasonics topmodel er guf for de virkelig kræsne TV-entusiaster: HZ2000 giver superlækre billeder i ægte studiekvalitet!
    HP Sprocket Select har absolut ingen nytteværdi. Og den mobile fotoprinter leverer faktisk halvdårlige billeder. Alligevel er den ret fantastisk.
    Efter en tur i Honda e virker det meste andet gammeldags.
    Asus ZenBook 14 UMA425 er en lækker og stilfuld maskine, der vil være perfekt til studier eller som arbejds-laptop på farten.
    Shure Aonic 50 har måske den bedste lyd, vi har hørt fra støjreducerende hovedtelefoner.
    Nikons billigste full-frame Z-kamera er bedst i sin klasse på ét område, men har nogle mangler og koster stadig for meget.
    Samsungs topmodel Q950TS byder på rålækkert design, knivskarp billedkvalitet og imponerende lyd. Men det koster!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    AOC CQ27G2U

    Vejl.pris 2539 kr Buet gaming-skærm til flad pris

    MSi MAG272CQR

    Vejl.pris 3390 kr Biografoplevelse til dine spil

    Alienware M15 R2 (n00awm15r207)

    Vejl.pris 21601 kr Overjordisk smuk Alienware

    Sennheiser GSP 670

    Vejl.pris 2600 kr Sci-fi-stil og hi-fi-lyd
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.