Search
Generic filters

test : TV’er til jul – test af seks 55” 4K-tv’er med HDR til omkring 10.000 kroner

Det kimer nu til tv-fest

Disse seks topspækkede tv’er kan nok ikke være under juletræet, men de vil garanteret blive godt modtaget af hele familien. Kan du vente helt til juleaften?

Glem sokker og slips: De fleste vil have hårde pakker til jul. Og den hårdeste pakke af dem alle er et nyt tv, som altid har været en populær julegave. Højtiden, hvor hele familien bænker sig foran tv-skærmen, er en god mulighed for at erstatte den gamle flimmer med en ny. Juleklassikere som Fra alle os til alle jer, Polar-ekspressen og The Julekalender vil fremstå i et helt nyt lys!

Nyt tv = stort tv

Når tv’et først skal opgraderes, er det også almindeligt at gå op i skærmstørrelse. Statistik fra elektronikbranchen viser, at 55 tommer er den størrelse, de fleste vælger. Men jo større skærmen bliver, jo mere tydeligt kommer svaghederne også frem. Det lønner sig derfor sjældent at gå efter den største og billigste skærm, du kan finde – brug heller nogle ekstra penge på god billedkvalitet, er vores råd.

55-tommere med 4K, HDR
og streaming

Mange af de tv’er, vi har testet hidtil i år, er dyre high-end-modeller, der er målrettet til de mest kræsne entusiaster. Men heldigvis findes der også alternativer til dig, der er mere prisbevidst. De bedste køb ligger for tiden omkring 10.000 kroner. Her finder du alt fra gunstige mellemklassemodeller til “næsten-topmodeller”, som har fået priserne barberet i elektronikkædernes priskrig. Her kan de årvågne gøre et godt kup!

Traditionen tro har vi derfor samlet et felt af de mest spændende aktuelle tv-modeller i den nævnte prisklasse. De er alle højt specificerede 55-tommere med billed- og lydkvalitet over gennemsnittet. Her får du billedkvalitet med 4K-opløsning og HDR (High Dynamic Range) plus et væld af funktioner og apps – uden at det koster en bondegård.

Hvad med OLED?

Vågne læsere vil bemærke, at vi ikke har nogen OLED-skærme med i testen i år. Men vi vil alligevel lige nævne Årets Bedste TV fra vores store kavalkade, LG OLED55B7V, som stadig er en af vores favoritter til under 20.000 kroner.

I denne test har vi imidlertid valgt at fokusere på nye modeller, som vi ikke har testet før, inklusive LG’s LCD-skærm 55SJ850. Hvilket af tv’erne er suverænt bedst, og hvilket giver mest for pengene? Det vil testen vise!

De anførte priser er anslåede markedspriser på testtidspunktet (november 2017). Vi anbefaler, at man tjekker prissøgetjenester som PriceRunner for de til enhver tid bedste priser!

annonce

 

annonce

Stærk præstation

Sony 55XE9005 er en veritabel lyskanon af et tv, der lader os nyde både HDR-film og andet tv-indhold med suveræn kontrast.

Lyd & Billede mener

Sony-skærmens dynamiske LED-baglys giver betydelig bedre kontrast og sortniveau end konkurrenterne.
Lyden er tynd med fraværende bas. Her er det nødvendigt med et separat lydsystem!
Størrelse/type: 55” 4K LED LCD Opløsning: 3840 x 2160 (4K Ultra HD) Operativsystem: Android Indgange: 4 x HDMI, 3 x USB Udgange: Optisk digital lydudgang HDR: HDR10 Web: sony.dk

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 10999 kr

Sony 55XE9005 kommer i stilig, diskret sort udførelse med to små champagnefarvede fødder. Byggekvaliteten virker solid, men skærmen er noget tykkere på midten end de andre testdeltagere. Ledninger kan trækkes skjult gennem fødderne. Det eneste, der skurrer lidt ved designet, er den separate mursten af en strømforsyning. Den har Sony forhåbentlig en god grund til at bruge.

(Foto: Producent)

Brugervenlighed og funktioner

Sony anvender Android-operativsystemet (version 7.0) på deres tv’er. Her får du Google-funktionalitet og indbygget Chromecast. App-udvalget er ikke så bredt som det, Samsung og LG varter op med, men Sony-skærmen er hurtig og nem i brug.

Fjernbetjeningen har tydelige knapper med genvej til Netflix samt indbygget mikrofon til talekommandoer – smart, når du f.eks. vil søge på YouTube.

Billedkvalitet

Bravia 55XE9005 kan skilte med såkaldt direkte LED-baglys (Direct LED), hvilket er ret sjældent i prisklassen. I stedet for at montere LED’erne ude i kanterne har Sony fordelt dem lige bag LCD-panelet. Den indlysende fordel er mere præcis lysfordeling samt bedre kontrast og sortniveau.

55XE9005 må dog nøjes med en lidt grovere zoneinddeling (20 zoner) og svagere videoprocessering end high-end-modellerne – men for pokker, hvor det virker!

Det første, der slår os, er den seje kontrast mellem mørkt og lyst. XE9005 har helt klart mere lysstyrke at rutte med, hvilket kommer til udfoldelse i de mest krudtstærke HDR-scener fra 2. sæson af Stranger Things på Netflix. Evnen til at variere lysstyrken i lokale partier af skærmen giver en mærkbart bedre oplevelse end kant-LED-skærmene. Ikke helt i OLED-klasse, men tæt på.

55XE9005 udmærker sig desuden ved rigtig god billedprocessering. Billedet er virkelig superskarpt med en sej detaljeringsgrad. Her kan du se hvert lille hår, uden at det virker kunstigt eller overdrevet. Bevægelserne er også meget jævne.

annonce
(Foto: Producent)

Lydkvalitet

Med tanke på de stærke billedpræstationer er det lidt skuffende, at lyden ikke holder et mål. 55XE9005 har en temmelig tynd lyd med svag bas og kommer let til at lyde anstrengende ved høj volumen. Stemmegengivelsen er klar og tydelig, men det er også alt. Mere krævende lydspor med musik og film lyder tamt og indelukket, uden bas.

annonce

Konklusion

Sony Bravia 55XE9005 er en af de dyrere kombattanter i feltet, men er også den, der leverer testens soleklart bedste billedkvalitet. Takket være kraftigt, lysstærkt LED-baglys og suveræn billedprocessering er både lysstyrke og kontrast en klasse bedre end på konkurrenterne. Det gør Sony-skærmen til et af de bedste tv’er, du kan hænge på væggen i 2017.

Godt til det meste

Panasonic-skærmen gør det generelt fint, men brillerer ikke i nogen discipliner.

Lyd & Billede mener

Stor skærm, fin brugervenlighed og naturlig billedkvalitet gør Panasonic let at holde af.
Svag lysstyrke betyder, at HDR-effekten bliver lidt tam.
Størrelse/type: 55” 4K LED LCD Opløsning: 3840 x 2160 (4K Ultra HD) Operativsystem: My Home Screen 2.0 Indgange: 3 x HDMI, 3 x USB Udgange: Optisk digital lydudgang HDR: HDR10 Web: panasonic.com/dk

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 8999 kr

Panasonic TX-58EX700 er et velkonstrueret tv med en ramme i børstet metal. Kvalitetsindtrykket er tillidsvækkende. Hvor flere af konkurrenterne bruger plast, er det stadig stål, der gælder hos japanerne. Nyt på denne model er blankpolerede metalfødder, der kan monteres på hele fem forskellige måder: Smalt eller bredt, afhængigt af smag og pladsen på bordet.

Det eneste, der trækker ned ved udseendet, er det temmelig spejlblanke frontglas, som har en tendens til at reflektere omgivelserne.

(Foto: Producent)

Brugervenlighed og funktioner

Panasonic er den eneste af de mindre tv-producenter, der endnu ikke er gået over til Android. De kører hellere deres egenudviklede My Home Screen, som er kendetegnet ved at være både hurtigt og nemt at bruge uden alt “Google-bøvlet”. Til gengæld må du klare dig med et mere snævert app-udbud end hos de større aktører. YouTube og Netflix er dog på plads, begge i HDR-version.

Fjernbetjeningen er lavet efter filosofien “If it ain’t broke, don’t fix it” med store, tydelige knapper. En separat Netflix-knap er kommet til. Tv’et har gode tilslutningsmuligheder, men kun at have tre HDMI-porte virker lidt konservativt i dagens mediebillede.

Billedkvalitet

TX-58EX700 har – som navnet indikerer – en noget usædvanlig billeddiagonal på 58 tommer, hvilket giver et 15 procent større billedareal end 55 tommer. Det mærkes på billedoplevelsen, hvor øjnene drages mod det store billede. Panasonic-skærmen byder også på flot og naturlig farvegengivelse kombineret med god kontrast og ditto sortniveau. Det forudsætter, at du vælger billedindstillingen True Cinema, der giver det mest præcise billede direkte fra fabrikken.

(Foto: Producent)

Til varieret tv-kiggeri rammer Panasonic plet med sit velafbalancerede og behagelige billede. Skarpheden er glimrende, og EX700’s Intelligent Frame Creation sørger for at bevare skarpheden ved bevægelser.

Tv’et skuffer lidt, hvad angår film og video i HDR-format. Lysstyrken fra den kantbelyste LCD-skærm er begrænset til ca. 350-400 nit, så man bliver ikke ligefrem blændet af HDR-effekterne. Sortniveauet er dog godt, og Panasonic henter meget ind igen ved god billedprocessering (bl.a. tone mapping), der udnytter kapaciteten godt.

annonce

Lydkvalitet

TX-58EX700 har ikke noget avanceret lydsystem, og lydgengivelsen er temmelig nedtonet og indelukket sammenlignet med konkurrenterne. Det går fint til tale og underholdning, men til film savner vi mere tryk på lydeffekterne.

annonce

Konklusion

Panasonic TX-58EX700 er et stort og godt allround-tv. Det leverer gennemgående god kvalitet over hele linjen, selv om det kan mærkes, at konkurrencen er blevet hårdere i år, især når det gælder lysstyrke og kontrast. Set i forhold til prisen synes vi dog stadig, at Panasonic præsterer godt.

(Foto: Producent)

 

Knaldstærk kineser

Det dugfriske U55X9006 fra kinesiske TCL er ikke til at kimse af. Det er et af testens mest veludstyrede tv’er og byder på lysstærkt billede og suveræn lyd.

Lyd & Billede mener

TCL-skærmen har et avanceret billedpanel med imponerende lysstyrke og kontrast. Lyden er også usædvanlig god for et tv.
En del billedstøj ved hurtige bevægelser.
Størrelse/type: 55” 4K LED LCD Opløsning: 3840 x 2160 (4K Ultra HD) Operativsystem: Android Indgange: 3 x HDMI, 2 x USB Udgange: Optisk digital lydudgang HDR: HDR10 Web: tcl.eu/en

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 8595 kr

TCL er en relativt ny spiller på det nordiske marked, men den kinesiske producent er faktisk verdens tredjestørste tv-producent, lige efter Samsung og LG. Altså langtfra noget “no-name brand”!

Det nye U55X9006 har fået tilnavnet XESS og er en af producentens topmodeller. Det skiller sig ud med stilige fødder i metal, som fæstnes på bagsiden og giver et meget rent look. Fronten domineres af en kraftig integreret soundbar med hele seks højttaler-enheder.

Brugervenlighed og funktioner

TCL-skærmen kører Android og ligger dermed på linje med flere af konkurrenterne, når det gælder smart-tv-funktioner og brugervenlighed. Der medfølger både en lille og en stor fjernbetjening. Begge er slanke, ligger godt i hånden og har separat Netflix-knap.

Billedkvalitet

TCL har allieret sig med Samsung for at kunne benytte den såkaldte QLED-teknologi i deres tv’er. QLED kan i teorien være forløberen for næste generation af tv-paneler, men i første omgang handler det om at forbedre den eksisterende LCD-teknologi. Et filterlag med bittesmå metalpartikler (også kaldet quantum dots) hjælper skærmene med at vise et større farveområde kombineret med ekstra høj lysstyrke. Og det kommer virkelig til sin ret i U55X9006’s tilfælde.

TCL-skærmen har en imponerende stærk kontrast og et farvespektrum, der må gøre konkurrenterne misundelige. På dette felt er det faktisk kun Sony 55XE9005 med sin bag-LED-belysning, der kan hamle op med TCL’s kontrastrige billeder. De to skærme kæmper jævnbyrdigt på mange typer billedindhold. Sony har en fordel på lysstyrke, mens TCL brillerer med sit brede farvespektrum.

U55X9006 har som udgangspunkt billedmæssigt krudt nok til at slå mange af konkurrenterne, men billedprocesseringen skurrer lidt. Med krævende 4K HDR-billedindhold som Stranger Things ser vi tendenser til bloklignende billedstøj. 2. sæson af Netflix-serien starter med en tempofyldt biljagt, og TCL-skærmen kan ikke helt følge med i svingene. Vi ser en del støj her, hvilket er langt mindre markant hos Sony og Samsung.

Lydkvalitet

TCL’s tv har en eksklusiv lydløsning udviklet med licens fra JBL. Det byder på imponerende dyb og fyldig bas kombineret med god klarhed opad i mellemtone og diskant. Her er til og med en vis stereoeffekt, hvilket plejer være en mangelvare på de fleste tv’er.

annonce

TCL kan også spille højt og rent – til et vist punkt: Vi bemærker noget forvrængning og kabinetresonans ved høj volumen, men så spiller vi også på naboklageniveau. Testens klart mest potente lyd!

annonce

Konklusion

Den nye model fra TCL sætter for alvor kineserne på kortet i tv-sammenhæng. Med Android smart-tv, skarpe og kontrastrige billeder plus dynamisk lyd kan U55X9006 hævde sig mod de bedste i testen – og det til en konkurrencedygtig pris. Største minus er en del billedstøj ved bevægelse, som forhindrer topplacering.

Samsung UE55MU7075
Samsung UE55MU7075 kan prale af flot design samt fremragende brugervenlighed, billede og lyd, hvilket gør det til et af de bedre køb i prisklassen.
LG 55SJ850V
Med bred betragtningsvinkel og flot farvegengivelse står 55SJ850 som en interessant model i prisklassen. Men det kan ikke måle sig med LG’s egne OLED-skærme.
Philips 55PUS7502
Med sit farvestrålende Ambilight-lys byder Philips-skærmen på en billedoplevelse ud over det sædvanlige.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    De, der netop har bestilt funklende ny Audi e-tron uden at sætte kryds ved et Bang & Olufsen-lydanlæg, må tilgive os, når vi siger: Au, au, au!
    Yamaha viser tydeligt, hvorfor de behersker high-end bedre end de fleste, med en pladespiller, der river konventionerne ned og går sine egne veje.
    De små Klipsch-højttalere slår soundbars i forhold til spilleglæde og lydtryk og virker lige godt på tv’et som på mobilen.
    OnePlus Nord er blevet markedsført, som var mobilen ensbetydende med Jesu genkomst. Det er den ikke, men mindre kan også gøre det.
    Bose Frames holder UV-strålerne væk, samtidig med at de sender luftige musikalske toner direkte ind i dine øregange. Er det sommerens sejeste gadget?
    Vanmoof S3 og X3 er de to nyeste elcykel-modeller fra en hollandsk virksomhed, som mener, at deres smarte og internetopkoblede cykler er fremtidens mobilitet.
    Thorens’ halvautomatiske pladespiller med direkte drev behøver et solidt fundament for at yde sit bedste.
    Som en ægte babelfisk oversætter disse hørepropper alt, hvad du siger – og tilbage igen – direkte.

    Aktuelle tilbud

    Annonce
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.