4K og UHD. Man ser logoerne overalt. De betyder det samme, nemlig fire gange så høj pixelopløsning som almindelige HD-tv’er, og det er det, tv-producenterne sælger som højeste kvalitet lige nu. På store skærme ser den nye Ultra HD-opløsning da også fantastisk ud.
Problemet for folk, der var tidligt ude med at anskaffe sig et dyrt og lækkert UHD-tv, er at de aldrig kommer til at opleve skærmens sande potentiale.
De seneste år har branchen råbt – og vi har skrevet – så meget om 4K Ultra HD-opløsning, at man kunne få det indtryk, at det for længst er blevet den nye standard. Sandheden er, at der har været total forvirring om formatet, og at vi først nu er ved at få en standard.
Hvad er 4K Ultra HD?
4K er oprindelig en billedopløsning, der bruges i de sejeste digitale biografer, og navnet er en forkortelse for den horisontale billedopløsning på 4096 pixel (4096 x 2160).
Tilbage i 2010 begyndte man så småt at tale om, at 4K kunne være på vej til forbrugermarkedet, og i 2011 stod det klart, at de første tv’er med 4K-paneler var på vej. Dog med 3840 pixel i bredden i stedet for 4096, så man simpelthen kunne fordoble Full HD-opløsningen på begge ledder. Den nye forbrugeropløsning blev også kendt som Ultra HD, eller UHD.
Mangel på kilder
Da de første Ultra HD-tv’er kom, var stillbilleder nærmest det eneste tilgængelige billedmateriale. Alt videomateriale var af lavere opskalering, som tv’et måtte strække for at fylde panelet ud.
Kort tid efter kom forbrugervideokameraer med superhøj opløsning, så man kunne se hjemmeproducerede film med barberbladsskarpe billeder. Men begrænset til maksimalt 30 billeder i sekundet, da HDMI 2.0 var nødvendigt for at få høj nok båndbredde til højere billedfrekvenser. Den nye HDMI-standard var ganske vist på vej, men var endnu ikke kommet.
Det var okay – hjemmevideoer havde alligevel aldrig haft højere frame-rate – men hvor blev Hollywood-filmene og tv-serierne med superopløsning af?
Kopibeskyttelse giver hovedbrud
Først i 2014 fik vi de første kommercielle titler i 4K Ultra HD, takket være Netflix. Men kun på tv’er med indbygget Netflix-app, der understøttede 4K, hvilket var et fåtal. Kun tv’er fra sommeren 2014 og senere understøtter det.
Ultra HD-tv’er, der er ældre end 2014, vil faktisk aldrig kunne vise kommercielt indhold i fuld opløsning. HDMI 2.0 eller ej, så er der nemlig noget, der er endnu vigtigere: Tv’et skal understøtte den nye kopibeskyttelses-codec HDCP 2.2.
F.eks. er mit eget Sony-tv (X900A) for gammelt og vil aldrig kunne vise kommercielt Ultra HD-indhold (medmindre jeg pirat-downloader det). Og det er synd, for billedkvaliteten er ellers ekstremt god, selv i forhold til de bedste tv’er lige nu. Udelukkende at se opskaleret HD-indhold er lidt som at spille MP3-filer på verdens dyreste stereoanlæg.
4K Blu-ray
Nu, hvor 4K Blu-ray-formatet endelig er på vej, vil det i høj grad diktere, hvad fremtidige fjernsyn skal understøtte. Det er indlysende, at HDMI 2.0 og HDCP 2.2 skal være på plads, hvilket også gælder stort set alle Ultra HD-tv’er, der sælges i dag.
Derudover kommer vi til at se stadig mere til såkaldt HDR – High Dynamic Range. Det går kort fortalt ud på, at tv’et understøtter en udvidet gråtoneskala – dvs. sortere sort, hvidere hvid og flere trin derimellem. Det dikterer også en række andre ting, hvad farvegengivelse og båndbredde angår, som vi vil vende tilbage til i en særskilt artikel om HDR.
Men i modsætning til HDCP 2.2 er man ikke afhængig af, at tv’et understøtter specifikationerne, for at kunne se filmene. Det giver bare en endnu bedre billedoplevelse, hvis det gør. Derfor kan vi nu endelig købe et nyt 4K-tv eller en ditto projektor og være sikre på, at vi kan se kommende Hollywood-storfilm i Ultra HD-opløsning.
Begyndte i den forkerte ende
Er vi begejstret for den måde, udviklingen er foregået på? Overhovedet ikke. Branchen er begyndt i den forkerte ende og har talt om slutresultatet, før de var blevet enige om vejen dertil.
Det er let at lave et tv-panel med tilstrækkelig mange pixels. Men de første Ultra HD-tv’er var dyre, typisk fra 30.000 kroner og opefter. Så føler man sig hurtigt snydt, når det viser sig, at det ikke kan bruges til at se Ultra HD-indhold på, når kildematerialet endelig begynder at komme.
Og det gælder ikke kun tv’er. Det samme kan nemlig siges om både HDMI-switches og hjemmebio-receivere, der siden 2011 har pralet af at understøtte 4K-videosignaler. Én ting er, at båndbredden er der. En helt anden ting er den forbandede kopibeskyttelsesprotokol.
Branchen troede nok ikke selv, at der skulle gå så lang tid – fem år! – før Blu-ray-formatet i superhøj opløsning blev klar. Men det er en ringe trøst for dem, der var tidligt ude med at købe et Ultra HD-tv.