Mens salgstallene for det nye Battlefield 6 eksploderer, har en finsk producent af specialudstyr til militær og politi fået sig en gevaldig overraskelse. Deres produkter er nemlig blevet en del af spillets våbenarsenal – uden at de selv var klar over det.
Det går godt for det nylancerede skydespil Battlefield 6. Rigtig godt, endda. I følge spilmediet Gaming Bolt har spillet på blot tre dage har rundet syv millioner solgte eksemplarer, hvilket gør det til den største lancering i seriens historie.
Mens spillere verden over har kastet sig ud i over 172 millioner virtuelle ildkampe, er der dog en lille, men yderst specialiseret, virksomhed i Finland, der har fulgt med fra sidelinjen med en vis undren.
Specialudstyr til snigskytter
Virksomheden er Silent Steel, en finsk producent af højteknologiske våbendele og tilbehør, herunder lyddæmpere, som normalt leveres til politi og militær. Det kom derfor som en overraskelse, da fans(!) begyndte at gøre dem opmærksomme på, at deres meget genkendelige udstyr dukkede op i Battlefield 6.
Blandt det udstyr, der har fundet vej til det digitale arsenal, er lyddæmperen Silent Steel Compact Streamer, en QD Muzzle Brake og en QD 5-Prong Flash Hider. Altså hardware til folk, hvis speciale det er at slå folk ihjel på en diskret måde. Spiludvikleren EA/DICE har tilsyneladende været så imponeret over det finske design, at de har inkluderet det i spillet, men uden at tage kontakt til virksomheden selv.
“Vi blev fuldstændig overrumplede,” udtaler Harri Sjögren, direktør for Silent Steel. Og selv om virksomheden producerer udstyr til folk, der helst arbejder i det skjulte, er de stolte over den uventede opmærksomhed.
“Det er sjældent, at en finsk producent som os bliver bemærket på dette niveau, og det er fantastisk, at vores produkter blev valgt til så massivt et globalt spil. Det er både uventet og en kæmpe kompliment.”
For en nichevirksomhed som Silent Steel, hvor over 90 procent af produktionen eksporteres, kan den ufrivillige produktplacering vise sig at være en guldgrube. Med millioner af spillere, der dagligt monterer deres virtuelle lyddæmpere, er synligheden potentielt enorm. Om det er så er godt eller skidt, at der dermed bliver gjort reklame for udstyr til snigskytter, afhænger nok af øjnene, der ser det…
“Vores produkter er kendt for præcisionsteknik og et distinkt design, men vi havde aldrig forestillet os, at de ville dukke op i et videospil,” siger Sjögren. “Det er den slags øjeblikke, der kan åbne døre, fra nye distributører til nye markeder.”






