I bedste Ninja-stil er den nye espressomaskine, Ninja Luxe Café Premier, ikke bare en almindelig espressomaskine. Den er propfuld af funktioner. Udover almindelig espresso, cold brew og automatisk mælkeskummer (både koldt og varmt) er Luxe Café udstyret med en ‘Quad’-kurv, der gør det muligt at lave et firdobbelt skud espresso. Noget, jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Den kan også lave en enkelt kop gammeldags filterkaffe i samme filterkurv. Alt sammen i én maskine til under 5.000 kroner. Endda meget under, hvis man finder et godt tilbud.
Espresso er besværlig, og Ninjas tilgang til brugervenlighed minder meget om den, man finder i maskiner fra Sage, hvor der ikke pilles ved de klassiske espressodyder (trykket skabes af den fintmalede kaffe og ikke ‘kunstigt’ af maskinen), men i stedet giver maskinen løbende pædagogisk vejledning til indstilling af kværnen, brygning af kaffen og skumning af mælken. Ninja kalder det ‘Barista Assist Technology’.
Du kan ændre på kaffens størrelse og styrke, men ellers holder maskinen dig i hånden hele vejen og gør så meget som muligt automatisk. Den fortæller, hvordan du skal kværne, hvornår du skal tampe kaffen, og den stopper automatisk brygningen, når den korrekte (ifølge maskinen) mængde vand er løbet igennem. Mælkedamperen er også automatisk.
Upræcise anbefalinger
Maskinen bruger en indbygget vægt til at give dig den samme dosis kaffe hver gang og vurderer efter hver espresso, om kværnen skal indstilles finere eller grovere, afhængigt af hvor hurtigt vandet løb igennem kaffen. Den er ikke specielt præcis og vil ofte lave meget store udsving den ‘anbefalede’ indstilling til kværnen. Det betyder, at man kan spilde uhørt meget kaffe på at jagte maskinens anbefalinger frem og tilbage. Er man helt ny, vil anbefalingerne muligvis gøre mere skade end gavn. Det kan bedst betale sig at prøve med små justeringer selv, indtil espressoen flyder som ønsket.
Når din espresso sidder i skabet, kan du bruge den automatiske mælkeskummer. Det ligner en klassisk kande i rustfrit stål, som en barista ville bruge, men i bunden er et fastmonteret piskeris, som sammen med damparmen skal give den korrekte temperatur og tekstur. Et system, jeg ikke har set før.
Luxe Café har justerbar temperatur (på både mælk og kaffe), som dog ikke kan tilgås uden assistance fra brugsanvisningen, så hold fast i den.

Kaffekvalitet
Fra et klassisk espresso-perspektiv leverer Ninja varen. Kværnen er af god kvalitet (særligt imponerende i denne prisklasse!), og espressoen er både fyldig og karakterfuld. Man kan med fordel bruge sin køkkenvægt og stoppe espressostrømmen manuelt frem for at læne sig op ad den automatiske stopfunktion. Kværnen har kun 25 justeringer, hvilket er i underkanten til espresso, men det går an, og den ønskede indstilling er kun sjældent mellem to tal.
Hvis man laver det uhørt store firedobbelte espressoskud ‘Quad’, bliver man bevidst om, at det er stort set umuligt at få to kopper placeret under maskinen. Kun mine to små italienske kopper kan være under kaffestrømmen samtidig.
Maskinen er testet med min favorit-bønne til klassisk espresso, Black Death fra Riccos. Som andre ‘ægte’ semiautomatiske maskiner er den i stand til at hive al den gode smag ud af bønnerne i en tilpas tyktflydende, sirupsagtig espresso, som er både mere intens og interessant end espressoen fra en fuldautomatisk maskine. En dobbelt espresso tager ca. 30 sekunder at brygge.
Filterkaffe og cold brew
Når man vælger filterkaffe, tjekker maskinen, om man bruger det korrekte filter, og den foreslår samtidig en passende kværnindstilling, som dog var lige lovlig grovmalet i min optik. Herefter drypper den langsomt vand igennem og laver en overbevisende filterkaffe, der dog ikke kan konkurrere med en rigtig filterkaffemaskine.
Og det tager 3 minutter og 24 sekunder at lave en kop filterkaffe.
Luxe Café kan også lave cold brew (både som espresso og filter!), hvilket fungerer acceptabelt, men smagen er ikke så god, som når man brygger et skud espresso på vanlig vis og fylder is i bagefter. Den koldere temperatur gør kaffen sur, og cold brew-programmet (som espresso) tager 1 minut og 49 sekunder, hvilket er noget længere end et normalt skud.

Mælkekvalitet
Den anderledes mælkeskummer leverer bedre skum end de fleste fuldautomatiske maskiner, men formår ikke at true Sage, især ikke når det gælder latte-teksturen, som er klart den sværeste at ramme. Luxe Café leverer blødt og voluminøst mælkeskum til en cappuccino, men den ‘mindste’ indstilling giver udelukkende varm mælk uden nogen tydelig tekstur. Hvorfor maskinen både pisker og damper samtidigt er uvist, men man kan også forsøge at dampe mælken manuelt, hvilket kan give bedre resultater, hvis man ved, hvad man laver.
Til gengæld er den kolde skum helt eminent! Bedre, tykkere og mere luksuriøst end fra det ellers velfungerende system i Delonghi Eletta Explore og Primadonna. Det siger ikke så lidt. Især med plantemælk var resultatet yderst delikat. Koldt skum tager kun 51 sekunder. Varm cappuccino-mælk tager 1 minut og 58 sekunder.
Konklusion
Ninja Luxe Café Premier kan ikke rigtig slå de bedste Sage-maskiner i brugervenlighed, design eller performance, men du kan heller ikke få en Sage med nær så mange funktioner som Luxe Café i samme prisklasse.
Hvis du skal have den brugervenlige skærm, den præcise kaffedosering og geniale automatiske mælkeskummer, som Sage tilbyder, er vi oppe i en Sage Touch Impress, der koster mere end dobbelt så meget. Hvis man tager Ninjas anbefalinger til kværnen med et stort gran salt, er det muligt at opnå fantastiske resultater med Luxe Café.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!









