Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Vi kårer

Apple iPad Pro 12,9″ (2021)

Apples M1-processor har gjort monsteret iPad Pro endnu mere monstrøst.

Af / 27/10/2021 - 09:05
Apple iPad Pro 12,9″ (2021)

Apples iPad Pro har lige siden lanceringen af den første model tilbage i 2015 været for tablets, hvad Audi S og RS er for personbiler: Større, stærkere, hurtigere og generelt bare bedre på alle punkter. Og det gælder selvfølgelig også for 2021-versionen af den store iPad Pro med 12,9 tommers skærm.

Ligesom sine seneste forgængere kommer den nye iPad Pro med Face ID, fem mikrofoner, fire indbyggede højttalere og understøttelse af Apple Pencil. Og nyhederne fra 2020-modellen såsom Wi-Fi 6-understøttelse og LiDAR-scanner er her endnu.

Alligevel er det ikke for meget at sige, at 2021-versionen af iPad Pro er den største og vigtigste opdatering af Apples professionelle tablet til dato. Især tre store nyheder springer i øjnene: iPad Pro understøtter endelig 5G, og desuden kommer den med Apples nye M1-processor samt med såkaldt Liquid Retina XDR-skærm af typen Mini-LED.

De tre ting tilsammen gør den nye iPad Pro så kraftfuld, lækker og lynhurtig, at det er svært at vende tilbage til en hvilken som helst anden tablet, når man først har haft den i hænderne.

Konklusion

Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis man skal købe ny tablet, og man er typen, der ikke behøver at spørge, hvad tingene koster, så er den nye iPad Pro 12,9″ en absolut no-brainer. Der er nemlig ingen grænser for, hvor dyr den kan blive. For den absolutte topmodel med 2 terabyte indbygger lager samt Apple Pencil og Magic Keyboard som tilbehør bliver prisen således 23.197 kroner. Tak for kaffe, så er den vist også betalt! Man kan købe en brugt bil for de samme penge.

Men for pengene får man så også den bedste tablet, der nogensinde har eksisteret i det kendte univers.