Maven bytter plads med lungerne, når den tunge BMW dykker ud for den stejle bakke. Kroppen letter næsten fra sædet, og presset er enormt. Det føles som at blive sendt ned ad den stejleste bakke i rutsjebanen. Jeg ser pludselig, at der tælles lynhurtigt til 200 km/t. Når det første sving nærmer sig, slipper jeg pedalen og bremser bilen hårdt ned før venstre-højre-kombinationen og snapper efter vejret.
De enorme kræfter flytter den tunge BMW hurtigere end nogen anden el-SUV, men det er det massive drejningsmoment, som virkelig imponerer. For 3,8 sekunder fra 0-100 km/t er i samme klasse som Porsche Taycan GTS Sport Turismo, Tesla Model Y Performance, og BMWs i4 M50. Men her er det drejningsmomentet, som adskiller ydelsen væsentligt fra de andre. Accelerationen i fart, for eksempel ud af et sving, giver et umiddelbart skub, som holder lææænge, og slipper man gas- eller wattpedalen, lyder der en snerren, som minder om en gearkasse, der gearer ned.
M60 har det samme 111,4 kWt batteri som xDrive 50. Her er rækkevidden lidt kortere med op til 561 km, mod 617 km i en 50. Forbruget er naturligvis højere. BMW siger 21,7-24,7 kWt/100 km – vi nåede kun op på 20,9 kWt med blandet kørsel, men så 25 kWt efter at have kørt bilen lidt hårdere, lidt hurtigere og med flere accelerationer.
Bilen leveres med Bowers & Wilkins Diamond Surround Sound System. Et meget potent anlæg med 30 højttalere, også i loftet, ballerystere i forsæderne og 1615 W effekt(!). Anlægget spiller langt bedre end de fleste hjemmeanlæg, og man kan tilslutte en iPhone via Apple CarPlay og styre spillelisterne på mobilen med knapperne på rattet eller på skærmen.
M60 er den hidtil mest potente udgave af BMW’s iX xDrive og kombinerer rå ydelse med den samme kørekomfort som i en xDrive 50. Det har naturligvis sin pris. En M60 er omkring 500.000 kroner dyrere, og nogle ville måske have foretrukket en endnu mere hardcore M-udgave af iX. Jeg tror dog, man kommer langt med ydelsen i en M60, som selv om den ikke er en rendyrket M BMW, er så sindssygt hurtigt, at mange vildere biler nok vil få problemer med at hænge på i forhold til den brutale acceleration, 1100 Nm kan give. BMW iX M60 er præcis som en xDrive 50, bare meget hurtigere.