Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Julegavetips

Alle vil have hårde pakker til jul, også vi. Derfor har vi sammensat den fedeste ønskeliste, vi kunne komme på.

Skrevet af / 01/12/2018 - 11:02
Julegavetips

Sony PlayStation 5 – spilkonsol

Spilkonsollen alle venter på

Næste generations spilkonsol fra Sony bliver sandsynligvis en af de mest eftertragtede hårde pakker under træet i år. Med rå processorkraft og avanceret grafik bliver den en rigtig lækkerbisken for gamere i alle aldre. Desværre bliver de fleste nødt til at vente til langt ind i 2021, før de kan få fingre i Sonys eftertragtede konsol: Lagrene er tømt, og det er foreløbig usikkert, hvornår PS5 kommer tilbage i salg. Derfor: Hvis du skal gøre dig forhåbninger om at få en før jul, skal du virkelig være på god fod med Julemanden!

Microsoft Xbox Series S – spilkonsol

Spilkonsol med PC-ydelse!

En ny spilmaskine vil altid være en populær gave, men er måske ekstra relevant i år. Derfor passer det fint, at Microsoft netop har lanceret deres nye modeller Xbox Series X og S. Med disse opgraderede konsoller kan Xbox-fans køre de spil, de elsker, med højere ydelse – plus kommende titler som Halo: Infinite med banebrydende grafik. Topmodellen Xbox Series X er den hurtigste og har en stor harddisk, mens lillebror Series S må klare sig med mindre lagerplads og undvære indbygget 4K Blu-ray-afspiller – til en lavere pris. Begge modeller tilbyder kompakt formfaktor, høj ydelse og støjsvag blæser. Game on!

OBS: Da det p.t. er leveringsproblemer med Xbox Series X, kan lillebror Series S være et prisgunstigt alternativ.

Logitech G923 – rat og pedaler

Racing på hjemmebane

Logitech er en af de førende leverandører af gaming og e-sim-tilbehør, og nu har de lanceret en ny version af deres populære racerrat. Den nye G923 er et højtydende rat- og pedalsæt rettet mod racersimulatorer og spil som iRacing, rFactor 2, Gran Turismo, Forza Motorsport og flere endnu. Logitech G923 findes i separate versioner til enten PC/Xbox eller PlayStation og er kompatibel med de nyeste spilkonsoller Xbox Series X og PlayStation 5. God tur på racerbanen!

LG OLED48CX – 48″ OLED-TV

Knivskarpt gaming-TV

Nyt TV til jul? CX-serien fra LG er en af vores favoritter, når det gælder billedkvalitet og tekniske funktioner. Nyt i år er, at LG har introduceret en ny 48 tommers variant af OLED-skærmene. Dermed kan selv den trangeste hybel få plads til et OLED-TV! Alternativt fås det også i 55, 65 eller 77 tommer. Med bred formatunderstøttelse, masser af smarte streaming-apps og ikke mindst HDMI 2.1, der sikrer kompatibilitet med de nyeste spilkonsoller, kan LG CX-serien trygt anbefales til kræsne TV-seere.

Samsung Q70T – 4K LCD-TV

Prisgunstig storskærm

Et nyt TV under juletræet er fristende for mange, men hvilken størrelse skal man vælge? Q70T-serien er en af de billigere QLED-modeller fra Samsung og fås i størrelser fra 55 til 75 tommer. Det har en ny type Dual LED-billedpanel for bedre kontrast og farvegengivelse.  Q70T byder på et bredt udvalg af apps og streaming-tjenester, og er både enkelt og hurtigt i brug. Understøttelse af HDMI 2.1 og 4K-opløsning med op til 120 billeder i sekundet gør det også til et habilt gaming-TV.

OBS: Samsung Q70T fås også i flere derivat-udgaver (Q74T, Q77T osv.), der grundlæggende er magen til.

Game of Thrones, season 1-8: The Complete Series (4K UHD Blu-ray)

Alle tiders heftigste TV-serie!

I over 70 timer har vi fråset i sex, intriger, beskidte familiehemmeligheder, incest, eksplicit vold, storladne kampscener, sex, smukke kvinder, stærke kvinder, tortur, en sarkastisk dværg, kæmper, sex, levende døde, nøgne bryster, flyvende drager, sex, chokerende handlinger, moralsk forfald, uventede drab og “gale” vildmænd – nævnte vi sex? Nu kan du endelig nyde selveste the Mother of Dragons (Emilia Clarke) på din egen storskærm i fuld 4K-opløsning. Så får du også en helt anden billedkvalitet end det sørgeligt grumsede billede, som HBO Nordic spiser os af med.

Roccat Elo 7.1 Air – gaming-headset

Med det hele – uden bånd

Mens trådløse hovedtelefoner for længe siden har overhalet de kablede til musik, har gamerne været mere tøvende med at kappe båndene. Men det er fortid nu. Roccat Elo 7.1 Air giver dig fuld surround-lyd, hurtig forbindelse og RGB-lysshow uden kabelforbindelse. Batteritiden er op til 24 timer med det hele slået til, så det burde være rigeligt til selv det længste spil.

HyperX Pulsefire Haste – gaming-mus

Ultralet og skridsikker

Med HyperX Pulsfire Haste er det slut med at tabe spillet, fordi musen glider under svedige hænder. Musen, der med en kampvægt på 59 gram er blandt de letteste nogensinde, har indbygget ventilation med lufthuller under håndfladen. Siderne og knapperne har en skridsikker overflade – mens bunden af musen er glat som en skøjtebane. Som prikken over i’et skulle knapperne kunne klare 60 millioner klik, så du ikke behøver at ønske dig en ny til næste år!

JBL Live 300TWS – true wireless hørepropper

Hi-fi lige i øregangen

JBL Live 300TWS er så små, at de kan være i julesokken, så du behøver ikke at vente helt til den 24. Det er vellykkede true wireless-hovedtelefoner til en pris, hvor alle kan være med. Lydmæssigt kan der ikke sættes en finger på JBL’erne, og man får stort set alt, hvad man kan ønske – bortset fra mere hi-fi-venlige codecs og automatisk støjreduktion. Og det ville lægge flere hundrede kroner oven i prisen.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI –robotstøvsuger

Robottjener klarer rengøringen

Når pynten kommer af juletræet igen, vil det samme sikkert være tilfældet med grannålene. Det kunne være en grund til at lægge en intelligent støvsuger under de grønne grene. Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI har ikke alene et navn, der er langt nok til en spansk adelsmand – den er også proppet med kunstig intelligens. Og mens støvsugningen og gulvvasken bliver klaret, kan du nørde med fra lænestolen via app’en.

Razer Kishi – spil-controller

Gør mobilen til en konsol

Mobiltelefonen har måske nok masser af kræfter til spil, men når det gælder styring, er håndholdte konsoller som Nintendo Switch langt overlegne. Det kan Razer Kishi rette op på. Det er en stort set universel controller, som de fleste mobiltelefoner kan klikkes på plads i. Og så er det bare med at få fyret op for GRID Autosport! Den findes selvfølgelig i både Android- og iPhone-udgave.

DJI Pocket 2 – actionkamera

De mest stabile actionvideoer

DJI Pocket 2 er et actionkamera med 3-aksers stabilisering, så du får mere stabile videoer. Med Osmo Pocket var DJI først på markedet med et actionkamera, der havde indbygget gimbalstabilisering. Det nye DJI Pocket 2 er en opgraderet version med endnu større sensor for bedre billeder – især i dårlig belysning. Der er også mere fokus på brugervenlighed, og man kan også tilslutte eksternt lydtilbehør. Men det er altså den 3-aksede gimbalfunktion, der er det største salgsargument og det, der skal få dig til at ønske dig et DJI Pocket 2 i stedet for et GoPro i år.

Google Nest Mini – smart-højttaler

Lille mini styrer dit hjem

Der er meget, som kan gøres med Google Home, og der er rigtig mange produkter, man kan koble til for at gøre hjemmet smart. Googles system er det eneste med stemmestyring på de nordiske sprog, og det fungerer for det meste godt. Makrokommandoer – eller rutiner – er endelig også på plads, så man kan gemme flere opgaver under en enkelt kommando. Der er stadig ikke noget reelt alternativ til Google Home her i Norden, hvis du ikke vil tale engelsk med Amazons Alexa-assistent eller bruge mobilen til at styre et Apple smart-hjem (alternativt tale engelsk til en HomePod).

Supra Nero-TX – trådløse hørepropper

De bedste til under en tusse

Supra Nero-TX er de mest vellydende helt trådløse hørepropper, vi har hørt om til under en tusse. Når de så ovenikøbet giver fem timers spilletid – og svimlende 75 timer ekstra med lade-etuiet – så begynder det at ligne noget! Hvis du elsker god bas og masser af slagsen, er du gået helt rigtigt i byen. Det eneste problem er, at du muligvis også skal købe passende øredutter ved siden af, da de tre par, der følger med, er små, mindre, mindst …

FiiO BTR3 – trådløs hovedtelefonforstærker/DAC

Gør kablede hovedtelefoner trådløse (næsten)

Hvis du kender nogen, der har gode, kablede hovedtelefoner, som de drømmer om at bruge med deres mobiltelefon, der mangler hovedtelefonudgang, så er denne lille sag løsningen på problemet. Med Bluetooth-forstærkeren FiiO BTR3 kan man tage de kablede hørebøffer med sig og bruge dem i en slags trådløs tilstand. Bare gem ledningen inde i jakken eller skjorten. Den har meget kraftigere lyd end nogen mobil, vi har prøvet, og kan puste liv i selv tungtdrevne hovedtelefoner. Desuden understøtter den gode lyd-codecs som LDAC, der øger lydkvaliteten via Bluetooth. Den lille sag har endda indbygget mikrofon til samtaler samt USB-DAC-funktion til PC’en.

DJI Osmo Mobile 3 – gyroholder til mobiltelefon

Lav vlogg-videoer med professionel stabilitet

Videobloggere, eller vloggere, bruger mobilen som kamera, og det er mange professionelle videografer også begyndt at gøre. Den er altid lige ved hånden, og filmmaterialet er umiddelbart klar til upload uden bøvl. Men hvis det skal blive godt, skal man være stabil på hånden – allerhelst have en mekanisk stabilisator. Såsom denne gimbal fra DJI. Osmo Mobile 3, som den hedder, er kompatibel med de fleste iOS- og Android-mobiler og designet til at være så let at bruge som muligt. 3-akset stabilisering giver rolige, skarpe billeder og panoreringer, og håndtaget kan endda foldes ud til et lille stativ.

Ambi Climate Mini – smart-hjem

Intelligent varmestyring

Ambi Climate Mini er en styre-enhed, der fungerer som en slags fjernbetjening til husets varmepumpe eller klima-anlæg. Ved hjælp af kunstig intelligens sørger enheden for, at indeklimaet i hjemmet altid er tilpasset brugerens individuelle behov. En tillægsfunktion skaber en personlig varmeprofil baseret på præferencer for luftfugtighed og temperatur. Derudover kan Ambi Climate Mini også reducere energispild ved kun at varme og køle efter behov.

Blue Yeti Nano – mikrofon

Opgradering af hjemmekontoret

Til en tid, hvor vi holder flere videomøder end nogensinde, er her en lille, elegant mikrofon designet til både at streame og optage lyd. Yeti Nano er en såkaldt plug-and-play mikrofon, der gør det ukompliceret at komme i gang. Den er et oplagt valg til hjemmekontoret, da den byder på både forsinkelsesfrit stik til høretelefoner, volumenkontrol, mute-knap og mulighed for at vælge optagemønster direkte på mikrofonen.

Creative Pebble V3 – trådløse højttalere

Bedre lydkvalitet til digitale møder

Høj lydkvalitet og forskellige tilslutningsmuligheder i skrivebordsvenlig pakke. Creative-højttalernes hævede drivere sørger for en højere, mere fyldig lyd og giver en bedre lydoplevelse. Lyden kan også forstærkes gennem en indbygget knap, der maksimerer akustikken uden at forvrænge lyden. Højtalerne kommer med Bluetooth 5.0 samt AUX-in, der giver mulighed for at koble dem til en række forskellige lydenheder tilpasset dig og dine behov.

Samsung Galaxy S20 FE – smartphone

Samsungs folkemobil

Samsung Galaxy S20 FE er den bedste mobil i Galaxy S20-serien til dato. I hvert fald hvis man kigger på forholdet mellem pris og ydelse. Den er markant billigere end de større modeller i S20-serien, men leverer høj kvalitet og gode præstationer på alle de punkter, der virkelig tæller. Samsung Galaxy S20 FE er tæt på at være den perfekte kombination af specifikationer og pris.

Ultimate Ears Hyperboom – party-højttaler

Bærbar koncertlyd

Den sprøjtesikre og batteridrevne Hyperboom er klart årets fedeste højttaler. Den kan tages med overalt, løfte stemningen hvor som helst og fyre op under selv de mest forfrosne festdeltagere. Med i alt seks højttaler-enheder kan man mærke trykket i kroppen, og hvis man har flere Hyperbooms, kan de kobles trådløst sammen, så man får endnu mere lyd.

Fujifilm Instax Square SQ1 – instant-kamera

Print billederne med det samme

Med Fujifilm Instax Square SQ1 kan du printe meget større billeder end normalt for et Instax-kamera. En kassette indeholder ti papirbilleder, der måler 86 x 72 mm og har et billedareal på 62 x 62 mm. Bare indsæt kassetten og knips løs. Kameraet tager sig af fokus og eksponering, og har indbygget blitz og en særlig selfie-indstilling. Enkelt og ligetil – og rigtig sjovt.

Apple Watch SE – smart-ur

Det mest anvendelige smart-ur

Apple lancerede for nylig to nye Apple Watch-modeller, hvoraf SE er det bedste køb. Det mangler EKG- og iltmåling, og skærmen har ikke Apple Watch 6’s dvaletilstand, men resten er pakket ind i samme 40 eller 44 mm urkapsel, og det fås også i en version, som man kan ringe til, mod et pristillæg. Selv da er Apple Watch SE stadig billigere end det billigste Apple Watch 6 og en glimrende julegave i år.

Nikon Z50 – systemkamera

Slip kreativiteten løs

Dette lille Nikon-kamera er perfekt til både begyndere og viderekomne. Det har Nikons gennemførte brugervenlighed, hurtig autofokus, høj skudtakt og rigtig god billed- og videokvalitet. Med den kompakte 16-50 mm zoom er Z50 et af de bedste allround-kameraer og den perfekte gave til entusiasten, der endelig kan slippe kreativiteten løs med et kamera, der ikke står i vejen for ambitionerne.

iPhone 12 – smartphone

På manges ønskeliste

Den her kommer til at ligge under mange juletræer i år. Apples nye iPhone 12 fås i fire versioner, og denne, der har 6,1 tommes skærm, er det bedste køb. Den mangler et af kameraerne fra Pro-modellerne, men er ellers lige så hurtig, lige så god til alt andet og lige så teknisk avanceret. iPhone 12 understøtter også Apples trådløse ladeplade, der fastgøres med en usynlig magnet, og fås i flere sprælske farver.

Redaktionen
Lyd & Billedes og L&B Homes journalister udvælger og foretager grundige tests af ca. 475-500 produkter hvert år. Vi tester det meste, der kører på strøm – det være sig TV’er, smartphones, højttalere, bærbar lyd, hi-fi, kameraer, hjemmebiograf, ultrabooks, smart-ure, tablets osv.
Lyd & Billede
Scroll to Top