Octave-forstærkeren har ikke noget af den klassiske varme, fyldige klang, som rørforstærkere ofte kan have, og i kombination med visse højttalere kan lyden virke lidt tynd, næsten kølig. F.eks. enkelte transistorforstærkere.
Men efterhånden som man får lyttet til den og lærer den at kende, opdager man, at den snarere spiller mere korrekt, end den gængse opfattelse af rørforstærkere tilsiger.
Den tyskbyggede rørforstærker er én af mange fra Octave Audio, der har specialiseret sig i netop rørforstærkere. Den placerer sig midt i feltet af producentens integrerede forstærkere. V 70 SE er en kraftigere udgave af V 40 SE, og som navnet antyder, er den opgivne effekt 70 watt pr. kanal. Ved 4 ohm, vel at mærke.
Det særlige ved de fleste Octave-forstærkere er, at de er bygget, så man kan tilføje f.eks. et phono-modul eller en ekstra indgang med enten RCA- eller XLR-tilslutning. Modulerne koster nogle tusind kroner ekstra, og til de integrerede kan de også efterbestilles, men skal så monteres af en forhandler. Der er ikke indstiksmoduler.
Octave Audios integrerede forstærker V 70 SE vil forbløffe andre end os. Den ryster virkelig de fordomme, som mange har mod rørforstærkere, og vil vinde manges entusiasme for noget, som de ikke troede, de var klar til eller interesseret i. Den virker bedre bygget end mange forstærkere i højere prisklasser, og lydmæssigt kan den konkurrere med mange af dem.
V 70 SE har bedre kontrol over dynamikken, når man spiller højt, og virker helt upåvirket, når den blæser musikken ud gennem vores store KEF-højttalere. Med mulighed for pladespillerindgang og ekstra filterkapacitet til ekstra tungtdrevne højttalere er den også lidt mere fleksibel end de fleste integrerede forstærkere.
Octave-forstærkeren er afgjort værd at lytte til, om ikke andet så for at få sine fordomme mod rørforstærkere udfordret.