Den integrerede A-S2200 er den mellemste i Yamahas serie af integrerede forstærkere i premium-klassen – A-S1200, A-S2200 og A-S3200 – som er bygget på samme måde, men med dyrere komponenter, kraftigere strømforsyning og bedre mekanisk kvalitet, efterhånden som prisen stiger.
Forstærkerne er rent analoge konstruktioner, helt uden digitale tilslutninger, streaming eller netværkstilslutning. Det kan hurtigt gøre dem uaktuelle for nogle, der hellere vælger Hegel H190 eller Naim Uniti Atom, som har alt dette, men mangler noget, Yamaha-forstærkeren har: Pladespillerindgang. Både til MM- og MC-pickupper.
Først pakkede vi A-S2200 ud og satte den ved siden af en Hegel H360. En lille A-B-test afslørede, at Hegel-forstærkeren har strammere basdynamik og mere kraft og kontrol, når man spiller højt, men Yamaha-forstærkeren har federe bas og meget mere rumfølelse. På vores Sonus faber Olympica III fik Leif Ove Andsnes’ Beethoven-indspilning mere dybde og klang, og klavertonerne klingede længere ud på Yamaha-forstærkeren.
Yamaha-forstærkeren er uforskammet veldrejet. Træsiderne i sort pianolak og den børstede aluminiumfront i sort eller sølv, det analoge effektmeter og de silkebløde kontroller – inklusive volumenkontrollen – giver en solid luksusfølelse.
Konklusion
Yamaha A-S2200 vil ikke dække alles behov, men med primært analoge lydkilder spiller den integrerede forstærker himmelsk. Den lyder langt kraftigere end opgivet og åbner op for musikken på samme måde, som når et scenetæppe trækkes fra.
Man får lyst til at klappe i hænderne, når musikken stopper, så medrivende er den. Den gengiver bas og trommer med en autoritet, som ville få Lars Ulrich til at rødme og får sopraner til at synge som engle, og den skruer op for varmen på romantiske ballader, så det løber ned ad væggene.