Det helt iøjnefaldende særkende ved ZenBook Pro Duo er skærmene. For der er to af dem. En fuldfed 15-tommers OLED touch-skærm med 4K-opløsning. Og en præcis halvt så stor, men lige så fed skærm oven for tastaturet. Skærmen er teknisk set på 14 tommer, men i 3:1-format og dækker derfor hele kabinettets bredde.
Skærmene kan bruges til at udvide Windows-skrivebordet på samme måde, som når man bruger to separate skærme på den stationære PC. Flydende værktøjspaletter i kreative programmer kan lægges på ekstraskærmen, og tegnere og grafikere kan ved hjælp af den medfølgende pen bruge skærmen som ergonomisk perfekt digitizer.
Man kan selvfølgelig også bare bruge ekstraskærmen til underholdning, mens man arbejder i Excel på hovedskærmen. Den er bred nok til at vise selv Ben Hur!
Men en laptop består af andet en skærm (selv om skærmene her udgør tre fjerdedele af arealet på den åbne PC). Kabinettet er i børstet marineblåt aluminium, og det ser så lækkert ud, som man forventer for godt tyve af de lange. Tastaturet er behageligt med rimelig vandring og god plads mellem tasterne. Touchpad’en er anbragt til højre for tastaturet, hvor den dublerer som numerisk tastatur. Der er et velvalgt udvalg af porte: To fuldstørrelses-USB og én USB-C med Thunderbolt 3. Maskinen understøtter den nye Wi-Fi 6-standard.
Konklusion
Asus ZenBook Pro Duo UX581 er en maskine for dem, der har brug for at kunne tage hele deres komplicerede arbejdsliv med sig i tasken. Den er lige så hurtig som en stationær – også når det gælder krævende grafiske opgaver. Og den har mere skærmplads, end de fleste har stående på skrivebordet.
Den slags har sin pris, både i kroner og kilo. Økonomisk er der ikke noget at sige til det. Faktisk virker den nærmest billig, når man tager i betragtning, at man får to højopløste OLED touch-skærme og et grafikkort i den bedre ende. Det går til gengæld ud over bærbarheden, da vægten på hele herligheden kommer op over to kg. Alt i alt er der dog tale om en meget vellykket maskine, der fornyer genren. (JAH)