Motorola fornyer Edge-serie

Hurtig processor og hurtig opladning skal sælge Motorolas nyeste topmobil. Nu skal det være slut med at være langsommere end konkurrenterne!

Motorola Edge 30 Pro

Så sent som i slutningen af juli sidste år var Motorola på banen med hele tre modeller i firmaets Edge-serie af topmobiler: Motorola Edge 20 Pro, Edge 20 og Edge 20 Lite.

Men selv seriens absolutte flagskib, Edge 20 Pro, måtte undvære den helt hurtige Qualcomm Snapdragon 888-processor, som var sidste års hurtigste chip, for så vidt angår Android-baserede smartphones.

Læs også TEST: Motorola Edge 20 Pro Motorola Edge 20 Pro er på de vigtigste punkter markant bedre end sin forgænger. Og så koster den væsentlig mindre.

Snapdragon 888 var ellers motoren i adskillige topmodeller fra andre producenter, såsom Samsung Galaxy Z Flip 3, Sony Xperia III 5 og Xiaomi 11T Pro, men Motorolas absolutte flagskib måtte nøjes med den noget langsommere Snapdragon 870-processor, hvilket kunne mærkes på hastigheden.

Måske er det derfor, Motorola er kommet så hurtigt på banen igen med en ny mobil i Edge-serien, nemlig Motorola Edge 30 Pro.

Motorola Edge 30 Pro
Motorola Edge 30 Pro kommer i to farver: Cosmos Blue og, som her, Stardust White. Bagsiden er fremstillet af Gorilla Glass 5, mens selve skærmen er beskyttet af Gorilla Glass 3. (Foto: Motorola)

Motorola Edge 30 Pro kommer med Snapdragon 8 Gen 1

Den nye mobil er en justeret udgave af Motorola Edge X30, som blev præsenteret på det kinesiske marked i midten af december sidste år og var blandt de første smartphones i verden baseret på Qualcomms spritnye Snapdragon 8 Gen 1-processor.

Og nu er Motorola Edge 30 Pro den første smartphone på det danske marked med Qualcomms nye processor siddende under skærmen. Nu skal det være slut med at være langsommere end konkurrenterne!

Pro-modellen er også den eneste Edge 30-mobil, vi får at se i butikkerne. I hvert fald har Motorola i skrivende stund ikke nævnt noget om, at der skulle være hverken en Edge 30 eller en Edge 30 Lite på trapperne.

Som andre Motorola-mobiler i prisklassen understøtter Edge 30 Pro den såkaldte Ready For-platform, som lader brugeren forbinde sin Motorola-mobil til TV’et, computerskærmen eller den bærbare. (Foto: Motorola)

Hurtig opladning og hurtig opdateringsfrekvens

Ud over den hurtigste mobilprocessor på markedet (med undtagelse af Apples A15 Bionic, der ifølge flere medier er både hurtigere og mindre strømslugende end SD 8 Gen 1) kommer Motorola Edge 30 Pro med 12 gigabyte RAM og 256 gigabyte indbygget lager. Dertil kommer 5G og Wi-Fi 6E. Hele herligheden er baseret på Android 12, og Motorola lover minimum to software-opdateringer (altså til og med Android 14) samt tre sikkerhedsopdateringer, så Edge 30 bør være langtidsholdbar nok til de fleste.

OLED-skærmen måler 6,7 tommer og kommer med 144 Hz opdateringsfrekvens (dynamisk op til 120 Hz), HDR10+ samt en opløsning på 2400 x 1080 pixel (FHD+).

Motorolas nye topmobil har et selfie-kamera på hele 60 megapixel. (Foto: Motorola)

Mobilen får også 68 watt hurtigopladning (oplader følger med i købet) samt 15 watt trådløs opladning af det 4800 mAh store batteri.

Desuden kommer Motorola Edge 30 Pro med tre kameralinser på hhv. 50 megapixel (vidvinkel med såkaldt Quad Pixel-teknologi samt OIS), 50 megapixel (ultravidvinkel og makro) og 2 megapixel dybdesensor samt et frontkamera på hele 60 megapixel (ligeledes med Quad Pixel-teknologi).

Til gengæld understøtter mobilen hverken eSim eller udvidelse af hukommelsen via eksternt microSD-kort.

Pris og tilgængelighed

Motorola Edge 30 Pro kommer på markedet i morgen, den 25. februar, hvilket er samtidig med mobilerne i den nye Samsung Galaxy S22-serie.

Mobilen fås i to farver, nemlig Cosmos Blue og Stardust White, og kommer til at koste 5.999 kroner.

Læs videre
Exit mobile version